Glædelig international kvindedag derude! Det er lidt skørt, for jeg plejer faktisk ikke at være “typen”, der fejrer dagen i dag og taler ligestilling i samme grad, som jeg har følt behov for i år. Jeg er helt overbevist om, at det er livet som selvstændig, der har givet mig den akutte trang – og lyst.
På den ene side en trang og lyst til at sende kærlige tanker til de mange kvinder i verden, som ikke har ligeså mange rettigheder som jeg selv. Som ikke bare lige kan sige sit job op eller starte egen virksomhed. Som ikke kan sige, hvad de tænker – og generelt gøre hvad de vil. Det er virkelig noget, jeg føler mig taknemmelig over at have muligheden for.
Men også en trang og lyst fra min egen lille verden, hvor jeg som selvstændig virkelig mærker, på hvilke områder vi kan give ligestillingen et skub herhjemme. Her optager det mig særligt, hvordan vi kvinder kan blive bedre til at kende vores værd økonomisk. Hvordan vi kan kvitte det der pokkers behagegen og bare sige; DET HER er jeg værd. DET her koster det. Vil du ikke betale? BARE ærgerligt!
Ligestilling? Flere kvinder som benhårde forhandlere..
Jeg ser det så ofte hver dag. Fra min egen verden, men også fra kvinder omkring mig, som siger ja til dårligt betalte job, finder sig i forhold, de ikke burde, og er dårlige til at sige fra. Det skal vi blive bedre til, hvis vi skal opnå ligestilling. Og vi skal blive bedre til at opdrage vores piger til at være benhårde forhandlere – i alle sammenhænge. Til at slås lidt mere og være lidt mindre pussenussede. Det er her, alt starter!
Jeg har tænkt på det her længe, og hørte denne podcast med Julie Zangenberg i sidste uge, som åbenbart også har dette som en slags mærkesag. Julie forklarer, hvordan hun som barn fik dårlig løn vist nok som 14-årig på sit ungdomsjob og spurgte sin far, hvad HAN ville gøre ved det. Han svarede ved at køre Julie hen til sin arbejdsplads, sætte hende af og sige, at det måtte HUN selv finde ud af. Rimelig godt tænkt af faderen, hvis du spørger mig.
I øvrigt havde min farmor fødselsdag d. 8. marts. Hun knoklede fra morgen til aften hele sit liv og startede en tilværelse som kartoffelavler sammen med min farfar. Lysten til at starte sit eget kommer vist ikke fra fremmede. <3
Synes du også vi kvinder indimellem er lidt for behagesyge? Eller er det bare mig? Del endelig dit mening i kommentarfeltet!
1 Comment
Fine perspektiver søde C Jeg er især begyndt at tænke over alle de her ting efter jeg har fået en datter. Først og fremmest er jeg jo selv et slags forbillede for hende, og for det andet så kan man som forældre jo virkelig præge alt lige fra tøjfarve, fritidsaktiviteter, måden vi taler om verden/samfundet på til ja, nærmest alt. Føles pludselig som en stor og vigtig opgave