Som jeg afslørede her, holdt jeg 4 sabbatår efter gymnasiet, inden jeg i 2008 startede på Copenhagen Business School. Fjumreår? Spild af tid? IKKE det mindste. For filan hvor lærte jeg bare meget de år. ALT om mig selv – har har lyst til at sige. Og hvor er jeg træt af, at debatten omkring sabbatår er så sort/hvid, og at unge af systemet nærmest bliver presset til at gå i gang med en uddannelse.
Nogle politikere er så meget imod sabbatår, at der er blevet lavet regler, som giver dem, der kommer hurtigere i gang med en uddannelse et kæmpe forspring. Og senest var Mads Lundby Hansen fra Cepos ude at sige, at tager man mere end et sabbatår, skal man have en lavere SU på hele sin uddannelse. Som om man er mindre ambitiøs, mindre kompetent, mindre værd, fordi man gerne vil ud og opleve noget og få en anden slags erfaringer, end dem man får på skolebænken?
Vent lige. Altså. NEJ! Det behøver altså ikke altid at være lykken at gå i gang med det samme. Særligt ikke hvis man har krudt i en vis bagende eller ikke aner, hvad man vil. Og der er altså andre ting, der danner os end en bunke skolebøger, et fyldt auditorium og en studiegruppe. For mig var det oplevelser på godt og ondt både i Europa og Afrika.
Det brugte jeg mine 4 år lange sabbatår rejse på:
- Det først halve år arbejdede jeg først på en restaurant i Vestjylland for at tjene lidt penge til de kommende eventyr.
- Herefter tog jeg til Chamonix som au pair, hvilket viste sig at være dårlig timing, da det var hos en familie, som var temmelig ustabil. Faktisk smed moderen i familien mine tasker ud i sneen en dag, hvor hun fik et anfald. Sindssygt i virkeligheden! Så der kom jeg hurtigt væk fra. Og spørg lige om jeg var lettet?!
- Jeg tog derfor senere til Paris i stedet. Her var jeg også au pair og passede den sødeste 5-årige pige. Når hun var i skole, arbejdede jeg på en fantastisk café lige ved Les Halles – Lemoni Café – som stadig eksisterer den dag i dag, og endda har bredt sig til flere steder i byen. Desværre skete der mange svære ting i Paris. Det var ikke altid (kun) den romantiske by, som man oplever på overfladen, og min værtsfamilie havde enorme personlige problemer, hvilket var så svært at tackle og gjorde mig meget ensom og mildest talt fortvivlet. Men hold nu op hvor lærte jeg samtidig meget om mig selv – “alene i byernes by”. Og en lille ekstra bonus; jeg blev næsten flydende på fransk.
- I Paris sparede jeg sammen til at komme på guideskole, men jeg valgte også at bruge noget af min opsparing på en højskole i Skælskør hvor jeg lærte spansk hele efteråret, så jeg var klar til at tage til både fransktalende og spansktalende lande som guide.
Guidekarriere i 4 etaper
- I november tog jeg så på guideskole (Service & Co.) og blev uddannet lige inden jul. På guideskole blev vi udsat for et forholdsvis stort pres med 5 eksamener og psykiske prøvelser, som skulle gør os klar på alle tænkelige scenarier, man kan opleve som guide – lige fra utilfredse gæster til meningsløse dødsfald.
- Da der ikke er brug for så mange guider i vintersæsonen, var vi flere, der måtte vente på at få et arbejde, til det blev sommer. Så i stedet for at sidde hjemme og trille tommelfingre, flyttede jeg og min veninde til Gran Canaria, hvor vi fik arbejde på et diskotek. Vores løn betalte kun lige vores husleje, så det meste af den tur var ren underskudsinvestering, men hvor havde vi det bare sjovt!
- I april fik jeg (og min veninde i øvrigt også) så job som guider i Alcudia på Mallorca. Det var en helt ubeskrivelig sjov og festlig tid, hvor jeg virkelig kunne bruge mit spanske overalt dagligt. Men hvor var der også mange uforudsete prøvelser, som dem vi var blevet forberedt på at kunne opleve vores gæster gå igennem på deres ferier: selvmordstanker, ulykker, alkoholafhængighed, besvimelser og meget andet. Kæmpe ansvar for en 21-årig!
- Alligevel var jeg vild med branchen og tog efterfølgende en sæson på Tenerife og herefter Chania på Kreta, hvor jeg var lufthavnsansvarlig, kørte udflugter for både svenske, norske og danske turister til bl.a. det historiske Knossos. Her lærte jeg virkelig det, som vi alle burde lære i folkeskolen; nemlig at tale og forstå svensk / skandinavisk.
- Jeg sluttede mine sabbatår af i Egypten, hvor jeg kørte weekendudflugter til pyramiderne og Kongernes Dal (noget jeg stadig den dag i dag føler et sus i maven over at have haft mulighed for). Vi boede i en lille by El Gouna midt i ørkenen ved Hurghada, hvor alt var meget smukt, men også meget anderledes fra det liv, vi kender i Danmark. Her mærkede jeg, især på mine udflugter til Luxor og Cairo, fattigdom tæt inde på livet og jeg kunne pludselig forstå, hvorfor man støtter sig på ad religion, når alt andet ser sort ud.
Sabbatår gjorde mig mere Empatisk, balanceret og afklaret
Generelt gav mine sabbatår mig en meget nuanceret opfattelse af verden, en empati og en erfaring med andre mennesker, som jeg ikke kan se, hvordan jeg skulle have fået på samme måde, hvis jeg var blevet hjemme. Ikke dermed sagt, at det ikke er muligt.
Inden jeg flyttede til udlandet, var jeg også helt sikker på, at jeg skulle bo i Århus, men efter jeg kom hjem, havde jeg brug for at være tættere på mine venner i Sverige, tæt på mine nye venner i København og lyst til at bo i en større by, hvor jeg i højere grad kunne være anonym, når jeg havde brug for det. OG samtidig kunne tage til spændende events og møde nye mennesker, når jeg var i humør til det. Det har jeg på ingen måde fortrudt siden. Desuden er jeg faktisk født i København.
Jeg kom også hjem med en anden ro i maven. Jeg følte mig i balance og afklaret. Jeg vidste med mig selv, at Danmark trods alt var/er det sted i verden, jeg skal bo. Og jeg har ikke været i tvivl om det siden da.
Med min fremtid var jeg også helt afklaret. Jeg ville læse fransk og kommunikation og følte mig 100% motiveret. Det var desuden naturligvis en fordel at have boet i Frankrig, når jeg skulle læse fransk. Mens 1/3 af mit hold droppede ud(!) allerede efter 1. semester pga. den svære franske grammatik, og meget få havde mod til at række hånden op og udtale sig på fransk, var jeg vant til at have dummet mig så tilpas meget på fransk dagligt, at det ikke holdt mig tilbage at skulle tale om makroøkonomi på fransk i et ensfarvet lokale med et mærkeligt nummer på døren i Dalgas Have.
Medstuderende med mindreværdskomplekser
Jeg oplevede også, at mange på mit hold på studiet havde mindreværdskomplekser ift. deres fremtid. “Hvad kunne de egentlig blive med den her uddannelse?” “Ja, hvad kunne de i det hele taget”? Det er et spørgsmål, der rigtig ofte fløj hende over pastasalaten og den halve kartoffelkage i CBS’ kantine. Selv tænkte jeg, at jeg med min baggrund nok skulle kunne føre det hele til noget godt, og den selvtillid prøvede jeg så at give videre til mine venner på studiet.
Om det var mine 4 sabbatår, der var skyld i den selvtillid er svær at sige. Men jeg har haft den hver dag lige siden. En fandenivoldskhed der bilder mig ind, at alt kan lade sig gøre. Nuvel, jeg kan som alle komme i tvivl, men jeg har altid haft en idé om et retning. Jeg klarede mig, da jeg var allermest ensom ude i den store verden, så hvorfor skulle jeg ikke kunne klare den i trygge lille Danmark?
Når det så er sagt, er jeg da glad for, at systemet ikke har straffet mig for at blive så meget rigere på livet. At jeg ikke skulle have mindre i SU for nogle år, som både lærte mig en masse og gjorde mig sikker på min fremtid.
For hvem siger, der kun er én vej frem til den perfekte karriere? Og det perfekte liv?
Del endelig din holdning til sabbatår i kommentarfeltet nedenfor!
Mit hjem i El Gouna, Egypten
