Okay seriøst, hvis du endnu ikke har prøvet at lave en såkaldt salat bowl med bund af quinoa, couscous eller perlebyg, grøntsager og tahindressing MÅ du altså prøve det. Jeg lever af det i øjeblikket – morgen, middag og aften (altså når jeg ikke lige er på farten i den skønne by) – og bliver aldrig træt af det. Du kan variere den på 100 måder, og den er sund, vegetarisk, og sammensat efter sæson. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke for længst er åbnet en københavnsk “bowl” café! (Se også tidligere opskrifter her og her.)
(Indsat senere: det er der nu efter 2016 med California Kitchen på Nørrebrogade)

Den her version er med bagte græskar, rødkål og kikærter. Og det er såre simpelt;

Salat bowl med græskar, quinoa og rødkål

2 stk

1 hokkaidogræskar
Olivenolie
1-2 citroner
Rosmarin
1 pose quinoa (kog hele posen men brug blot ca. 3-4 dl til denne opskrift
1/3 rødkålshoved
1 løg
2 dl kikærter fra dåse eller drænet og kogt.
En håndfuld græskarkerner/hasselnødder
1 avokado
Evt. koriander eller grønkål bagt i ovnen med olie og salt
2 spsk tahin
1 tsk agavesirup

Del et hokkaidogræskar på midten, fjern kernerne, skær det i “både” og bag med olivenolie, citronsaft, rosmarin og salt og peber ved 180 grader i 45-50 minutter.

I mellemtiden koger du en pose quinoa (perlebyg eller couscous.), skærer du rødkål i fine strimler (gerne med mandolinjern) og steger det på en pande, evt. med lidt rødløg og kikærter, med olie, salt og peber og gerne lidt citron.

Herefter kan du putte en håndfuld hasselnødder eller græskarkerner i ovnen på en plade under græskarstykkerne. Det smager fantastisk til.

Og til sidst den vigtigste ingrediens: Tahindressing. Bland tahin med olivenolie, 1/2 dl vand, saften fra en halv citron, agavesirup og salt og peber. Og skær så avokadoen i stykker.

Så mangler du bare at arrangere bowlen: quinoa i bunden, herefter rødkål, tahindressing, græskar, avokado, hasselnødder/græskarkerner, lidt mere dressing og så evt. koriander på toppen eller ovnbagt grønkål.

Salat bowl med græskar, quinoa og rødkål

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

1 Comment

  1. Pingback: Glimt fra ugen der gik i København… | CopenhagenByMe

Write A Comment