Der var engang, hvor te var “my one and only”. Hvor varmt vand blandet med alverdens urter, blomster og frugt var alt, hvad jeg behøvede på en rolig aften eller en kold og blæsende eftermidddag. Men så kom der noget i vejen. Og måske har du allerede regnet ud hvad … Kaffe ja.. Den sorte tyveknægt selvfølgelig! Som pludselig fangede min opmærksomhed, og med sin dominerende fyldighed gjorde det meget svært for mig at gå tilbage til ´kun´ at drikke te (pludselig forstod jeg udtrykket; “en tynd kop te”).
Og sådan var det længe. Indtil to og kun to slags te formåede at overbevise mig om det modsatte; Pukkas lakrids/peppermynte-te og A.C. Perch´s´ cool herbal tea. Og det bedste ved sidstnævnte er, at den både har sin helt egen butik og café i København. Jeg har desværre endnu ikke fået prøvet caféens efter sigende glimrende “Ceremoni” af kager, sandwich og scones, men butikken er så fin og gammeldags på den stilede måde med kæmpe dåser af de mange forskellige slags te, som man vælger mellem. Her stikker jeg gerne hovedet forbi (og står i kø) for at få min dosis cool herbal…
Min præference for A.C Perch´s gjorde det meget let at tage godt imod den gave, som de i samarbejde med PrimeTime Kommunikation sendte mig for nogle uger siden.. En flot mintgrøn tedåse, som nu står side om side med min kaffedåse i køkkenet OG ingredienser til at lave iste (mulig konkurrent til iskaffen?) Teen, jeg modtog, er en Darjeeling “First Flush” og den skulle stå godt til hyldeblomstsaft, som der også var vedlagt en fin og dekorativ flaske af. Jeg valgte også at tilsætte godt med lime og mynte, og det kom der en virkelig god og meget sommerlig iste ud af. First flush er sød, let og fyldig, og som iste er den et godt supplement til iskaffen. For man kan jo have “både og”… Det er jo sommer, og vi er sååå tørstige 🙂
“First Flush” iste med hyldeblomst og lime
8-10 tsk Darjeeling First Flush te
En liter vand eller hvad der nu kan være i din kande
1/2 dl hyldeblomstsaft
1 økologisk lime
Lidt mynte
Isterninger
Lav teen i din tekande eller hvad du nu plejer at hælde den i (- jeg har en kande fra Eva Trio, som er en decideret iste-kande. Den kan godt anbefales.) Når teen har trukket i 7-10 minutter, blander du hyldeblomstsaften i og lader den afkøle med et god håndfuld isterninger. Herefter skærer du limefrugten i både ( og presser lidt af limesaften i isteen, hvis du godt kan li´ en kraftigtigere limesmag). Put bådene ned i isteen sammen med nogle mynteblade og stil den i køleskabet – gerne natten over.
Og så kommer det sjoveste: Server med masser af isterninger på en varm sommerdag, hvor vand bare ikke slukker tørsten godt nok. Lækkert og meget friskt!
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme