Hvad betyder cyklen i København?

Den københavnske æresborger har været mere end bare almindelig æresborger det sidste stykke tid. Der er blevet snakket om den overalt. Bl.a. har politiet har udtrykt deres utilfredshed med den måde, københavnerne styrer den på. Og en efterhånden gammel ræv af slagsen, som især turister og pendlere kommer rundt i byen på, bliver nu, efter bunker af kritik, udskiftet med en moderne variant med GPS, musik og alt muligt andet smart.

Cyklen er vores ét og alt. Den hjælper os i sol, regn og blæst, over Langebro og under togturen, og den bringer os til det hårde arbejde og trygt hjem fra den sjove fest.

De sidste par uger har jeg arbejdet på en tale i samarbejde med Lone Loklindt, miljøordfører for De Radikale og formand for Miljøudvalget, som skulle fremføres til Cyklistforbundets årsmøde. Og pudsigt er det, at cykeldebatten har været på sit højeste under lige netop denne taleskrivningsproces.

Pludselig gik det op for mig, hvor mange aspekter sådan en lille tohjulet størrelse med ringeklokke og fletkurv kan indeholde. Ikke.så.lidt.skal.jeg.da.lige.love.for. Det er lige fra et miljøaspekt til lovgivningsaspekt, sundhedsaspekt, CSR-aspekt (bedre mobilitetsplanlægning som en del af CSR), sikkerheds- og tryghedsaspekt (tager vi ansvar og hensyn til hinanden på cykelstien?), “branding af Danmark som cykelland”-aspekt og meget meget mere.

Og følelserne går op og ned. Det ene øjeblik bliver man flov over den hensynsløse kørsel. Ikke mindst når man ser et indslag fra TV, hvor samtlige cyklister drøner på fortovet over Dronning Louises Bro eller krydser fodgængerfeltet ved Rådhuspladsen. OG man har jo selv har været der på et eller andet tidspunkt. Det ved man. Og det er måske det værste.

En lille løftet pegefinger blev vi enige om, at Lone skulle have med i talen;

“Jeg ved godt, hvor stressende det kan være, når man skal nå en aftale eller bare er træt og trænger til at komme hjem og svinge fødderne op efter en lang arbejdsdag. Sådan har jeg det også indimellem. Men vi bliver altså nødt til at stoppe op og tænke på hinanden. At tage hensyn i trafikken kræver overskud, men til gengæld belønnes det med både sympati, smil og sikre cykelstier.”

Men i bund og grund er man da lidt stolt. Man er måske endda særdeles pavestolt over den københavnske/danske cykelkultur, hvilket blev flettet ind i slutningen af talen;

“Vi må fortsætte med at udbrede fortællingen om alle de muligheder, cyklen giver os.
På cyklen er vi alle lige. Vi er en nation, der cykler uanset alder, job og baggrund. Det er advokaten såvel som maleren – den gravide såvel som den homoseksuelle. Og der cykles på både bedstemor-cykler, tandem, Christiania-cykler, eller der prejes en cykeltaxa. På Strøget i København har vi blækspruttelignende cykler som de unge morer sig på i det festlige natteliv, og i Århus er der i år ankommet nye patruljecykler til det østjyske cykelpoliti.

Danmark er landet, hvor vi cykler for mobilitetens skyld. Danmark er landet, hvor vi cykler for helbredets skyld. Danmark er landet, hvor vi cykler for miljøets skyld.
Eller sagt på en anden måde: Danmark er landet, hvor cyklen er vores hjertebarn.”

Lone har nu holdt talen for Cyklistforbundet på Frederiksberg Gymnasium. Fluebenet er sat. Selv sidder jeg så ved spisebordet på Amager og tænker; “Kan vi så blive bedre til at cykle fremover? Og kan København træde i de hollandske træsko og atter blive verdens bedste cykelby?”
Et eller andet sted så tror jeg på det. Selvfølgelig gør jeg det! Mon mine medcyklister har det på samme måde?