Danmarks Naturfredningsforening og Coop (som bl.a. omfatter Super Brugsen og Kvickly) har med et ordentligt brag skudt Øktober i gang. (Læs mere her). Der var fokus på tiltaget i medierne i går – på godt og ondt. Mere om det om lidt. Først konceptet kort og godt: En hel oktober måned med øko-mål for den danske befolkning. Annette Heick vil spise økologisk kød hele oktober, Lotte Friis kun øko-frugt og mejeriprodukter, mens Ann Grethe Nørgaard ( som jeg ikke kender. Pinligt?… Jeg ser aldrig håndbold) går all in på 100% økologi.

Herefter kan vi forbrugere så vælge, hvilket hold vi vil hoppe på; lidt, delvist eller 100% økologi. Jeg spiser overvejende økologisk, så jeg har meldt mig på “hende jeg ikke kender”s hold. Så må vi se, hvad jeg modtager af post de næste uger!;)

Øktober – hvorfor al den ballade?

Er det her fokus i forbindelse med Øktober så en god eller dårlig idé? Hvis du spørger de danske landmænd er det et klart og højt NEJ. De er meget fortørnede over sætningen, der indikerer, at der er blevet fundet spor af sprøjtegift(e) i 67 procent ikke-økologisk frugt og 39 procent ikke-økologiske grøntsager i de danske supermarkeder. De mener, der er tale om en skræmmekampagne, som forvrænger billedet og glemmer, at Danmark har nogle af de bedste og reneste råvarer i verden, og at danske fund af pesticidrester er under de lovlige grænseværdier. Den her forside fra medlemsbladet Samvirke gjorde ikke sagen bedre.

Martin Merrild, som er formand for Landbrug & Fødevarer, udtalte desuden at, “Jeg har klart opfordret min kone til, at hun ikke længere skal handle i Coops butikker“. Og så gik der også ligestilling i den for fuld hammer. For er det nu kun konen, der handler ind? Jeg kan ikke længere finde citatet på Merrilds Facebook og tænker det nok er slettet igen.

Øktober og økologi i Coop

Er der økologi nok til alle?

Der er så mange detaljer omkring pesticider, som kan være svært at gennemskue. Hvor meget er lobbyisme, hvor meget er ikke? En ny rapport fra FN anbefaler dog at reducere antallet af pesticider og få mere økologi. Der vil endda være økologi nok til alle, hvis man går all in.

Jeg har tiltro til de danske råvarer og går bevidst efter at købe dansk. Men jeg foretrækker dem helt klart økologiske. Og så synes jeg, Coop skal have lov til at tage stilling og dedikere en måned til økologi. Jeg var i øvrigt forbi SuperBrugsen i dag og høstede en masse økologiske råvarer med rabat. Er det egentlig stadig en ugentlig fast ting i supermarkedet eller kun i forbindelse med Øktober?

Glædelig øktober. Eller oktober hvis du er mere til den udgave!;)

Write A Comment