Kødfri mandag eller kødfri jul. Hmmm… Nej lad mig spørge på en anden måde; Hvor meget kød bliver der mon indtaget bare i København her omkring juletid?
I betragtning af hvor meget jeg selv normalt har sat tænderne i af and, deller, filleter og “store fiskebord”, tror jeg ikke ligefrem det er miniput-kiloklassen, vi snakker om. Helt overordnet set er der nok tale om et lettere overforbrug – ikke mindst fordi en pæn del ender som madspild. Det er virkelig noget to ting, der optager mig i øjeblikket; at undgå madspild, men også at undgå kødoverforbrug som skader både klima og miljø. Hvad de herrer og kvinder netop har siddet og grublet over til COP21, kan vi ikke blande os så meget i. Derimod er kødforbruget noget, vi selv kan styre!
Og danskerne er så åbenbart også det land, der spiser mest kød per indbygger. I verden!
Forstå mig ret; jeg elsker kød/fisk, og jeg synes virkelig ikke, at noget i verden kan erstatte andestegen juleaften eller fiskefileten til mormors julefrokost. Men jeg prøver virkelig at gøre kød til noget specielt og kvalitativt (shoppet lokalt) frem for hverdagskost. På den måde sætter jeg også endnu mere pris på det, når jeg endelig får det.
Kødfri mandag … eller kødfuld lørdag?
Og så tænker jeg bare;
Hvorfor kun have én enkelt dag om ugen uden kød, når forbruget er så belastende for miljøet? Hvad med at erstatte kødfri mandag med kødfuld lørdag?
Jeg testede det lidt for sjov i sidste uge, for at se, hvor længe jeg kunne undvære at tænke på kød. Selvom jeg sagtens kan klare mig uden, er der situationer, hvor det frister! Mandag aften stod på bloggens mest læste opskrift vietnamesiske forårsruller, og den kunne jeg egentlig snildt have spist vegetarisk pga. de knasende peanuts, men kom altså lige til at nappe en tigerreje eller 6. Og lidt krabbe! De andre dage gik godt, med lækre bowls og masser af græskar og supper, men så blev det tid til Yelp Burgerklubben torsdag, og jeg måtte simpelthen smage Hachés portobello-burger, og den gik kun med kød. Hovsa! Fredag var jeg på familievisit, hvor der blev serveret lækker moussaka, ligesom lørdag stod på familiemiddag med tre-retters. Og hey, lørdag måtte jeg jo godt 😉
Konklusion: det er nemmere at undgå, når man selv laver mad, og tager ud og kan vælge alt på menukortet. Derfor vil jeg fortsat dele inspiration til god vegansk/vegetarisk mad – ude i København såvel som hjemme. Kom endelig med kommentarer til din holdning til kød & miljø. Som I måske ved, bryder jeg ikke om at tage noget ud af min kost, som gør mig glad. Men hvis jeg nu kan blive endnu mere glad lørdag/et par dage om ugen – og samtidig hjælpe miljøet lidt de andre dage også … så er det vel ikke så dumt endda?
3 Comments
En rigtig god idé, C!
Jeg har selv gjort det samme, og vi prøver at lade være at spise oksekød, og heller forholde os til kylling og fisk et par dage om ugen, og heller fokusere på grøntsagene.
Så bliver det også meget mere spændende at både lave og servere maden, samtidig som man får lidt god samvittighed 🙂
Jeg er med på dit forslag, kødfyld lørdag skal vi også prøve.
Knus.
Tak kære Cecilie. Og hvor fedt at høre, at du er med på Kødfuld lørdag. Lad os lige holde hinanden motiveret så. Jeg tænker, jeg lige opretter en gruppe på Facebook for det. Stay tuned 🙂
Knus
Pingback: Tak for i år, København! | CopenhagenByMe