Så er det søreme atter sæson for dansk (økologisk) kål. Blomkål, hvidkål, spidskål, rødkål mm. Jeg elsker det! Kål er noget af det sundeste, billigste og mest bæredygtige, man kan komme i indkøbsvognen. Ikke bare er der tale om lokale råvarer og value for money, når du køber en SÅ stor omgang økologi for ikke engang 20 kr. Kål har også alverdens anvendelsesmuligheder.

Kål eller iceberg?

Jeg bruger altid kål i stedet for eksempelvis iceberg, som ofte kan være svært at få dansk (husk bare krisen tidligere på året, da vi ikke kunne få vores salat fra Spanien). Faktisk køber jeg aldrig selv Iceberg. Det er i mine øjne en kedelig omgang vand-salat, som ikke mætter overhovedet. Og som jeg synes puster lidt til forestillingen hos nogen, om at plantemad er kedeligt. Men det er en helt anden historie;)

Pointen er, at kål er så godt! Både frisk, rørt rundt med en dressing eller stegt på panden med f.eks. karry og kokosmælk. Kål kræver tilberedning, men det behøver ikke være svært. Når bare du har en god dressing og fyld – gerne bagte grøntsager, så spiller det.

I denne opskrift har jeg valgt tahindressing og spicet den klassiske variant op med kokosmælk. Normalt putter jeg agavesirup i min tahindressing for at give den lidt ekstra sødme, men med kokosmælk får den både sødme og fedme. Derudover så sker der altså magi, når man bager grøntsager i ovnen. Og sætter blomkål sammen med hasselnødder. Resultatet har du her. Perfekt salat til aftensmaden eller madpakken;

Lækreste blomkål salat med bagte grøntsager)

Salat med bagt blomkål, tomater og hasselnødder

1 blomkål
100 gram bønnespirer
1/2 hvidkål/spidskål
1 bakke tomater – Datterino eller cherry
1 dl hasselnødder
Frisk rosmarin eller andet krydderi
Olivenolie
Evt. lidt rødbedespirer eller andet farverigt til pynt

Kokos/Tahindressing

2 spsk tahin
2 spsk olivenolie
1 fed presset hvidløg
Saften fra 1/2 citron
1/2 dl kokosmælk (gerne noget der har stået på køl så massen er ensartet og mere fast)
Evt. lidt vand
Salt og peber

Sådan gør du:

1. Del blomkål i buketter og fordel dem på en bageplade. Pensl eller vend dem i olivenolie, salt og frisk rosmarin eller andet godt krydderi, f.eks. timian eller spidskommen). Sæt i ovnen ved 180 grader i 20-25 minutter eller indtil bukketterne er lettere gyldne.

2. Put tahin i en skål og tilsæt olie og citronsaft. Pisk forsigtigt til blandingen  er jævn og fin. Tilsæt hvidløg salt og peber og rør godt. Tilsæt til sidst kokosmælk lidt ad gangen og pisk godt. Hvis dressingen er lidt for tyk, tilsæt da en smule vand lidt efter lidt til du har en perfekt dressing-konsistens. Stil på køl.

3. Skyl tomater og fordel dem på en bageplade og vend med lidt olivenolie, salt og peber. Placér hasselnødderne ved siden af og bag det hele i ovnen i 7-10 minutter, til tomaterne er blevet “bløde” og nødderne er let gyldne.

4. Skær hvidkål i fine tynde strimler, brug evt. et mandolinjern. Fordel kålstrimlerne i en stor skål sammen med bønnespirer og hæld kokos/tahindressingen over (start evt. med halvdelen) og rør godt rundt, så du får en cremet kål-/spireblanding. Tilsæt mere dressing eller gem resten til servering.

5. Lad de bagte grøntsager og hasselnødder afkøle, Hak hasselnødderne i halve eller kvarte.

6. Top kål-/spireblandingen med blomkål, tomater, hakkede hasselnødder og evt. lidt rødbedespirer eller friske krydderurter og servér med det samme.

Tip: prøv også at blande lidt frisk mynte i kål-/spireblandingen eller som topping.

Se også: Rødkålssalat med sød kartoffel og gulerod 

salat med blomkål

Author

2 Comments

    • Camilla Reply

      Velbekomme Poul! Og lad mig endelig høre, hvordan det går 😉

Write A Comment