Jeg springer ud som selvstændig? Findes der nogen bedre dag end 1. maj, arbejdernes internationale kampdag, til at gøre det? Nu kan man diskutere, hvad der definerer en arbejder, og den diskussion vil jeg ikke kaste mig ud i – slet ikke i dag. MEN jeg kan sige, at jeg er klar til at arbejde for det her. Og jeg har faktisk allerede kalenderen fuld af opgaver indtil en gang midt i august. So far so good!;)

Siden jeg sammen med ca. 175 kolleger blev opsagt som Marketing Manager for Yelp, har jeg nærmest ikke tænkt over andet, end hvad jeg nu skulle kaste mig over. Jeg har været til samtaler med virksomheder og organisationer, taget en 22 dages hot yoga udfordring, drukket mange kopper kaffe med mit netværk, venner og familie og skrevet en masse flere indlæg her på bloggen. Og jeg har været meget i tvivl. Sådan “jeg-forstår-ikke-den-der-joke-fordi-jeg-tænker-på-noget-andet-i-tvivl.”

Jeg har lyst til at arbejde for mindre politikerlede og smartere kommunikation

Egentlig har jeg jo en uddannelse inden for politisk kommunikation, og da jeg blev færdig i 2014, var jeg helt overbevidst om, at jeg skulle være kommunikationsrådgiver på Christiansborg. Jeg brænder for at gøre den politiske debat mere troværdig og mindske den enorme politikerlede. Samtidig kom min interesse for København, mad og lidt efter lidt lysten og trangen til at hjælpe den “lille mand/kvinde”. Ham/hende der med passion sælger et produkt eller en service, som de lægger al energi og entusiasme i. Som vil ændre på tingene. Jeg bliver ganske simpelt forført af begejstrede, gode mennesker, kvalitet og iværksætteri.

Og en bedre branche for influencers

Jeg har også lyst til at forbedre branchen for bloggere og Instagrammere osv. Dem som med et fint ord bliver kaldt “influencers” eller “influenter”. Jeg synes, der er ALT for mange fordomme forbundet med branchen, og jeg synes, det er på tide at få de positive historier frem. På tide at vi i Danmark anerkender alle de her dygtige mennesker, som for manges tilfælde gør alt for at leve op til læsernes forventning, researche, skabe indhold i form af både tekst, billeder og video, være social media managers, varetage SEO, have kontakt til virksomheder og samtidig overholde lovgivning ift. markedsføring og SKAT.

Generelt synes jeg freelancere, iværksættere mm. burde få langt højere  anerkendelse og være meget mere tydelige, når der uddeles priser mm. herhjemme. Men det er en helt anden snak!

Dansk design og iværksætter. Nordisk stil og indretning med produkter fra Hay, Louise Roe, Moodings.com, Sofa fra Nova Møbler, blomster og planter i indretningen

Og så er der den der evige dårlige samvittighed…

For at det ikke skal være løgn, spirer der også den her dårlige samvittighed i min krop – eller skal vi kalde den “behovet for at gøre en forskel”. Jeg er blevet lektiehjælper for en skøn syrisk pige, men jeg kan mærke, at der skal endu mere til. Jeg er, som I ved, blevet meget engageret i bæredygtighed og tænker over, hvordan vi med små skridt kan gøre verden både sundere og mere bæredygtigt og i højere grad købe lokalt – både mad og livsstilsprodukter. Det er noget, som jeg, som I også ved, skriver en del om her på bloggen.

Den gode nyhed er..

Når man ikke kan vælge, må man gøre det hele! Og den gode nyhed er, at det er det, jeg kan som selvstændig! Hjælpe med politiske kampagner, specialisere mig i influencer marketing og sociale medier og dele tanker og billeder her på bloggen og mine egne kanaler. Det kræver mere end en 37 timers arbejdsuge, og det kræver mange kampe, men jeg kan sige – uden at blinke – at jeg gerne tilbringer aftener eller 1. maj foran computeren. Og faktisk nyder det. Det kan være lidt af et tabu at sige højt, at man elsker at arbejde. Men det gør jeg!  {Især når jeg føler, at mit arbejde virkelig rykker noget! }

… At jeg så godt kunne være foruden at tilbringe en solskinsfuld 1. maj i Sydhavnen til møde med SKAT for nye virksomhedsejere. Det er så en helt anden sag 😉

Men nu har jeg sagt det højt. CVR nr. er oprettet. JEG GØR DET!

Læs også: Dagens hjemmekontor + Danmarks første seriøse blognetværk

Author

11 Comments

  1. Yay! Tillykke med beslutningen, Camilla 🙂 Hvor er det spændende! Jeg glæder mig til at følge med fra sidelinjen fremover 🙂

    • Camilla Reply

      Tusind tak Laura! Jeg er også ret spændt, må jeg indrømme. Og tak, hvor er det bare sødt af dig! Nåede desværre slet ikke at tale med dig i går. Håber du havde en fin første generalforsamling 😉 Kh.

      • I havde også nok at se til 🙂 Det var i hvert fald rigtig spændende at være med – I har fandme gjort et godt arbejde! 🙂

  2. KÆMPE TILLYKKE CAMILLA !!!!
    Berslutningen har været længe undervejs, men jeg garanterer dig at det bliver en af de bedste beslutninger du har taget 😉
    jeg ønsker dig ihvertfald alt godt fremover og glæder mig til endnu flere arbejdsdates og frokostmøder !!!

    GIRL BOSS !!!!

    • Camilla Reply

      Tusind, tusind tak Maria. Og ja, du er jo en total god rollemodel ift. at være sin egen boss og gøre det med stil. Glæder mig til fremtidig samarbejde og sparring <3

  3. Heidi aka Frk. Snack Reply

    TILLYKKE sejeste Camilla!!!! Hvor er det stærkt. Jeg glæder mig så meget til at følge med i alle dine projekter. Du inspirerer, og jeg er sikker på at du kommer til at gøre en kæmpe forskel!

    • Camilla Reply

      TAK bedste Heidi. For din evige opbakning og tiltro. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan 😉

  4. Hvor er du sej! Jeg går rundt med mange af de samme tanker om gerne at ville gøre en forskel i mit arbejdsliv. I stort eller småt. Har ikke rigtig knækket koden endnu, men står på grænsen til at skulle oprette virksomhed og CVR (skal bare finde ud af hvad virksomheden skal hedde). Jeg er digital designer, så tænker jeg i første omgang i hvert fald kommer til at kunne forsørge mig selv på det som selvstændig. Held og lykke!

    • Camilla Reply

      Tusind tak Camilla og i lige måde. Og hvor spændende at høre, at du har det på samme måde. Jeg tænkte faktisk ikke så meget over virksomhedens navn i første omgang og oprettede den blot i mit eget navn. Mit råd er at gøre det uden at tænke alt for meget over det ;o) Og lyder perfekt med mulighederne som digital designer. Det må du endelig holde mig opdateret omkring, hvis du vil! Kh C.

    • Camilla Reply

      Tusind tak Rikke – hvor er det sødt af dig! Det føles bare helt vildt godt og kan anbefales, hvis du går med samme tanker 😉

Write A Comment