Er bloggere/influenter skyld i andre menneskers depressioner, fordi de maler et for “perfekt billede” på Instagram? Der er en slags movement i gang på Instagram i øjeblikket efter denne Weslie har delt ud af det ægte liv “behind the scenes”.
Jeg har så pokkers mange tanker og følelser omkring det her emne, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte.
Instagram-kliché. Much?!
1. Indrømmet. Jeg kan indimellem føle mig som lidt af en Instagram-kliché, når jeg uploader et stylet madbillede, flytter rundt på ting for at få det perfekte billede – eller deler et billede af min lejlighed, når den fremstår bedst. Jeg kan især mærke, at jeg i øjeblikket har lyst til at gøre noget andet indimellem. Derfor startede jeg også denne behind the scenes-serie, som jeg selv synes er ok sjov og afvekslende, og som jeg gerne vil lave mere af. Gøre lidt mere grin med mig selv og livet. Derudover kan jeg også savne tiderne på Instagram, hvor der var flere oprigtige kommentarer og beskeder og lidt færre “nice shot”, “beautiful”, “follow my page.” (Kommentarer som Instagram dog efter sigende vil give mindre indflydelse fremover”).
Når det så er sagt, så ER Instagram for mig et sted, hvor drømme, inspiration og æstetik mødes. Lidt ligesom et magasin eller en film, hvor jeg lærer nye ting, inspireres og godt ved, at alt ikke nødvendigvis er realistisk eller præcist, som det tager sig ud. Det er for mig præmissen for Instagram, i modsætning til andre sociale medier. Det ER jo når alt kommer til alt, en foto-app! Det var jo for pokker det, jeg blev inspireret af fra start og det community, jeg gerne ville bidrage til!
Overfladisk eller æstetisk?
Men alligevel bliver jeg indimellem i tvivl. Fremstår jeg overfladisk, og som typen der kommer let til alt, fordi jeg elsker æstetiske billeder og bliver inspireret af sund mad og bæredygtig livsstil? Burde jeg i stedet dele alle mine problemer i hverdagen, alle de hårde ting, jeg har oplevet i mit liv? Eller burde jeg så i virkeligheden logge af for altid og holde mund? For det var jo egentlig ikke det, jeg i første omgang havde som mål for at være på platformen? Egentlig kan jeg jo være ligeglad, hvad andre tænker, men jeg kan alligevel mærke, at jeg tager det personligt, når man bliver stemplet og sat i bås, og når andres depressioner og ulykke bliver sat ind i sammenhængen.
Burde man hver gang have en slags parentes, så jeg bliver mere menneskelig og uperfekt? Ala her er en lækker salat (jeg spiste også en pizza i søndags, så jeg er ikke altid sund.) Nu er jeg på vej til yoga (men det er så også første gang, jeg træner i år). Hurra, nu er jeg på vej i lufthavnen og skal på ferie (men jeg har også været virkelig stresset og haft et hårdt år, så det er virkelig tiltrængt). Eller burde vi bare allesammen gå lidt mindre op i, hvad andre har og gør?
Instagram personlig – men ikke Instagram privat?
2. Jeg kan også godt se ideen i at dele mere ud af de svære tider – at blive det “ægte menneske på godt og ondt”. Og jeg kan se, at andre gør det med stor succes. Men på den anden side, er det også virkelig grænseoverskridende at fortælle alt muligt, som jo egentlig ikke er relevant. Og hvad med den der kære grænse? Engang havde vi en tydelig frontstage og backstage. Jeg skrev om netop dette i mit speciale og analyserede danske politikeres frontstage og backstage på sociale medier. Engang havde vi som samfund en tydelig grænse, i dag har vi indimellem glemt den. Og det gør måske heller ikke noget? Jeg føler egentlig ikke, jeg har noget at skjule, men hvad er relevant for andre, og hvad er ikke? Hvornår bliver det for meget, og hvornår er det bare sejt?
Og så kan der jo også være konsekvenser. Vi ved jo ikke, hvem der følger med. En kommende chef der ser dig med tømmermænd på en onsdag eller læser om dine psykiske problemer eller rod med kærligheden. Den kommende chef burde udelukkende kigge på dit CV og kvalifikationer, men gør han/hun nu det?
Er det nye; “no filter?”
“Bare vær’ personlig, men ikke privat”. Nemt. Og så alligevel ikke. Billeder fra hjemmet. Der er jo om noget privat. Har man så allerede trådt over grænsen der? Eller er det nye bare “no filter” hele vejen. Hvor ville jeg gerne høre Erving Goffman tale om backstage og frontstage på dagens Instagram-platform. Er hans tankegang forældet?
Jeg er begyndt at dele ud af de svære sider ved livet som selvstændig (bl.a. her og her), og det synes jeg er ok relevant for den platform, jeg gerne vil skabe herinde. Et perfekt billede med en lidt mere uperfekt tekst. Mon det er ”accepteret?”
Hvad ville du sige til én, du mødte på gaden?
3. “Men sammenlign det lidt med, når du møder folk på gaden. Ville du da begynde at fortælle dem, om dit mislykkede ægteskab, dit forsøg på at tabe dig, din usikkerhed på jobbet eller din tendens til jalousi?”Ja ja jeg har tilføjet en lille sky af kunstnerisk frihed, men ellers var det her ca. min kaffedates sætning, da vi for nogle måneder siden mødtes på Nørrebro.
Og jeg synes virkelig, hun har en pointe. For hvad er egentlig forskellen på Instagram, og den måde vi møder folk på gaden på? Vi har (for manges tilfælde i hvert fald) inden da nøje valgt tøj, stil og fremtoning. Og hvis vi ikke har, er det jo også et slags valg, og det kunne man selvfølgelig godt diskutere; om vi alle burde droppe lækkert tøj, make-up og accessories og bare være helt au naturel?
Vi introducerer os selv, oftest med et smil, så fortæller vi om livet og de herlige ting og nyheder i livet. Formentligt lidt om vejret også. Med folk vi kender godt, kommer der måske lidt af de svære sider frem, men det er langt fra altid. Og oftest måske først ca. en time henne i samtalen.
Stoppe mens legen er god?
Ville vi nogensinde stille folk på gaden, der med et stort smil fortæller historier om dem selv, til ansvar for at andres menneskers depressioner og ulykke? Kan jeg virkelig stilles til ansvar for, at mine billeder måske får andre til at få det dårligt. Ligefrem en depression? Og burde jeg i så fald stoppe, mens legen er god. For hvis jeg ikke vil dele min ulykke, så er jeg overfladisk for nogle mennesker i det univers, som for mig handler om drømme, æstetik og inspiration?
Jeg kender ærligt talt ikke svaret, men det her er de tanker, jeg indimellem sidder tilbage med på min personlige Instagram-profil. Helt anderledes, end når jeg håndterer virksomhedsprofiler for andre kunder, hvor jeg har en slags distance. Jeg føler faktisk, at jeg giver ekstremt meget ud af mig selv på min personlige profil. Helt gratis. Og det selvom der sjældent er ulykke og rod i mit Instagram feed.
Nu vil jeg gerne spørge dig;
Inspiration, æstetik, overfladisk eller noget helt 4.? Hvad er dit forhold til Instagram?
Oooog du finder mig her på Instagram: @copenhagenbyme
Læs også: Du instagrammer. Så laver du jo kun maden, fordi den er pæn?
Vidste du at jeg har lavet en lukket Facebook-gruppe for dig der læser med herinde? Du kan være med lige her!
5 Comments
Jeg bliver simpelthen nød til at kommentere på dit nyeste blog indlæg – det sad lige i skabet!
Men det fik jeg virkelig også til at få en kæmpe klump i halsen “burde jeg dele mine hårde tider i livet”. Av hvor har du været igennem meget…
det fik mig virkelig til at tænke på, at de “overfladiske” som sidder bag skærmen faktisk har en baggrund, og faktisk kan have levet det hårde liv.
Det tænker jeg slet ikke nok på..
❤️❤️❤️
Tusind tak for din kommentar Jannie. Det betyder så meget at læse, at det har gjort indtryk. Og jeg tror bare, det er SÅ vigtigt i dag hvor det digitale betyder mere og mere, at vi forstår, at der er et menneske bag skærmen og ikke dømmer folk for hurtigt. Diskussionen er ofte simpelthen så sort/hvid, at jeg bliver helt træt og dropper at blande mig. Men man bliver altså nødt til lige at stoppe op og fortælle, hvordan det også kan hænge sammen. At der er flere nuancer end som så! Håber flere vil tænke som dig!;)
Kh Camilla.
Det er et meget relevant, men også vanskeligt spørgsmål. Findes der et rigtig svar?
Jeg blogger også og har Instagram. Jeg elsker æstetikken i smukke billeder, og ja jeg kan da også grine lidt af mig selv når det fine billede har tilbagelagt 25 andre forsøg inden det var i kassen. Men for mig er Instagram hvor jeg selv finder inspiration, og jeg følger primært sjove, personlige og smukke feeds.
Jeg kan godt se, at det kan få andre til at føle at de ikke er tilstrækkelige fordi alting ser så perfekt ud. Jeg har da også selv flere gange tænkt: “hvorfor har jeg ikke sådan et flot feed?” “Men er der ikke også noget om selv at bruge sin sunde fornuft? Jeg ved da også godt at det sikkert har taget flere billeder, og en redigerings app før det der smukke billede er blevet til. Men jo man kunne vel blive bedre til en gang i mellem, at lave lidt sjov og skrive under sit billede, at det var billede nummer 50 som var det bedste – eller hvad ved jeg.
På bloggen kan jeg personligt godt lide når andre viser personlighed. Det kan man gøre på mange måder. Jeg øver mig selv i det, og vil selv meget gerne dele mine upolerede historier.
Ved ikke om det giver mening, men måske det er et godt billede på, at det er et dilemmafyldt emne.
Men skide godt indlæg!
Så fint og relevant et indlæg, søde Camilla. Jeg har mange af de samme tanker og overvejelser, som du beskriver herover. Jeg synes der er så mange rigtige måder at dele ud på. Jeg elsker både at følge folk der deler personlige ting og udfordringer, men også at følge dem der blot deler smukke billeder. Så jeg får lidt af hvert 🙂 Og jeg synes det er mega grænseoverskridende at dele de fleste private ting, f.eks. hvordan jeg bor, som du nævner herover, men har intet imod at dele at jeg har menstruationssmerter, haha. Tror det handler om at kende sine egne grænser og så ikke følge nogen der gør en ked af det eller får en til at føle sig deprimeret/dårlig tilpas – og der kan man jo heldigvis selv styre 🙂 Ha en dejlig mandag. KH caro
Tak for din kommentar, Caro. Og hvor dejligt at “se” dig herinde! Og ja det er sådan en fin måde at skrive det på; “der er så mange rigtige måder at dele ud på”. Jeg synes, det er vildt interessant, det du skriver med lejlighed versus eksempelvis menstruationssmerter. For sidstnævnte er noget, jeg ikke har lyst til at “dele ud af”, så det er helt sikkert omkring sådan nogle ting, at mine grænser ligger.
Men det er da også meget privat at dele ud af sin lejlighed. Jeg kan huske, hvor grænseoverskridende, det var første gang, og i dag er det bare normalt. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt, haha! I øvrigt synes jeg, du har sådan en fin balance på Instagram ift. at dele noget pænt, men også noget impulsivt og meget autentisk!;)
Kh. Camilla.