Som jeg tidligere har nævnt herinde, er jeg fan af Københavns grødbar nummer 1; GRØD. Deres opfindsomme aftengrød med pulled pork og andre godter er så gode, men jeg må altså også snart skal forbi til en morgengrød.
I mellemtiden eksperimenterer jeg selv med grød derhjemme i form af den såkaldte køleskabsgrød eller “overnight oats”. Og nu har mine kreationer udviklet sig til en fantastisk chokolade chiagrød, som jeg må dele med jer. Lavet på hasselnøddemælk for at give den en ægte chokolade/nøddesmag. Almindeligt mælk kan naturligvis også bruges. Jeg har fundet chiafrøene i SuperBrugsen på Nordre Frihavnsgade, og de er propfyldt med protein, kalcium, gode fedtsyrer og omega 3, og dermed det rene guf for kroppen at starte dagen på. Og chokoladesmagen – ja, den behøver vel ikke rigtig nogen introduktion… eller hvad? 🙂
Chokolade chiagrød | Sunde chiafrø til morgenmad, 2 personer
1,5 dl chiafrø
4 dl hasselnøddemælk (lavet som mandelmælken bare med hasselnødder i stedet)
2 spsk kakao (jeg brugte Valhronas kakaopulver fra bla. Irma)
Lidt kokossukker (kan udelades)
Tilbehør: evt. lidt skyr, frisk frugt, nødder, mynte
Rør chiafrøene godt sammen med mælken i en skål (med tilhørende låg) og tilsæt kakaopulveret lidt efter lidt, så det ikke klumper sammen, men fordeles fint i massen. Tilsæt evt. kokossukker og rør det hele rigtig godt sammen. Put låg på skålen og sæt grøden i køleskabet natten over. Når du vågner er den klar til at spise. Nemt og hurtigt. Du kan toppe den med dine yndlingsfrugter/nødder/krydderurter osv. Og evt. lægge den lagvis med skyr, hvilket gør den mere frisk, hvis du ikke er til den tunge konsistens, som grød jo har, om morgenen.
Se også: Chiagrød lavet på chiafrø med mango/myntesalsa
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme
1 Comment
Pingback: Birchermüsli inspireret af Nimb | CopenhagenByMe