Hygge eller hype – klinger det lige eller hvad? Jeg tænker jeg i bedste TV show-stil lige vil indføre sådan et format herinde. Hvor jeg ikke kun skriver lidt om et nyt sted i byen, men også bedømmer det ud fra barometret “hygge eller hype”. Sagen er nemlig den, at det jo ofte kan være svært at vide om et nyt sted, der åbner virkelig er fedt, fedt. Eller bare sådan “nyt fedt”. Eller måske bare er kommet lidt for hypet fra start.

Jeg ved ikke, om jeg før har nævnt det herinde, men jeg betaler  selv for mine café- og restaurantbesøg rundt omkring i byen (og hvis noget andet skulle forekomme, vil det fremgå tydeligt), og jeg er altid ærlig. Ærlighed krydret med en masse begejstring.
Og hvis stedet er for hypet til min smag, så lover jeg at sige det. Højt. Så højt som man  altså kan sige det – på skrift 😉

SONNY, RÅDHUSSTRÆDE 5, KØBENHAVN K

Første hygge eller hype-barometer og ugens spot er SONNY. En helt ny café og restaurant der er åbnet så ganske centralt; nemlig på Rådhusstræde lige ved Strøget, og Gammel- og Nytorv. Med det samme da jeg så det første billede poppe op på Instagram, tænkte jeg; “det ligner noget for mig!” Lækker snasket skål med salat – og så kaffe. Det kan ligesom ikke gå galt? Jeg så endda også på en af deres kommentarer, at de var i gang med at adoptere havremælk som legekammerat til kaffen. Jeg var solgt og måtte med det samme flytte det næste arbejdsrelateret møde herind. Og hvordan gik det så? Jo, altså;

Sonny er en ny café og restaurant i København

Indretning/stemning

Jeg havde egentlig forestillet mig sådan en rigtig trendy/hipster café med træ og planter overalt og en masse vilde retrofund, men der var egentlig ikke så meget af det, men en mere klassisk caféstil og ikke så meget “spræl” i selve rummet. Baren er helt vildt hyggelig, og så er jeg ret vild med deres fine simple menukort. Der er en dejlig rolig og afslappende stemning herinde på Sonny om morgenen. De åbner allerede kl. 7.30. Hurra!

Kaffe og mad

Jeg startede med en cappuccino på havremælk, som faktisk smagte lidt øhm. Anderledes. Jeg får jo ofte havre-kaffe rundt omkring i byen og ved, de ikke smager sådan, så jeg tror bare lige de skal vænne sig til at arbejde med den slags “mælk”. Jeg anbefalede dem  at bruge Oatlys ikaffe i stedet fremover. Dagens (vegetariske) salat var super lækker med en blanding af bl.a. quinoa, avoakado, gedeost, rødkål, krydderurter og det lækreste kernebrød til. Bonus! Det virker i den grad til, at de har styr på det med maden og grøn livsstil. Og til en rigtig fair pris omkring de 70-80 kroner. Det giver mig klart lyst til at prøve flere af deres retter, og jeg kunne høre, hvordan de snittede og gjorde klar ude bagved. Autentisk og rigtig mad! Der er også matcha latte på menuen, som jeg fik senere på eftermiddagen.

Menukortet hos Sonny i København, salat med avokado, rødkål, gedeost, kål, forårsløg og lækker rugbrød / kernebolle

Egnet til møder og arbejde?

Jeps, også i den grad. Lidt mørkt i nogle områder og mere støj hen ad dagen, men adgang til stik, stabilt wi-fi og ordentlige stole og borde. Og så det der med placering og det tidlige åbningstidspunkt? Sonny er en oplagt mødecafé!

Service

Servicen var jo egentlig rigtig fin. De tilbød mig en ny kaffe, da jeg ikke var så vild med den første, så det var jo fornemt. Jeg kan godt li’, når man på en eller anden måde får skabt en kontakt til stedet og personalet, og det fik jeg ikke ved første møde. Der var ikke så meget small talk, men på den anden side havde jeg også lidt travlt den dag, så egentlig helt fint bare at kunne passe sine egne ting.

Bonusinfo: Super fint toilet på 1. sal. Så får man lige lidt motion mellem lækkerierne også!

Hygge eller hype? Hygge. Der skal lige en lille smule “je ne sais quoi” til for at gøre mig sådan rigtig fan ala “her har jeg lyst til at tage hen hver dag”… men det kan meget let komme med tiden. Og havre latten skal de nok få styr på 😉 Der er brug for steder som dette i indre by. Og København generelt!

Læs også: Bland-selv-salat er tilbage på det her sted i København

Kaffe og hygge hos Sonny. Ny café i København. Fed kalender for marts fra Happiness Planner

4 Comments

  1. Fedt koncept ”Hygge eller hype” 🙂

    Der er flere steder jeg ser på instagram, som virkelig bliver hypet op og så er det sgu rart at vide om det virkelig er hypen værd 😉

    • Camilla Reply

      Hej Ida, tak for din kommentar! Det synes jeg nemlig også. Og jeg forstår godt, hvis det kan være svært at gennemskue udefra. Så fra nu af vil jeg være endnu tydeligere omkring plus og minus ved stederne 😉 Kh C.

  2. Hej Camilla! Du skulle tage at kigge forbi Stefanos Mad & Kaffe på hjørnet mellem Stefansgade og Husumgade. Det er en lille café/helsekostbutik, med sunde og lækre bland-selv salater, øko kaffe med både hemp-, havre-, mandel-, ris- og hasselnøddemælk, rispapirruller, tyrkiske specialiteter og seriøst byens bedste sandwiches! Der er så hyggelig og afslappet en stemning, og super søde ansatte! Het klart et besøg eller flere værd! 🙂

    • Camilla Reply

      Hej Alberte, tak for tip!! Jeg har faktisk været forbi der engang, men det er godt nok lang tid siden! Men deres sandwich har jeg ikke prøvet. Det må jeg. Hvad er der i dem, og hvilket brød? 😉

Write A Comment