Opskrift på vaffeltoasts

Vaffel toast ala Joe and the Juice. Vil du lave den derhjemme? Så er du kommet til rette sted!
Jeg befinder mig vist lige nu i en slags vaffel-obsession. Vaffel mig her, vaffel mig der og vaffel mig alle vegne. Seneste nyt er, at min waffle-o-wich med lakrids gav en idé for noget tid siden, som jeg bare ikke kunne slippe; nemlig en vaffel toast ala Joe and the Juice. J&J er egentlig ikke et sted, jeg kommer så tit, men det er dog blevet en tradition at tage forbi deres sted i lufthavnen, inden en rejse til det spændende udland skriger på mig. Derfor minder stedet mig om noget dejligt! Og så synes jeg, de laver nogle gode sandwich i al deres enkelhed. Med tun og pesto (spicy tuna) eller ost og kalkun.

Deres sandwich har jeg nu ladet mig inspirere af i en melfri udgave – og med endnu flere grøntsager i ‘brødet’, som er en grøntsagsvaffel lavet af broccoli og gulerod. To vafler lagt sammen med en god pesto, tomat, avokado, rucola og ost og kalkun/skinke eller tunsalat – og så i toasteren på ægte 90’er manér. Jeg brugte den røgede ost fra Naturmælk, som gør det så godt som toast-ost. Alt i alt simpelthen så godt!

Vaffel toast ala Joe and the Juice, 1 stk

2 Grøntsagsvafler:

To mellemstore gulerødder
En håndfuld broccoli
To æg
1/2 dl havregryn eller mandelmel (fuldkornsmel mm. kan naturligvis også bruges)
1/2 dl hørfrø og/eller sesamfrø
En spsk loppefrøskaller
Lidt frisk basilikum
Salt og peber

Desuden
Pesto – evt. basilikum eller persille
En tomat
En halv avokado
Lidt rucola
3-4 skiver ost
Evt. kalkun/skinke

Lav først vaflerne: blend gulerødder og broccoli helt fint i en blender/løghakker. Hæld de blendede grøntsagerne i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser, rør rundt og lad massen hvile 5 minutter. Skær i mellemtiden tomat og avokado i skiver. Når dejen har hvilet, laver du to vafler af massen (et dobbeltjern er ideelt, men ellers må du bare lave en ad gangen. Det gør ikke noget, at den første bliver kold, da de alligevel skal toastes til sidst.) Husk godt med olie i jernet. Når begge vafler er klar, smører du pesto på begge, og på den ene halvdel lægges rucola, tomat, avokado, ost og evt. kalkun/skinke. Den anden vaffel lægges ovenpå, og vaffel-sandwichen skæres over på midten. De to halvdele lægges nu i toastmaskinen. Kort tid efter er der hele to stk toastede vaffel-sandwich ala Joe and the Juice klar – og nu med endnu flere vitaminer 🙂

Find min kogebog med 75 opskrifter på vafler her (reklamelink)

SE OGSÅ: HJEMMELAVEDE HOTDOGS MED SUNDE VAFLER

Opskrift på vaffeltoast

 Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

22 Comments

  1. Thit Clausen Reply

    Hold nu op hvor ser det lækkert ud!
    Meeeeeen hvis man nu kun står inde med en toaster, tror du så at man vil kunne lave det alligevel? 🙂

    • Hej Thit
      Jo, det kan du tro. Du kan bare lave de to “brød” som pandekager i stedet for vafler og så i toasteren til sidst 🙂

      Kh Camilla

  2. Tilbereder du broccolien på nogen måde først (koger, damper?) eller blender du den bare rå? 🙂

    • Hej Janne

      Nej slet ikke – den kommer bare i helt rå og godt skyllet… Virkelig nemt!!

      Rigtig god fornøjelse 🙂

      Kh Camilla

  3. Hvad nu hvis man har et vaffeljern men ingen toaster?! 🙂

    Kh Nina

    • Hej Nina

      Så kan du faktisk godt toaste dem i vaffeljernet også – bare vær forsigtig med ikke at presse det for hårdt sammen, men bare lige så det bliver varmet godt, og osten smelter 🙂

  4. Pingback: Mest populære opskrift og anmeldelse i 2014 var …. | CopenhagenByMe

  5. Pingback: Glædelig Vaffeldag! | CopenhagenByMe

  6. Pingback: Grønne sandwichvafler til madpakken eller som Joe og The Juice toast.. | CopenhagenByMe

  7. Jeg prøvede at lave vaflerne i vaffeljernet, men de sad bare fast og måtte skrabes af og blev til smuller. Skal der bare mere olie på vaffeljernet eller har du et trick? Jeg lavede resten på banden som tykke pandekager og det blev vildt lækkert. Desuden havde jeg heller ikke HUSK men puttede bagepulver og ekstra havregryn i. Har det noget at gøre med de mislykkede vafler?

    • Hejsa. Tak for kommentaren! Ja det har helt sikkert noget med HUSK at gøre – det er altafgørende for at vaflerne hænger sammen – plus at dejen får lov til at hvile lidt så loppefrøskaller / HUSK kan nå at virke 🙂 Plejer også altid at putte godt med olie på jernet – især hvis det er et nyt som ikke tager så godt imod 🙂 Lad mig høre hvordan det går! Kh C.

  8. Pingback: Tak for i år, København! | CopenhagenByMe

    • Jaaaa, det må du da. Og hey du kunne overveje Tefal Snack Collection, som jeg har. Der er både toaster og vaffeljern i ét 🙂 Vil da lige tjekke din blog ud! Kh Camilla.

      • Really!? Jeg må have sådan et, det fylder så meget med to. Jeg må ned og kigge efter sådan et det er helt sikkert. TAK for tippet!

        “To jern i et” som man si’r. Jeg er allerede fan!
        Tak for de mange skønne opskrifter. 🙂

        Ja, tjek endelig bloggen ud. Det er barsk læsning noget af det. I hvert fald noget af det gamle. 🙂
        Det er bedre tider nu, så skriverierne er også mere “lette” og knap så tunge. Men forhåbentlig inspirerende.

        Og mig, ja, jeg bliver da hængende og følger med på din, for der er mange lækre sager skal jeg lige love for. 😀

        <3

        Kh Hanne
        http://venterpaastorken.com/
        En blog om livet: Kærlighed & nedture, livskriser & personlig udvikling

  9. Pingback: 90’er-toasten (med et twist) trender i København | CopenhagenByMe

  10. Pingback: Hvilket vaffeljern er bedst? | CopenhagenByMe

    • Camilla Reply

      Hej Jeanette, ja det kan du tro. Det ville være helt oplagt at blende dem!;) Rigtig god fornøjelse! Kh. Camilla.

Write A Comment