Tjen penge som selvstændig. Hvordan? Ja det er den gyldne nøgle, som mange leder efter og færre finder. Mit første år i branchen (eller ikke-branchen om man vil) er ved at være slut, og det er tid til at gøre status. Jeg “sprang ud” i maj, men forberedte mig i månederne op til, så derfor har hele 2017 været året, hvor jeg satte mig grundigt uden for de faste rammer – og alt hvad dertil hører. Ingen fast løn, ingen pension eller frokostordning, ingen at sparre med –  og en evig jagt på nye aftaler.

Tjen penge på gratis arbejde?

Dertil kommer alle de gange, hvor jeg er blevet tilbudt job uden løn og har skullet vurdere, om det er god branding på sigt, og lækre frø man spreder. Eller det komplet modsatte; spild af tid og et klokkeklart bevis på, at jeg bør blive meget bedre til at sige nej. Det har iøvrigt efterhånden været en disciplin, som jeg har øvet mig på i mange år og stadig ikke er blevet kanon god til at mestre. Men det bliver da bedre og bedre. Og kan man nogensinde udøve den disciplin med guldmedalje som følge?

I år har der f.eks. været ting jeg gjorde gratis eller deltog i, som jeg ikke troede ville give noget som helst. Og så alligevel gav det pote. Blandt andet min mulighed for at være tv-kok i Go’ Morgen DK.

Men jeg synes stadig der er ALT for mange der forlanger gratis arbejde rundt omkring. I blogverdenen og kommunikationsverdenen generelt. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre lidt op med i 2018, hvor jeg allerede er lidt mere rutineret ift. hvad jeg vil og ikke vil være med til!

Da kroppen sagde stop!

Startskuddet som selvstændig har været en rutchetur, en fest, en karriere-triathlon, verdens dejligste følelse af frihed og indimellem en lang dum og grim cykeltur i strid regn og modvind. Der er sket ting, som jeg troede jeg var 100% rustet til, men alligevel var hårdere, end jeg havde regnet med.

For det første; kogebogen. Den der kære bog, som jo faktisk var et fritidsprojekt, der skulle laves ved siden af betalte opgaver, så jeg kunne få det hele til at køre rundt. Som fik mig til at bage vafler til langt ud på natten i ulige uger. Og som gav mig skriveblokader til langt ud på natten i lige uger.

At skrive en bog er en ting. Men at bogen både skal være teoretisk, praktisk – og æstetisk er helt sikkert en anden ting. Og når den skal skrives på et halvt år i fritiden ved siden af alle mine andre opgaver, og der skal tages 75-80 billeder på 4 dage, kan det føles vældig presset. Jeg gav mig 100% og er ærligt talt mega tilfreds med resultatet. Men hold nu op, den gav mig også mange søvnløse nætter og følelsen af komplet udmattelse, og en krop der sagde stop.

… På den anden side; spørger du mig om et par måneder, om jeg vil gøre det igen, siger jeg sikkert JA. Jeg tænker, det til dels kan sammenlignes med at have født sit første barn!? Okay måske vild nok sammenligning, men I ved, hvad jeg mener, ik? Man glemmer “smerten”, når først man er nået i mål.

tjen penge - karriere som selvstændig

Tjen penge som blogger?

For det andet, har det rent ud sagt været sindssygt frustrerende at have knoklet dag ud og dag ind for alle de forskellige projekter og stadig være i tvivl om året giver overskud – eller underskud. Selvom jeg i mit tidligere job hos Yelp skulle styre alt selv, så vidste jeg trods alt, at der automatisk tikkede en løncheck ind hver måned. Sådan er det jo ikke ligefrem som selvstændig.

Jeg har investeret min tid i ubetalte projekter, ikke mindst her på bloggen, hvor min indsats på absolut ingen måde kan afspejles i de penge, der er landet på kontoen. I hvert fald slet ikke på det stadig hvor alt skal optimeres og udvikles.. Lige fra SEO til gennemarbejdet indhold og samarbejdsaftaler som er match made in heaven.

Jeg forstår, hvordan det udefra måske kan se ud som om, at bloggere tjener meget på reklamer. I realiteten er det dog for manges vedkommende meget mindre end man tror. Mange bloggere og influenter sælger i mine øjne sig selv for billigt, hvorfor jeg tidligere på året skrev dette indlæg på LinkedIn.  Der kommer ofte forholdsvis få penge ud af annoncer – og endnu mindre af “reklamelinks”.

Sidstnævnte vil jeg dog gerne lave flere af i 2018, da jeg synes det giver så god mening for både mig og jer læsere. Jeg kan skrive om alt det, jeg vil. I kan til gengæld købe produkter og oplevelser til samme pris som de koster, men blot give en mikroskopisk andel til mig, som virksomheden ellers skulle have haft. Blot fordi I handler gennem mine links (uden at betale ekstra). Hvis der kan komme lidt penge ind den vej, kan jeg stadig undgå bannere mm. her på bloggen.

Nyhed på jobfronten

Det er klart mine konsulentopgaver, som har givet den bedste betaling her i 2017. Jeg har rådgivet virksomheder ift. sociale medier og influencer marketing og arbejdet på en kæmpe kampagne med henblik på at gøre Danmark større i EU.

OG så tog det hele faktisk en drejning her i slutningen af året. Der sagde jeg nemlig ja til et spændende deltidsjob som Head of Social hos Klix Kommunikation på Gammel Kongevej. Et job som giver mig udfordring og større økonomisk frihed. Samt mulighed for at sige mere ja til det der giver mening. Og forhåbentligt lidt mere nej til de ubetalte projekter, fordi der simpelthen ikke altid er tid til dem.

Jeg har elsket at være 100% selvstændig men har også været i tvivl, om det var for tidligt eller forkert at sige farvel til “corporate” branchen, som jeg er uddannet til. Så nu er jeg på kontor mandag og onsdag og kan lave mine egne projekter resten af tiden. Det har givet mig den vildeste motivation og energiboost, som jeg glæder mig til at brænde af i 2018. Jeg føler mig heldig over at have muligheden. Over at have gejsten!

Spørgsmål til mit første år som selvstændig? Muligheder/udfordringer som du selv oplevede i 2017? Del dem hjertens gerne i kommentarfeltet.

tjen penge på blog og konsulentarbejde som selvstændig

————————————————————————————————————————————————————

Læg også: Jeg GØR det. Springer ud som selvstændig!

Ps. Vidste du at jeg har lavet en lukket Facebook-gruppe for dig der læser med herindeDu kan være med lige her!

Følg også med på Facebook, på Instagram: @copenhagenbyme og på Bloglovin’.

 

4 Comments

    • Camilla Reply

      Tusind, tusind tak Pernille. Så sødt af dig at skrive. Er du kommet godt ind i 2018? 😉
      Knus Camilla.

  1. Det er mega sejt, og en kæmpe inspiration. Jeg har selv en drøm om at være selvstændig, og komme væk fra det der 9-17 job. Derfor synes jeg det er SÅ spændende at følge med her.
    Jeg synes i øvrigt en deltidsstilling giver mega god mening, i forhold til at man ved der kommer løn ind uden at man skal vinke farvel til alt sin tid. 😉

    Knus, Nikoline
    http://www.breakfastinairports.com

    • Camilla Reply

      TAK Nikoline. Hvor er det bare dejligt at høre, at det giver inspiration. Skriv endelig hvis der er noget, du gerne vil høre mere om herinde ift. at gå selvstændig?!
      Og ja, jeg er helt enig. Det giver også en frihed til ikke at skulle sige ja til ting, som man ikke kan stå 100% ind for.
      Rigtig god mandag, fine du!
      Kh. herfra.

Reply To Camilla Cancel Reply