Sikke en god idé. Gedeostsalat ristet i græskarkerner! Da den rare tjener på Café Nordlys i sidste gang forklarede mig (da jeg ikke kunne vælge mellem deres retter til frokost), at han ikke selv kunne lide gedeost, men at deres variant efter sigende var god – og gedeosten ristet i græskarkerner, var jeg ikke i tvivl .. det skulle da bare så meget prøves!
Som sagt så gjort – og så godkendt. Salaten kom ind med en stor skive gedeost på toppen og ellers i en blandet symfoni af avokado, agurk, æbler, tomat og de her lækre mandler med salt og balsamico-eddike.
Agurk og æbler synes jeg ikke helt hører hjemme i en gedeostsalat, men det smagte nu godt. Dog er fordelen, når man fortolker København i sit eget køkken, at man jo kan lave det præcist som man helst vil. Derfor har jeg nu ladet mig inspirere af Nordlys, men lavet salaten som jeg godt kan li’ den: simpel og fransk inspireret med rucola i en balsamico-dressing og beklædt med den gode gedeost/græskar-version og derudover avokado og mandler. Det smager møggodt. Gedeosten bliver så sprød og lækkert – og jeg kan virkelig anbefale dig at give det et forsøg!
Gedeostsalat ala Nordlys Café, 2 personer
1 pakke rucola (eller blandet salat)
1 god håndfuld græskarkerner
1/2 rulle lækker gedeost
1-2 avokadoer
20-30 mandler ristet i lidt olie og soya eller balsamico eddike
4 spsk olivenolie
2 spsk balsamico eddike
Steg først mandlerne i olivenolie og enten soya eller balsamico eddike ved svag varme i 7-10 minutter. Lad dem afkøle. Skær gedeosten i skiver og vend dem i græskarkerner, så kernerne sætter sig fast på siderne (pres dem evt. ekstra godt på med lidt magt og snilde.) Steg dem på panden på begge side, indtil kernerne bliver lysebrune og osten er godt varm. Skær herefter avokadoen i skiver og skyl salaten i et dørslag. Bland olivenolien og balsamico sammen med salaten i en skål. Fordel salaten på to tallerkner og anret med gedeost og avokado og top med mandlerne. Servér med lidt lækkert brød – et voila!
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme