Sikke en smuk marts vi har haft! Jeg kiggede lige mine billeder igennem, og der var så mange fine, at jeg simpelthen måtte lave et “se hvor meget sol og hvor flot der har været i byen”-album.
Denne weekend har været en god afslutning. Ikke nok med at den officielt var begyndelsen på sommertid … det var også weeekenden, hvor jeg for første gang i år sad i solen og nød kaffe og lækkerier. Ikke bare én gang, men både fredag, lørdag og søndag..
I dag var det så med fiskedelle-konkurrence i Torvehallerne mellem mig og Maria fra fine Vanløse Blues. Vi er begge vilde med fiskedeller – hun plejer at købe hos Boutique Fisk, jeg fra Fiskerikajen, så vi måtte jo lige bytte vaner for en stund.
Konklusionen blev, at thaidellerne vinder hos Fiskerikajen, mens Boutique Fisk løber med den almindelige variant. Og også i den grad. Måtte simpelthen have en ekstra med hjem i cykelkurven – og knap var jeg kommet i gang med at cykle, inden jeg spottede det fineste forårs-træpynt uden for Stof 2000 på Frederiksborggade. Endnu et bevis på, at man aldrig ved, hvad der venter af sjove ting på sin citytour…
Kan man ikke godt sige, at Hr. Marts i København 2014 simpelthen har været en profil uden lige? Og at foråret er nået til byen? Eller er det for vovet?
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme