I aften er der finale i SKAM, og jeg glæder mig som mange andre til at se, hvordan den norske serie, der tog Danmark og hele verden med storm, kulminerer.
Jeg har set alle sæsoner og synes, det har været rigtig god underholdning. Men jeg må indrømme, at det først er med den sidste sæson 4, at jeg sådan helt føler det! Føler at jeg må bearbejde og tale om det, se klippene igen og igen, google alverdens lettere ligegyldige ting om dem, der spiller med og må ind i Kosegruppa DK og læse samtlige analyser. Jeg blev medlem i gruppen allerede i sæson 1, men måtte simpelthen slå notifikationer fra, fordi det blev lidt for analyserende, og at jeg ikke helt var der, hvor de andre medlemmer var. Men nu er jeg dér! Der hvor jeg føler, at jeg er afhængig af serien. At jeg har behov for at tale med nogen om det der sker i de mikroskopiske klip, som løbende bliver frigivet her.
Sana & Yousef i SKAM
Og hvorfor så pludselig det behov? I blame it on Sana. Og Yousef. Internetmobning og venskab har (også) været temaet her i sæson 4. Men det der virkelig har gjort indtryk på mig, har været Sana-figuren som person – og hendes forhold til storebrorens kammerat Yousef. En ting er, at fortællingen om muslimer og islam her i Skandinavien er noget, der optager mig meget. En anden er, at emnet simpelthen er så unikt skildret i SKAM Så fint, så ægte, så lærerigt!
Vidste du, at flere – og faktisk størstedelen – af seriens skuespillere har deres debut i serien? Ud fra interview på den røde (eller SKAM-gule) løber synes jeg tydeligt, man kan mærke deres træk som personer i de karakterer, de spiller. Det gør det så autentisk, og det her format som skaberen Julie Andem har kreeret- en sammenblanding af reality og fiktion. Helt.vildt.genialt! Så autentisk at de muslimer som faster i serien, også faster i virkeligheden. Så autentisk at intervieweren i gårsdagens live-program kaldte de ægte SKAM-personer for deres serienavne frem for deres egne. Og at skuespillerne faktisk ikke helt vidste, om de skulle svare for sig selv, eller de personer de spiller i serien. Så autentisk at man føler (eller er det bare mig?), at Yousef og Sana skal være sammen i virkeligheden!
Ny international rollemodel
Iman Meskini som spiller Sana var klædt i den fineste dragt til gårsdagens show med matchende tørklæde, og hun var gudesmuk. Også i serien ser jeg hende undervejs heletiden som et smukkere og smukkere menneske. Både udenpå og indeni. Og jeg beundrer virkelig hendes stil. Da jeg så hende blive interviewet i går aftes tænkte jeg straks; “Ny international rollemodel”. Så livsbekræftende med smilehuller og en stærk viljestyrke som nu har fået hende til at melde sig til militæret. Se hende lige i dette interview.
Og verden har virkelig brug for figurer som Iman/Sana. Både på den ene og den anden side af kameraet. Mere end nogensinde før!!
Jeg har boet i Egypten og har stor respekt for islam og valget om at bære tørkæde. Men jeg må indrømme, at det først er efter SKAM, at jeg er begyndt at ligefrem beundre stilen og tænke den lidt videre; hvordan sætter man tørklædet fast? Hvordan matcher man det bedst med tøj og make-up osv. Og hey, man kan jo også lave et helt andet look, som i afsnit 5, hvor Sana virkelig stråler til karaoke-aften. (I hvert fald i begyndelsen, inden den uventede drejning sker.)
I går da jeg var på vej i svømmehallen, tog jeg mig selv i at stoppe op og beundre en kvinde med tørklæde ved Øster Fælled Torv og tænke: “Hvor ser hun bare smuk og stilet ud”. Og sikke et smil! Det gør mig simpelthen så glad, at jeg får sådan en tanke, og jeg håber – og tror -, at fremstillinger som i SKAM kan gøre en kæmpe forskel for vores opfattelser og måde at omgås hinanden på.
SKAM fortjener efter min mening sin hype for at være mere end en god ungdomsserie. Den har nemlig ændret verden. Den virkelige verden!
