Hurra, i dag er det min fødselsdag! Når man nu er sin egen chef og ikke på samme måde har kolleger, der pakker ens computer ind som gave og råber tillykke når man træder ind på kontoret om morgenen, så må man godt råbe højt for sig selv her på bloggen, ik?
Men altså. Nu skal det ikke lyde som om jeg har ondt af mig selv. F.eks. blev jeg mødt af det vildeste morgenbord. Nogen herhjemme ved at jeg elsker vafler. (Ja, okay hvem gør ikke det?) Men nogen herhjemme ved også at jeg elsker Souls på Østerbro og deres “stack of pancakes” (vafler er jo egentlig bare pandekager med muskler, som jeg læste den anden dag. Haha!)
Nå men derfor var der simpelthen en vaskeægte Souls-menu herhjemme; pandekager lavet på havregryn og havremælk (nogen ved også at jeg elsker havre) med smeltet mintchokolade, hindbær, blåbær og paranødder (av, av, av!), avokado smash som var en rugbrødsbolle med mayo, farvede tomater, basilikum og skovsyre, en kanelsnegl, gurkemeje- og ingefærshots, juice og kaffe <3 Det er altså i sådan et øjeblik, at en fødselsdag peaker i mine øjne. Morgenmaden det absolut bedste ved at have fødselsdag!