Det der chèvre i maden var jeg på ingen måde begejstret for, da jeg boede i Paris og fik det serveret overalt. Men det sidste års tid har jeg faktisk fået et ganske varmt forhold til den der gedeost – bogstaveligt talt, for den smager bare bedre efter en tur i ovnen. Som det seneste er den nu også at finde i min lasagne sammen med grillede aubergine i stedet for lasagneplader – og med enten kylling eller oksekød. Det er sundt, nemt og hurtigere at lave end en almindelig lasagne, da den kun skal have ca. 20 min. i ovnen.
Jeg er vild med det! Og blev lige nødt til at dele min begejstring herinde.
Aubergine-lasagne med gedeost, 2-3 pers.
400 g hakket okse- eller kyllingekød
8-10 champignon i skiver
1-2 dåser hakkede tomater
3 tsk tomatpuré
2-3 fed hvidløg
1-2 løg
oregano
timian
chili
2 store auberginer
1 rulle gedeost
Skær auberginen på langs i skiver på ca. 1 1/2 cm. Dup skiverne med køkkenrulle og drys med salt samt pensl med olie på begge sider og lad dem trække, mens kødsovsen laves. Hak løg og steg dem i en gryde sammen med kød og hvidløg. Tilsæt til sidst champignonskiver, krydderier, tomatsovs og tomatpuré og lad det småkoge i 10-15 minutter. Mens sovsen koger, skæres gedeostrullen i skiver på ca. 1 cm, og alle aubergineskiverne steges på begge sider på en pande (helst en grillpande, så de får lækre mørke ‘grillstreger’).
Herefter smøres et ildfast fad med olie, og ingredienserne lægges i lag som en ‘almindelig lasagne’. Først kødsovsen, så aubergineskiverne og til sidst gedeostskiverne – drys evt. med timian. Lav to eller tre lag – afhængigt af hvor stor fadet er. Put lasagnen i ovnen ved 200 grader i tyve minutter. Et voila! Le chèvre est prêt! 😉
Server evt. med lidt spinatplade og et par skiver avokado.
2 Comments
Elsker auberginelasange! Og er helt sikker på at gedeost ville være helt formiddabbel deri, elsker simpelthen smagen <3 Det må jeg altså lige prøve at putte i næste gang – tak for inspiration.
– Anne
Det var så lidt, Anne.. og ja det smager bare så godt. Lad mig høre, hvad du synes 🙂