Har vi nok opskrifter med sød kartoffel herinde? Jeg tænker klart NEJ. Slet ikke hvis bloggen skal afspejle hvor helt fantastisk den orange rodfrugt i min optik smager. Hvor ville jeg bare ønske, at vi kunne gro den på dansk jord – og samtidig opfordre til at man køber den spanske, økologiske af slagsen. Sød kartoffel fra Israel og USA – det er altså noget af en rejse, de har været på!

Jeg har lavet bagt sød kartoffel mange gange, og det er og bliver en succes. Det er desuden mad lavet 100% i ovnen. En fordel når man herhjemme hvor vi lige har haft komfurproblemer og dermed ikke kunne benytte gaskogepladerne, men også bare generelt – mad der passer sig selv, indtil det skal spises – jeg er stor fan. Så kan man endda fikse det sidste arbejde imens, lege med børnene, eller hvad pligterne nu siger. Så smart!

Denne gang havde jeg en masse planter fra natskyggefamilien liggende; altså aubergine, peber og tomat, og tænkte jeg ville bage dem og prøve at stoppe dem ned i kartoflen som noget nyt. Det var virkelig lækkert, så her får I opskriften:

Tilbehør til grill og aftensmad; lækre fyldte søde kartofler med aubergine, tomater og peberfrugt

Bagt Sød kartoffel med ratatouille og tahindressing

4 stk. 

4 mellemstore søde kartofler
Evt. lidt smør
1 aubergine
5-6 mellemstore tomater
3 mellemstore røde peberfrugter
Spidskommen
Salt og peber
Frisk koriander

Tahindressing

Evt. en bund af:
Revet rødkål eller ruccola
Bælgede ærter

  1. Vask og skrub kartoflerne rigtig godt og tør dem hårdt, evt. med et tørt viskestykke eller køkkenrulle.
  2. Skær et kors øverst på en af langsiderne og bag dem på en bageplade ved 200 grader i ca. 35-40 minutter (afhængig af størrelse). Du kan lige mærke efter med en gaffel, om de er bløde og klar. 
  3. Lige efter kartoflerne er sat i ovnen, skæres aubergine og peberfrugter i mindre stykker og tomaterne skæres over på midten og hver halvdel deles i fire. 
  4. Fordel aubergine-, peberfrugt- og tomatskiverne på en bageplade og vend med olie, spidskommen, salt og peber. Bag med kartoflerne i ca. 10-15 minutter. 
  5. Lav i mellemtiden tahindressingen
  6. Når kartoflerne er færdigbagte trækker du forsigtigt i flipperne fra korset og graver et lille hul ned i kødet, så der er plads til fyldet. Put herefter evt. 1 tsk smør i hver kartoffel og fordel grøntsagerne ovenpå.
  7. Hæld tahindressing over og drys med salt og peber og frisk koriander
  8. Servér de fyldte søde kartofler som de er eller på en bund af kål  eller ruccola og friskbælgede ærter

Se også: Opskrift på bagte søde kartofler med fyld

Sød kartoffel bagt i ovnen med fyld af aubergine, peberfrugt og tomat som kaldes ratatouille

Write A Comment