Okay. Ja TAK! Jeg har ret tit lyst til burgere. Og jeg er helt sikkert ikke den eneste. Det er vel heller ikke for sjov, at København på det seneste har udviklet sig til en ren kampplads af burgerborge, der hver især forsøger at mestre den perfekte kombination af brød, bøf og fyld. Og så er vi nok også ret forskellige. Nogle foretrækker kridhvid bolle og bøf uden så mange dikkedarer som på Tommis Burger Joint, mens andre vil have den let mere avancerede med muligheder for chilistegte champignon, og ærtebøf som på Halifax eller måske en Super Bowl-variant som på Grillen.
Her hos mig får I selvfølgelig vaffelburger. Hvad ellers? Med kyllingbøf og edamamehummus. En sund, glutenfri variant som smager dejligt snasket – præcist som en burger skal!
Vaffelburger med kylling og edamamehummus
Edamamehummus
200 g edamamebønner (frost, pillede)
1-2 fed hvidløg
1/2 citron
0,5 dl olivenolie
2 tsk tahin
3 spsk vand
Lidt chili
Salt og peber
Vafler, 4 stk. (hjerteformet)
1 stor revet squash
3 æg
1 dl vand
1 dl kikærtemel
3 spsk loppefrøskaller (/HUSK)
1 dl sesamfrø
1 spsk kokosolie
Lidt salt
Kyllingebøffer, 4 stk
400 gram hakket kyllingekød
1 rødløg
1 æg
1 spsk dijonsennep
Lidt chili
Salt og peber
2 tomater
1 rødløg
1/2 pakke salatblanding eller rucola
Put edamamebønnerne i en skål og hæld kogende vand over, lad dem stå i et par minutter og skyl dem så med koldt vand i et dørslag. Tag lidt skal fra citronen og pres saften. Mos bønnerne med en stavblender/løghakker sammen med citron, olie, vand, hvidløg og tahin og blend. Tilsæt de øvrige krydderier og smag til med salt og peber. Tilsæt evt. mere citron eller krydderier. Sæt på køl.
Bland alle ingredienserne til vaflerne, men gem halvdelen af sesamfrøene til topping. Lad dejen stå og trække i 5-10 minutter og tænd for vaffeljernet. Tjek efter et par minutter om dejen behøver lidt ekstra vand (alternativt kan det tilsættes efter to af vaflerne er lavet, og dejen i mellemtiden er blevet endnu mere fast.) Vaffeldejen er mere fast end traditionelt vaffeldej og skal fordeles let med en gaffel, så det kommer ud til kanten. Når dejen er fordelt i jernet, drysses med sesam. Put vaflerne i ovnen, efterhånden som de bliver færdige, ved svag varme, så de er klar til burgerfest.
Imens vaflerne bager, skæres løg og tomat i skiver, som fordeles på en bageplade og pensles med olie og oregano, salt og peber. Sæt dem i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.
Herefter laves bøfferne. Hak løg som røres sammen med chili, hakket kylling, æg og sennep og krydres med salt og peber. Form til fire bøffer bøffer og steg dem ca. 5 minutter på hver side i olivenolie.
Tag to vafler som bruges til hhv. under- og over”bolle”. Først under”bolle”, så hummus, salatblanding, bøf, lidt mere edamamehummus, tomater og løg. Smør også gerne (chili)pesto på vaflerne, hvis du ønsker endnu mere power på smagen. Skær den store vaffelburger over på midten eller efter hvert hjerte for mindre sliders. Servér med det samme, evt. med sød kartoffel-fritter drysset med dukkah.
Se også: hjemmelavede hotdogs med sunde vafler
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme
6 Comments
uhmmm hvor lyder det top nice Chica!
vafler og hummus – så er lykken gjort!
kram Maria
Tak bedste du. Og ja, det er bare den perfekte kombination. Skal vi åbne en hummus-biks snart ? 🙂
Mums, hvor ser det bare lækkert ud, det må jeg prøve! Især den der hummus skal jeg have prøvet, for den lyder rigtig god til mange ting. Tak for inspiration 🙂
Hej Mette. Hvor hyggeligt med en kommentar fra dig! Og velbekomme. Den passer nemlig til så meget 🙂 Glæder mig til at høre, hvad du synes.
Kh C.
Prøvede opskriften her til aften. Det smagte så godt, og vil helt sikkert blive lavet igen! Tak 😀
Tusind tak Tanja. Hvor er det dejligt at høre:)