WROOM! Californien er med California Kitchen rykket ind på Nørrebrogade. Skisme ja! I den store bygning lige ved Dronning Louises Bro, som bl.a. har huset først en skriggrøn My Fro Yo, er der nu åbnet op for grønne planter, sommer vibes, “Cali-bjørn på flag” på væggen og de farverige bowls som jeg gang på gang har sukket efter herinde på bloggen, og selv har lavet ustyrlige mange udgaver af. (Bowls er klart det, jeg har fået oftest til aftensmad i år, og mit valg nr 1, når det kommer til grøn comfort food. (Se fx. opskrift her eller her.)
Faktisk var det en amerikaner der bor her i København, Erica, der tippede mig om stedet, da jeg sidste uge skrev om Café Feel Good. Og hun havde ret: California Kitchen er lige et sted for os, der elsker grøntsager! Vi var forbi tre piger i går og teste og fik fornøjelsen af at snakke med Lisa, hvis kæreste ejer stedet. Hun forklarede, at man ville skabe et sundere og bæredygtigt alternativ på Nørrebrogade, og det synes jeg altså er en virkelig, virkelig god idé! Derudover har de fået skaffet det her helt specielle glas i loftet, som skaber følelsen af sollys. Mega blæret! Det er ikke sådan, at man bliver solbrændt af at sidde under lyset (altså. Beklager, venner!), men lyset giver dig følelsen af at sidde under den californiske sol. AAH! Behøver jeg at sige, at lige DEN plads var optaget?
Jeg var faktisk lidt skeptisk over alt det her med Californien, fordi med sådan en livsstil hører jo ofte en masse tropiske sager, som (sjovt nok) ikke er så pokkers lokale. Men jeg forstod hurtigt på Lisa, hvor meget de interesserer sig for bæredygtigt mad, og der går ikke længe før hun begejstret kom vimsende med et blad til os; “Thrive”. Hendes absolut yndlings for vegansk inspiration. “Buy local food” står der i øvrigt på væggen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er et fokus herinde. Californisk (klima)krise afværget!! ;o)
California Kitchen: Super Bowl, mexi bowl og poké bowl!
Vi aftaler egentlig at købe tre forskellige bowls, så vi kan smage af hinandens, men da vi ser “Super bowl” på væggen, må vi bare alle tre have den. Klassisk! Sweet potato, grøn salat, tomater, stegte kikærter, broccoli og avokado. Kunne jeg få bagt græskar også? Og yes. De er super fleksible herinde. En skriggul gurkemejedressing på toppen gør underværker (prøv den!!), og det eneste, jeg kan tænke på, er; hvornår skal jeg herind igen og prøve alle de andre bowls? F.eks mexi bowl og den trendy poké bowl. Næste mission!!
Der er lækkert infuseret vand ved disken, som koster gratis, og den store mættende bowl får du til 75 kr. Så fair. Men som mange andre må de nok hæve prisen lidt med tiden.
Hov, og sluttede vi forresten lige af med en kokoschiagrød med mango og chokolade? Ala den som de har på Social? Jamen det gjorde vi da! De er lige startet og har endnu ikke så stort udvalg af kager, kaffe mm. Men mon ikke det kommer? Ville elske at se nogle spændende nye kaffealternativer herinde.
Skynd dig afsted og kom farver i din skål….Og kombinér evt. med lidt hyggearbejde. Her er masser af stikkontakter, lidt mere støj end andre steder, men stadig med masser af californisk chill!
Læs også: Salat og hjemmelavet kage hos Café Feel Good!
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme