Noget, der virkelig giver mig en god følelse i maven og “DEN er jeg glad for”-vibes, er arvestykker. Ikke for mange, men få udvalgte som både passer ind i hjemmet og minder mig om den afdøde og vender min sorg til noget positivt.
For nogle måneder siden havde vi desværre dødsfald og begravelse i familien. En gammel, skøn og stærk kvinde! Og vi fik lov til at arve denne fine skænk, som faktisk både er en kommode, skrivebord og sminkebord. Ja, hvad siger I så? Funktionalitet – det var søreme noget man kunne i “gamle dage.” Minder og genbrug på samme tid = helt perfekt!
Har ellers i lang tid haft en “nul mørk træ”-politik i hjemmet, fordi det blev for tung og voldsomt til vores lille, lyse lejlighed, men den her kommode måtte bare ind og stå i det lille hjørne i stuen – der hvor fjernsynet tidligere hang. (Læs mere om livet uden fjernsyn her).
stor sorg tidligt i livet
Jeg har mistet mange tætte familiemedlemmer – også meget tidligt i livet, og den sorg og de følelser de har medført, kunne jeg skrive mange flere blogindlæg – måske endda en hel bog om. Jeg kan godt følge ordsproget “tiden læger alle sår”, men har altid haft lyst til at tilføje; “men arret er der for altid.” For det er det!
Hvad jeg til gengæld synes, tiden giver, er muligheden for at vende sorgen til noget mere positivt. En følelse af lykke over at have kendte sådan et godt menneske, æren i at gøre minderne så kostbare og levende som muligt. Uden at det naturligvis tager overhånd. Det kan man måske ikke i starten – der vil sorgen tage overhånd. Men på sigt… der har det været muligt – for mig i hvert fald.
Mens jeg engang var fokuseret på at arve og opbevare så meget som muligt, er det nu bedre for mig at have en eller to ting, som fylder og sender minder om den afdøde ud i rummet hver dag. Nogle ting som man virkelig sætter pris på og giver plads. Ellers kan det nemlig godt give stress bare at have en masse liggende/stående, “fordi det jo var hans/hendes.”
Og den førnævnte følelse af “DEN er jeg glad for”. Sådan burde det jo i det hele taget være med alt, hvad man ejer. Det gælder i køleskabet, men også tøjskabet, badeværelsesskuffen, reolen…og på andre områder for den sags skyld.
6 Comments
Jeg kan godt følge dig – de gamle møbler og stykker tøj fra min mormor minder mig om hende, samtidig med at de nu får en ny betydning i mit hjem og på min krop. Det sidste er mindst lige så vigtigt som det første.
Hej Louise, dejligt at høre – og tak fordi du deler noget så betydningsfuldt. Lyder som om det måske er smykker du har fra din mormor? Det er nemlig også bare helt unikt og meget personligt! Kh C.
Åh, jeg er ked af at høre, at du har skullet miste. Også tidligt i livet.
Men jeg er helt enig med dig i at bevare og gemme og skatte det, der er noget særligt og et specielt minde fra den, der er gået bort. Jeg har et smukt skrivebord/kommode/sminkebord i teak fra min farmor, som jeg elsker og som har en fin plads i vores stue. Og fra min mormor har jeg fået de mest fantastiske dukketøjsmønstre fra 50′-60’erne der nu kommer til deres ret igen med tøj til mine pigers dukker.
Og hvor er det også et fint lille møbel, I har fundet et hjem til.
Tusind tak – hvor er det sødt af dig! Jeg har lært at leve med det, men ja – det er simpelthen så sårbart, ikke mindst når det sker i teenage-årene. Men heldigvis at vi mennesker er indrettet sådan, at vi kommer videre <3
Det lyder virkelig som nogle fine ting du har arvet – og så fra begge dine bedstemødre. Fantastisk! Så kan pigerne også mindes hende (eller måske få en forbindelse til en de måske ikke kendre?! på den måde. Masser af tanker og ha’ en skøn mandag! Kh. C.
Først og fremmest kondolere jeg med dit tab. Det er et meget fint lille møbel, du har arvet og jeg kan godt forstå, du er glad for det. Det med sorg er meget individuelt, og kan være meget forskelligt synes jeg. Jeg har både mistet min mor og min far. Min mor mistede jeg i 2004, hvor hun faldt om, og døde indenfor få timer 68 år gammel. Totalt chock og forfærdelig sorg meget, meget længe. Min far døde i september 84 år gammel, meget syg og træt af dage på den konto, og vi havde allerede haft ham længere end ventet. Følelserne var og er nogle helt andre.
Det med mørt træ er vi bestemt ikke enige om. Det ville du også se, hvis du kom her. Jeg elsker mørkt træ og har meget af det. Min lejlighed er lys i forvejen så det gør ikke noget, men jeg ville nu have det alligevel. Arvestykker har jeg også flere af, og de betyder allesammen noget for mig. Jeg føler ikke, at fordi der er flere, så mister de deres betydning. Og hvem skal sætte regler for, hvor mange der er rigtigt? Det kan man ikke. Det må også være individuelt. Jeg holder ihvertfald meget af alle mine ting, arvede som selvindkøbte m.m.
Hej Deborah, og mange tak for din kommentar – og fordi du deler. Jeg er så ked af at høre om dit tab. Det må være hårdt og mærkeligt, når begge pludselig sådan er borte. Og hvor trist med din mor. Det kan jeg virkelig godt forstå, har været alt for hårdt ;o/ Ift. træet må jeg sige, at jeg er i en periode, hvor jeg er mere til mørkt træ, men på et tidspunkt fik vi bare for meget af det herhjemme. Det blev lidt for intenst i en meget lille lejlighed. Og enig, det er der ingen, der skal sætte regler for! Det er meget individuelt hvor mange arvestykker man vil have stående / liggende. Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg vil hellere have nogle færre, som jeg så kan kigge på oftere og virkelig tænke tilbage. Men vi er jo alle forskellige (heldigvis) 😉 Kh Camilla.