Postkort fra Vietnam hvor jeg lige nu sidder i et nattog mellem hovedstaden Hanoi og naturperlen Sapa. Det vælter ned med regn udenfor, og jeg ka’  ret godt li’ det.  Det minder om campingferie i Kollund den der gang (hver sommer) som barn.

Vi ankom til Hanoi i går efter ca. 16 timer på farten og en mellemlanding i Bangkok. Jeg har haft nogle helt usandsynligt travle dage op til ferien, hvor jeg har arbejdet i døgndrift på kogebogen og en stor kampagne, som jeg er konsulent på. Så var jeg også en hurtig tur på Roskilde Festival. Fordi øøh… det måtte jeg åbenbart lige klemme ind, da jeg havde brug for en pause! Heldigvis for det, må jeg sige, for hold nu op en fed dag!

16 timers transport kan dog umiddelbart være en god test, når man har sovet så lidt de sidste mange uger. Men altså, når man skal på ferie er det hele lige meget, ik? Også at ankomme i hvad der føles som 44 grader og meget høj luftfugtighed i alt for meget tøj og et værelse der ikke er helt klar endnu. Plat nudselig så man os tage en powernap i hotel Golden Lotus’ poolområde i alt vores danske sommervintertøj, haha. Helt færdige!Trafik og gadeliv i Hanoi, Vietnam

Jeg synes egentlig selv, jeg er ret flex, når det kommer til søvn(underskud), men lige der mødte jeg vist en slags psykisk og fysisk stopklods. Hej hej til pulserende Hanoi og motorcykler, der dytter overalt. Motorcyklen er klart for Hanoi, hvad cyklen er i København. Men det er blevet bestemt at byen skal være ryddet for dem i 2025. Virker lidt urealistisk som landskabet ser ud nu, men ville da være sejt!

Lækre grønne cafeer i Hanoi

Det er dog ikke noget, en middagslur på 2 timer ikke kan helbrede. OG GÆT så lige hvad der er lige på den anden side af vores hotel?! Jalus vegan Kitchen & Café – den rareste café på en skjult tagterrasse fyldt med både grønne lækkerier og planter.  Vi gik all in! Vietnamesiske forårsruller, nori wrap, salat med både søde kartofler og avokado og en thai-pizza til lunner eller dunch – vi blev ikke helt enige om ordet. Men i hvert fald; frokost og middag på samme tid. Skal du til Hanoi, må du skrive det her sted på listen!

Vi fandt også den fineste tagterrasse-café Eden med lys og grønne planter overalt. Nærmest Stedssans-stemning bare endnu mere heftigt. Her fik jeg en drunken princess, som åbenbart er en saft af tropisk frugt og hyldeblomst med en Tiger-øl vendt på hovedet. Jep, det var lige så skørt, som det lyder;)

Jalus vegan café i Hanoi. Fresh vegan spring rolls in Hanoi and beetroot juice

Sightseeing i Hanoi

Og apropos den powernap-pool: hvor lækkert er det så lige at bo på et hotel med pool på tagterrassen i centrum af Hanoi? Den blev altså lige udnyttet i dag efter sightseeing og inden nattoget med øl og drink lavet på presset gulerod. Virkelig perfekt kur til motorcykel-stress. Dagen i dag har i øvrigt været helt anderledes end i går. På den helt vildt gode måde! Sidste deadlines blev nået i nat, så jeg vågnede op til masser af overskud og den fineste private rundtur med en lokalguide gennem Yaneeda. Jeg har altid syntes, at historien omkring Vietnam-krigen er skræmmende interessant, og derfor var besøget i Ho Chi Minhs have højdepunktet for mig, men det var også spændende at høre om Vietnams 54 etniciteter og se, hvordan de lokale bor i og ved Vietnam Museum of Ethnology.

pool-hanoi-hotel-2

Derudover har jeg jo en vigtig mission om at finde Vietnams bedste phò, og i dag startede vi ud med et meget autentisk sted – kun med lokale – som dog desværre skuffede en smule. Ikke mindst fordi alle har sagt, at det er bedst. Jagten fortsætter, og den del kommer der helt sikkert en opfølgning på herinde. Vi prøvede også specialiteten Bun Cha (jep vi spiste frokost to gange), med en lækker suppe af risvineddike og fiskesovs, som var ret godt og med masser af friske krydderurter.  Oooog sluttede af med en Eggs Coffee. En slags iskaffe lavet af kaffe, æg, mælk og sukker. Jeg troede den ville være alt for sød, men den smagte overraskende godt. Æggesnaps møder iskaffe?

Og så fandt vi ud af, at grape, dragefrugt og jackfruit er i sæson omkring Hanoi-området lige nu. Grape-frugterne hang overalt i Ho Chi Minhs have. Ikke dårligt da!

 

phó med chili i Hanoi…Og lidt mere vietnamesisk mad

Efter den omtalte pool-nydelse spiste vi aftensmad med Yaneedas Vietnam-ekspert Huy, som inviterede os på restaurant Quán Ân Ngon – en virkelig hyggelig og meget populær restaurant, hvor vi fik turens hidtil bedste vietnamesiske forårsruller. Sammen med klassiske forårsruller, morning glory (spinat, hvidløg og indimellem bønner) og banh xeo – en slags pandekager med fyld som lægges i rispapir med en masse friske krydderurter.

Nu er vi så i toget – mega forventningsfulde og spændte på, hvad der venter os i Sapa. Jeg håber at der kommer flere togture, så jeg kan opdatere jer igen. Ellers kommer der i hvert fald en masse billeder og skriv, når jeg er tilbage i København.  Her er hele vores Vietnam-program.grape og frugter i Vietnam

Jeg vil også rigtig gerne høre, hvordan du tilbringer sommeren?! Og hvordan er vejret mon derhjemme?

God sommer fra det mørke tog i Nordvietnam! 😉

NB. Noget af min tur i Vietnam er sponsoreret af  Yaneeda.com. Dog ikke det, jeg skriver om i dette indlæg. Jeg skriver altid øverst i mine indlæg, hvis der er tale om sponsoreret indhold. 

Author

2 Comments

  1. Øv at den første pho skuffede, men jeg er sikker på at du finder den bedste 🙂
    Rigtig rigtig god ferie, det har du fortjent efter at have været i døgndrift den sidste måned. Knus.

  2. Camilla Reply

    Jaaaa…. Du kan lige følge skuffelsen , ik? Og tusind tak fine, C. Håber det går godt på det nye arbejde;)

Write A Comment