Er der noget som varm kakao, når regnen og blæst har haft deres egen boksekamp på kinderne, mens man har forsøgt at styre cyklen over Langebro – eller hænderne pivfrosne har famlet mod telefonen og GPS’en, når man er faret vild i Amager Fælled? Næppe!
Den bedste varme kakao, jeg har fået i København, må jeg nok kreditere til hr. Nikolaos Strangas og hans lille café på Åboulevarden, som laver dyre men lækre kager og den her varme chokolade lavet på Valhrona chokolade og flødeskum med vanilje (perfekt for folk som jeg, som (underligt nok) ikke er så vild med flødesmagen i flødeskum). Der er dog mange varme chokolader i byen jeg stadig har til gode, bl.a. den ret nye Leckerbaer som laver både hvid-, mælke- og mørk varm chokolade og koppen på Det Vide Hus lavet på fire forskellige chokolader – og den med chili på Kalaset. For bare at nævne et par…
Men sundere? Ikke ligefrem. Så i al beskedenhed (eller ikke?:)) har jeg fundet den bedste opskrift på varm kakao uden hvidt raffineret sukker og komælk. Den kræver meget få og enkle (2-3) ingredienser og smager uartigt syndigt og vidunderligt. Tættest jeg kommer Strangas’ lækre kakao – i sundere og hjemmelavede form.
Den hemmelige ingrediens er denne kokosdrik fra Alpro, som jeg bare skulle prøve for sjov i min kaffe. I kaffen var den ikke god, men på en eller anden måde fandt jeg dens “meant to be” sted. I min varme kakao! Kokossmagen gør kakaoen fed og usund i smagen på en måde, som almindelig komælk ikke kan. Så er du f.eks lactose intolerant, er denne opskrift en ekstra bonus.
Varm kakao – en sukkerfri herlighed
2 personer
1/2 liter Alpro kokosdrik
5 spsk usødet kakao
1-2 tsk kokossukker (kan udelades, men er bedre med.)
Pynt: Sund is, flødeskum (evt. med vaniljepulver som Strangas gør det), kokos eller lidt kakaopulver
Nemmere bliver det ikke: Put alle ingredienserne i en gryde, tænd for varmen og rør godt rundt med et piskeris hele tiden. Vent til væsken koger op, og så snart det sker, slukker du for varmen og fordeler i to kopper. Top evt. med flødeskum (eller kokosstykker) og kakaopulver
Ps: Dette er ikke et sponsoreret indlæg for Alpro! Jeg betaler troligt 20 kr. for mælken i SuperBrugsen på Nordre Frihavnsgade hver uge – og Alpro kender ikke noget til dette indlæg!
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme