Mekong Delta med Yaneeda

skaermbillede-2017-12-28-kl-11-18-39

 

Jeg har stadig så mange hængepartier fra min 3 uger lange Vietnam-tur i sommers, som jeg gerne vil fortælle jer om. Vi mangler både at gå igennem Hoi An og Ho Chi Minh/Saigon, herunder fineste Mekong Delta.

Lige nu føler jeg for at skrive om Ho Chi Minh. Ikke mindst fordi jeg efterhånden har fået mange forespørgsler fra jer. Først og fremmest ift. hvad man skal spise i byen (gad vide hvorfor I spørger mig om det?! ;o))

Det sjove ved det spørgsmål er så, at lige præcis Ho Chi Minh var det øjeblik på turen, hvor vi nærmest spiste konstant. Jeg udnævnte vores ophold i Ho Chi Minh til at være en “foodie tour”, fordi jeg i min research i Hoi An opdagede SÅ mange lækre billeder på Instagram med både lækkert og über skørt mad, som bare måtte prøves. Det var lige fra nye street food trends til regnbuefarvet mad, på den næsten absurde, surrealistiske måde (flere af stederne var dog lukket i mellemtiden, så den del skal jeg nok spare jer for.)

Læs også: Vietnam rundrejse fra nord til syd!

Sightseeing i Ho Chi Minh

Hvor Hanoi for mig er meget autentisk, men også sindssygt larmende, så er Ho Chi Minh lidt mere chill og meget mere moderne. Det er faktisk som at komme til et andet land, i en anden verdensdel, i et andet univers. Man kan gå på gaderne uden at være bange for at blive pløjet ned af en scooter. Komme over gaderne? Ja, det er så stadig en lille balanceøvelse. Udover at tage til Mekong Delta, hvor vi overnattede og besøgte og boede ved 2 forskellige lokale familier, brugte vi dagene på en tur til Chu Chi tunnellerne (den historisk nørd i mig klappede højlydt) og på at se de største monumenter i byen.

Mekong Delta med Yaneeda

Mekong Delta, Ho Chi Minh

Sightseeing i Ho Chi Minh

Vi rejste jo med Yaneeda.com, og udover at jeg altid booker selve rejsen gennem dem, kan jeg også anbefale at tage deres ture i og omkring Ho Chi Minh med i købet. (Læs mere om mulighederne her). En ting er at man får set seværdighederne. Man får også set dem fra en lokal vietnamesers synsvinkel.

Vi havde en flink ung gut med på tur, og hold nu op den mand gjorde indtryk på mig. Han var super ærlig og fortalte om sit og mange andres (især unge) vietnameseres forhold til USA og Vietnam. Hans far var selv flyttet til USA, da han var helt ung, og nu har han planer om at gøre det samme. Han fortalte os, hvordan staten var kommet til deres hjem i 1975  og taget alle deres smykker, penge og land. De sagde, det skulle gå til de fattige, men om det gik sådan, var han meget lidt overbevist om. Han fortalte generelt mange modige beretninger, som satte sig som tape på min nethinde og gjorde selv  de mest turistede områder, det mere autentiske.

Te og kager hos lokal familie i Vietnam

Foodie guide til Ho Chi Minh:

Og resten af tiden brugte vi så på food crawl. Nogle af dagene måtte vi forbi hele 3-4 steder til frokost for at nå det hele. Super sjovt for man kan jo dele en ret og så prøve flere forskellige steder på en dag. Vi gik endda rundt til det meste, og fik derfor en masse kilometer i benene – og appetit i maven. Her lidt om de steder, vi prøvede. Igen; en masse muligheder for at spise både frisk, grønt og sundt.

ember bistro croissant med fyld

Ember Bistro

No.65 Le Loi St., Ben Nghe Ward, District1

Laver lækre farverige croissanter med fyld. Cafeen ligger inde i et shoppingcenter, hvilket selvfølgelig går en smule ud over hyggen. Men det er en virkelig flot café med fantastisk mosaikgulv og et godt sted at tage forbi, hvis man er lidt træt af pho til morgenmad og vil koble af og planlægge dagen i civiliserede omgivelser.

mountain retreat Saigon

Mountain Retreat

Le Loi street, Ben Nghe Ward, District 1 | Rooftop Alley

Dinner with a view. Her må du tage hen! Fineste restaurant i centrum på toppen af det hele. Det er så eksotisk og urbant på én gang og maden er lækker med mange grønne alternativer. Der er en god sektion i menukortet udelukkende med vegetarisk mad, og det er ganske enkelt magisk at sidde heroppe blandt lyskæder, træ/bambus vægge og masser af planter.

Største banh xeo i Ho Chi Minh City

Bánh khọt Cô Ba Vũng Tàu

102 Cao Thang

Banh Xeo i ENORM størrelse. Det var klart den største banh xeo (vietnamesisk pandekage) vi fik på vores tur, og jeg tænker også den må være den største i landet. Om det er den bedste, er jeg lidt i tvivl om. Men det var ret sjovt at få den i kæmpestørrelse, og vi kunne lige akkurat komme igennem den 2 personer.

miyama café Ho Chi Minh

Miyama – Modern Tokyo Restaurant Café

65 Le Loi Street, Ben Nghe Ward, District 1 | L3-01, 2nd Floor, Saigon Centre

Kaffe i alverdens afskygninger i Instagram-venlige omgivelser. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg egentligt synes om det her sted. Her var ret hyggeligt og kaffen var ok, men det var også en smule prætentiøst. Meget vestligt, dyrt i forhold til hvad man får. Billederne på Instagram viser croissanter mm., men da vi var forbi, kunne man ikke få noget at spise. (Måske dog meget godt for os, når vi havde så mange steder, vi skulle nå forbi.)

hum vegetarian ho chi minh

Hum Vegetarian

32 Vo Van Tan St., Ward 6, District 3 (findes også på 2 andre lokationer) 

Nok mit yndlingssted af dem alle! Fantastisk vegetarisk restaurant som byder på flotte serveringer – både i udseende og smag. Her kan man bl.a. få brun ris og grøntsager serveret på smukkeste vis i lotusblade samt den lækreste pomelo salat. Man kan sidde både ude og inde. Romantisk og eksotisk!

Dimsum i Ho Chi Minh

Khang Dim Sum Bar

Lầu 4, 20 Nguyễn Duy Dương

Lige siden jeg for 2 år siden for første gang så dumblings i forskellige farver, har jeg haft lyst til at prøve det. Og nu fik jeg muligheden herinde, hvor vi delte en omgang med seks forskellige farver, som vi dog ventede rimelig lang tid på. Det var desværre ikke muligt at få dem vegetariske, men det var meget sjovt at prøve – og smagte ganske fint.

egg waffles vietnam Ice Kitchen

Ice Kitchen

496 Nguyen Thi Minh Khai | Floor 1, Ward 2, Dist 3

Hvis du skal prøve de famøse og meget fotogene asiatiske “egg waffles” (ægge-vafler lyder altså ikke lige så tiltalende), må du et smut her forbi. Det er et forholdsvis nyåbnet sted, som laver egg waffles i alverdens kombinationer. Du kan f.eks. vælge om dine vafler skal være klassiske, chokolade eller matcha, og herefter vælge forskellige is og forskellige toppings – lige fra syntetisk krymmel til rigtig mad i form af nødder og frugt.

eleven cafe Saigon

Eleven Café

29 Le Anh Xuan St. | Ben Thanh Ward, District 1

 

En anden lækker café med mange grønne ting på menukortet og fyldt lotus som på Hum. Maden er ikke lige så god som Hum og stedet er ikke helt så hyggeligt. Men det er et rigtig godt alternativ, og så kan man sidde udenfor og holde øje med bylivet. Forureningsmæssigt kan jeg næppe tro, det er sådan vildt smart. Men det er i hvert fald meget sjovt at følge med i det kaotiske Ho Chi Minh-liv, mens man spiser.

pizza 4Ps

Pizza 4P’s 

(Findes flere steder i byen. Find den nærmeste lokation på deres hjemmeside her.)

Pizza i Vietnam? Ja, jeg ved, hvad du tænker. Jeg fandt det heller ikke særlig nødvendigt først. Men 1.) jeg blev nysgerrig, når jeg læste og hørte nærmest alle omtale stedet med begejstring, 2.) selv vores føromtalte guide var forgabt i stedet og 3.) efter 2,5 uge med ris hver dag, begyndte jeg faktisk at have lyst til sådan et “lille” slice. Og det VAR altså det hele værd. SÅ lækre pizzaer, som jeg sjældent har smagt bedre. Og så den vegetariske med bl.a. squash, som jeg snuppede! Stor portion, og alligevel spiste vi rub og stub. (Inklusiv forret og dessert. Ahæm.)

boo coffee saigon

Boo Coffee

Floor 9, 42 Nguyen Hue Street, Dist 1

Apropos prætentiøst og kaffe længere oppe så bliver jeg nødt til lige at nævne Boo Coffee. For hvis du vil prøve at drikke kaffe eller mælkete i en elpære (jep, det er hvad man gør herinde), så er det her stedet. Jeg synes, det var et sjovt koncept, men var ikke så imponeret over drikken. Til gengæld er der den vildeste altan med udsigt over byen heroppe.

bedste pho Ho Chi Minh - Pho Hoa Pasteur

Pho Hoa Pasteur

260C Pasteur Street, Ward 8, District 3

Okay, hold nu fast. HERINDE fik jeg den bedste pho overhovedet i hele Vietnam! Smagfuld, godt kraftig og med bunker af tilbehør (ikke mindst krydderurter), som for mig er det lækreste ved den vietnamesiske risnuddelsuppe. Tag herinde til frokost, da det er mere autentisk end hyggeligt. Men en casual aftensmad herinde, er helt sikkert heller ikke dumt!

Og en lille note til sidst. Lige meget hvor du er, så HUSK at købe sugarcane juice på hvert gadehjørne. Det smager åndssvagt godt, er så sundt og så billigt.

Læs også: Sapa trekking i Vietnam; 15 ting jeg lærte undervejs

Write A Comment