“1 år efter jeg mistede mit job” startede jeg med at skrive i overskriften. Men så ombestemte jeg mig. Hvorfor ikke bare sige det, som det er. At jeg blev fyret?

En ting, jeg har lært i året der gik, er, at det er virkelig svært at forklare, hvorfor man blev fyret. I den lange version fortæller jeg det hele fra starten. Og i detaljer. Hvordan det var at modtage beskeden over en online samtale  – med 200 kolleger på én gang. Alle i samme situation – alle så langt væk. Hvordan jeg sad på café Hope i indre by med virkelig dårlig netforbindelse. Hvordan en kollega ringede og græd i telefonen. Og hvordan jeg i en choktilstand vandrede til Emmerys for bedre forbindelse og blev tragisk komisk glad og nærmest jublede højlydt, da jeg så, at de havde havremælk(?). Lige inden jeg skulle møde mine 8 nærmeste teammedlemmer – mænd og kvinder med tårer i øjnene på Google Hangout. Alle velvidende om at dette ville blive vores allersidste samtale i plenum. Og et yderst svært et af slagsen.

Den svære samtale – og følgerne

Herefter kom vreden. Over måden det blev håndteret på. Over at have følt sig så vigtig og drivkraftig – og nu bare var en meget lille ubetydelig brik i et kæmpestort internationalt spil. Straks fulgte så frustrationen, da jeg så småt indså, at de 3 sidste måneder hvor jeg havde arbejdet til kl. 22.00 hver aften var mere eller mindre nyttesløs. Dagen endte med et stort glas rødvin. Ja som faktisk blev et vigtigt objekt på den selfie, som jeg delte i vores internationale gruppe – lige over øllen i München og (senere hen) under den fancy sørgedrink i Australien.

Den korte version er lidt mere lige på og hårdt ift. de økonomiske grunde men også lige en forklaring ift. at det jo ikke var min skyld. Markedet som jeg var marketing manager for, kørte derudaf, jeg stod over for en forfremmelse og havde fået opbygget et yderst stabilt navn/brand internt i den kæmpe internationale organisation. Hvordan forklarer man på få sætninger, at man faktisk har opnået succes på sit felt, selvom det store billede ser anderledes og mere fiasko-agtigt ud?

Livet går (heldigvis) videre

Jeg har fortalt historien så mange gange nu, at jeg ikke tænker så meget over det længere. Der er gået et år. Jeg har rådgivet på Christiansborg, styret nye digitale kampagner, været med til at starte en blogforening under Dansk Journalistforbund,  holdt masser af oplæg, udgivet en kogebog. Gået selvstændig med alt hvad dertil hører. Jeg ved, hvad jeg kan – og springer ud i det dagligt.

Men det der med at være blevet fyret. Det er og bliver altså bare en svær, dum, grim, meningsløs besked at få  – og efterfølgende leve med og forklare videre til omgivelserne. Jeg læste lige her, at hvis 10.000 mænd mister deres job på grund af virksomhedslukninger, vil 137 af dem dø inden for fire år pga. fyringen. Èn ting er de økonomiske og strukturelle problemer ved situationen, en anden er hvordan det lyder for andre. “Betyder det at jeg ikke er god nok. Og hvad vil omverden ikke tænke?”

Men når man er landet på den anden side af den proces, er det hele lettere.

“Ja, jeg gjorde hvad jeg kunne.
Ja, jeg blev fyret!
….Men det var for pokker da ikke min skyld!”

————————————————————————————————————————————————————

LÆS OGSÅ: JEG GØR DET. SPRINGER UD SOM SELVSTÆNDIG!

Ps. Vidste du at jeg har lavet en lukket Facebook-gruppe for dig der vil leve mere bæredygtigt? Du kan være med lige her!

Følg med på Facebook, på Instagram: @copenhagenbyme og på Bloglovin’.