Okay, jeg har en skør og tragiskkomisk historie til dig i dag. Den handler om, hvorfor jeg spiste en hel trøffelburger og en omgang sweet potato fries med mayo fra 42 Raw, INDEN jeg skulle på NOMA i sidste uge.

Haha! Lyder det allerede nu skørt? Lad os starte fra starten:

Som mange andre dødelige (af den foodie slags), var vi 100% tunet ind på NOMAs hjemmeside, da de i sommers åbnede op for reservationerne for skaldyrssæsonen, som altså løber nu her om vinteren og frem til foråret, og som hele 35.000 forrige år stod i kø for at få fingrene i.

Hurra! Det lykkedes med et bord kl. 20.45 her i slutningen af februar. Vi har været så heldige at være på Noma før. Altså det gamle Noma. Men det her skulle jo bare være endnu vildere. Spørg lige, om vi har glædet os længe?

Og ugen går godt i gang. Vi forbereder os begge stille og roligt til det store besøg på verdensrestauranten torsdag, og onsdag, altså dagen inden, har jeg en super travl dag med 2 forskellige møder, et event og en masse strategioplæg, der skal laves. Og jeg har sørget for at spise rigtig godt undervejs. Sidst men ikke mindst skal vi optage podcast om aftenen. (Afsnittet er ude nu – lyt med her!)

Jeg hopper forbi 42 Raw på vejen, som har lanceret en ny trøffelburger, som de har tilbudt mig at smage (og som jeg altså ikke betaler for), og den tager jeg med i cykelkurven på vej mod vores beskedne lager- og garderobestudie, hvor vi optager alle episoder til “Influencer”.

LÆS OGSÅ: 3 VANER JEG VIL ÆNDRE DETTE EFTERÅR!

Trøffelburger med fritter og mayo, tak!

Ca. kl. 20.00 er vi ved at være færdige med at klippe et par småting og uploade afsnittet, så vi taler lidt om fremtidige episoder og spiser. Trøffelburgeren er HELT ekstrem god. Den er lige blevet varmet lidt i ovnen og er både sprød og dejlig snasket, så selvom jeg egentlig er ved at være mæt, spiser jeg videre. Sådan en herlighed skal da ikke gå til spilde. Ikke engang en krumme af den! Den lander dejligt i maven, og jeg vil bare lige uploade et billede på min Instagram-profil, og så drømmer jeg ellers bare om at ligge langs på sofaen med et afsnit af Løvens Hule via DR.dk og min laptop akavet placeret på sofabordet. Jeg var ret mæt – og efter sådan en dag kunne jeg slet ikke ønske mig andet.

Og så ringer min mobil. Kun et par minutter over 21. Det er min kæreste som med meget lav stemme får sagt: “Undskyld jeg forstyrrer, men det er vigtigt det her. DET ER I AFTEN VI SKAL PÅ NOMA!”

Det umulige er sket. Vi har simpelthen taget fejl af datoerne! JEPS, det kan man åbenbart. Den torsdag vi havde gået og forberedt os på i flere dage. Hvor man skulle have god tid til at gøre sig klar, nyde en lækker cocktail inden for lige at “dulme” spændingen, ja det var en onsdag. Jeg havde endda lige sagt følgende til podcast-Louise: “Uh vi skal på Noma i morgen. Jeg aner SLET ikke, hvordan jeg skal forberede mig på det!”

Og nu var situationen pludselig en HELT anden. Vi var allerede 15 minutter forsinket, i den anden ende af byen, møgtrætte, OG jeg var propmæt. Jeg havde simpelthen lige spist en burger med fritter en halv time, inden jeg skulle på Noma!

trøffelburger fra 42raw
Burgeren var en gave, altså en jeg var blevet tilbudt at teste hos 42 Raw. Jeg synes, deres burgere har svinget lidt, men den her nye trøffel-variant er bare helt fantastisk.

5000 kr. for to menuer på NOMA ud i skraldespanden?

Menuen som koster 2500 kr. per person sådan en aften, betaler man jo allerede, når man booker sit bord, så det giver ingen mening ikke at tage afsted. Selvom jeg prøvede med det ene og det andet argument og forklarede, at jeg ikke kunne få så meget som en kammusling ned i min tilstand, så vidste jeg det jo godt. Jeg måtte afsted på cyklen. En cykeltur så urimelig som aldrig før. Jeg var simpelthen ved at tude ved tanken om, at jeg missede det fulde udbytte af mit livs – måske – største spiseoplevelse, At det, jeg havde brugt timevis på at forberede og glæde mig til, nu skulle ske i lynets hast på et tidspunkt, hvor jeg var mættet både bogstaveligt talt men også i overført betydning pga. de mange indtryk, den onsdag netop var fyldt med.

Virkelig en lose-lose situation. Også fordi det jo var vildt dårlig stil over for Noma at være så forsinket. Det var dog ærligt talt ikke det, jeg tænkte mest på lige i øjeblikket.

Nå, men vi nåede frem, og jeg tror faktisk jeg den første halve time var lidt i chok. Ænsede nærmest ikke de helt vanvittige smukke omgivelser, og den allé man går op ad mod restauranten, hvor levende lys møder svensk vildmark-stemning. Da vi træder ind til den legendariske velkomst, hvor alle siger hej på samme tid, mærkede jeg ingenting, og da vi satte os i de fantastiske lokaler (meget federe og meget mere Noma end dem i Strandgade), sad jeg et temmelig langt øjeblik og kiggede ud i luften… Og tænkte noget ala “hvad laver jeg her?” Det var som om, jeg var inviteret ind fuldstændig random fra gaden og var kommet med på et afbud!
noma indretning

Vin til at dulme chokket!

Men vin kan gøre meget. Og selvfølgelig skulle jeg tage mig sammen. Man kan jo ikke ærgre sig så meget, at man går helt glip. Og vi havde det jo godt, og var priviligerede over at sidde der. Det vidste min hjerne jo under hele forløbet. Mine følelser var bare ikke altid helt enige. Efter noget tid var vi også klar til at fortælle tjenerne, hvordan det hele hang sammen, for tænk hvis jeg simpelthen ikke kunne spise alle retterne. De kunne ikke lade være med at joke – på en meget elegant måde naturligvis – med hele situationen. Og ikke mindst det faktum, at jeg lige havde spist en hel burger og fritter, inden jeg kom. Haha! Den havde de helt sikkert ikke hørt før.

Tjenerne var i øvrigt SÅ behagelige og meget mere nærværende og i øjenhøjde, end da jeg var forbi på Strandgade. De fortalte faktisk, at der selvsamme aften var et anden par, der var gået galt af hinanden. En russer der sad og ventede på sin norske flirt på Noma. Da han ringede til hende, var hun lige ankommet til banegården og ville gå til Noma. Russeren sagde, at det nok var en dum idé, da der var lidt langt. Og efter noget tid fik de så kommunikeret sig frem til, at hun var på vej på den 3-stjernede Michelin-restaurant, der hedder “Maaemo” i Oslo, mens russeren sad på Noma i København og ventede på hende. WOW! Så uheldige var vi alligevel ikke!

Vi nød aftenen, og maden var super lækker, selvom jeg uden tvivl ikke kunne smage alle de gode nuancer, som jeg ville have kunnet på tom – eller i hvert fald tommere – mave. Og hvor var det dejligt, vi kunne få lov til at komme derud og få hele menuen serveret alligevel, selvom vi var så forsinket (og troede det var dagen efter). Jeg vekslede lidt mellem at ærgre mig, prøve at nyde situationen og bare skraldgrine.

Vi var dog helt enige om én ting; DET ER ALTSÅ EN OMMER! Vi må i gang med at spare op igen. 🙈

Lidt billeder fra aftenens skaldyrsmenu:

noma michelin

noma menu

noma-skaldyr

noma-dessert

Læs også: Bæredygtige nyheder og favoritter til hjemmekontoret

Write A Comment