SÅ fik jeg endelig prøvet stedet, som har stået øverst på min ønskeseddel i meget lang tid; Restaurant Veve. Ikke nok med at du her får vegetarisk gourmetmad, det er selveste Henrik Yde fra Michelinfætter Kiin Kiin, der står bag. OG så ligger restauranten ovenikøbet i mit hood på Østerbro. Det er måske ikke en fordel for så mange andre end os, der bor i øst, men hold nu op hvor trænger Østerbro til steder som Vêvê. Med lækkert mad, der er til at betale for, men også som er hyggelige og stilede. Burgerbarer med diner-faktor er helt okay, men når nr. 3 eller 4 åbner inden for 0,5 kilometers afstand, så bliver man altså mæt på alle måder.

Ærter med frossen mynte på VêVê. Med smør og serveret som vegetarisk forret
Ærter med frossen mynte på VeVe

Veve – kun for vegetarer?

Nå, men VEVE – det var en oplevelse! Vi havde familien på besøg den weekend, så vi var i alt fire afsted. To flexitarer og to der spiser kød flere gange om ugen. Vi var afsted på den første officielle sommerdag i 2017 og ankom i dejligt solskin på restauranten ved det nye område i Nordhavn, hvor huslejepriserne skyder lige så meget i vejret som bygningerne.

Fineste indretning og god plads på VêVê. Hyggeligt sted til date men også til familiemiddag

Stilet, nordisk indretning

Min første begejstring sker, lige når man træder ind. Jeg er VILD med indretningen. Lys, stilet, nordisk, fancy og alligevel afslappende med en masse grønne planter på bordene og rundt omkring. Ligesom på Kiin Kiin bliver man modtaget af Yde selv (hvordan kan den mand nu være to steder på én gang? 😉 ) og anbragt i et loungeområde. Kort efter kommer en fancy vogn rullende forbi med en bartender der shaker en aperitif i form af gin og tonic til mit selskab og bobler til mig. Man kan kun vælge menu herinde, så eneste valg der skal træffes er; 1. vinmenu? 2. juicemenu? Eller 3. Lidt af hvert på glas.  Det bliver til 3 x vinmenu og en “lidt af hvert”, og festen kan begynde med forskellige snacks i sofaerne til vores aperitif. Vi får:

Snacks på Veve

En slurk af vesterhavet: En af de snacks der er mere sjov end rigtig god. Sjov fordi man får en slags strandbund med sugerør (lignende prøvede vi også på Kiin Kiin), mindre god i smagen fordi den også smager af strandbund. Men i forbedret version;)
Løgskaller: Serveret med hummus. Jeg får lige lyst til at få et par ekstra skaller til den sidste lækre dyppelse.
Salt soja marengs: Serveret med en ristet cashewnød i midten af marengsen og med wasabi-creme. Virkelig lækkert!
Nøddeboller: med en creme af citrongræs. Oh yes!
Wonton: Også en virkelig god snack.
Gazpacho: Jeg er aldrig blevet sådan rigtig fan af gazpacho og heller ikke herinde bliver det min yndlingssnack. Men helt okay.

Asparges i glas på VêVê
Asparges i glas på VeVe
Vegetarisk tartelet på VêVê
Og så tarteletten. I vegetarisk udgave!

Stemning og service

Efter de lækre snacks bliver vi serveret i middagsområdet på de dejligste stole, som man bare falder helt hen i. Vi får den sejeste nordjyske tjener, som joker, er 100% i øjenhøjde, på ingen måde nærig når hun hælder vin i glassene. Og hele stemningen er meget naturlig og slet ikke forceret. Vi be’r et par gange om menukortet, så vi kan følge med i retterne, uden at de husker det. Det gør ikke så meget, fordi de virker så oprigtige og venlige.

Inden de næste retter kommer, får vi serveret noget godt valnøddebrød og flutes hvortil man kan vælge olivenolie fra enten Grækenland, Spanien eller Italien. Sej detalje. Jeg snupper italiensk, og de andre spansk.

Helt vegetarisk gourmetrestaurant i København. Radiser på VEVE Østerbro
Radiser på 4 måder (mindst). Smukt og virkelig lækkert!

De følgende serveringer lyder på:

Selve menuen på VeVe

Pasta salat: God frisk forret/salat uden at være prangende.
Glas Asparges Tartelet: Først et glas i asparges, sådan bogstaveligt talt med perfekt tilberedte hvide asparges, som jo dog har en meget neutral smag, men var en sjov gimmick. Og så en virkelig lækker fortolkning af tarteletten på en sprød bund. En af mine favoritter!
Ærter i smør & mynte: Hele selskabet dåner. Det lyder lidt for simpelt at sige at “ærterne” var den bedste ret, men hvor smagte det godt. Med en frossen mynte. Igen kan man se Kiin Kiin-islættet. Derinde fik vi nemlig frossen kylling i karry.
Radisser med engelsk ost: En slags radiser på 4 måder. Det er måske min yndlings servering. Så smuk og smagfuld på én gang. Og jeg er ellers normalt ikke SÅ vild med radisser.
Svampe Tagliatelle: Har den her tunge, salte smag som man forbinder med en klassisk kød/hovedret. Også virkelig godt. Og det geniale twist er at tagliatellen simpelthen er lavet af svampe, men ligner den klassiske på en prik. Og så med frisk trøffel. ÅHR! Et par af de andre sagde, at den kunne man kun spise en portion af. Jeg kunne evt. godt overtales til flere;)
Rabarber med lakrids: Nu er det normalt ikke desserten jeg bliver mest overrasket over og fortryllet af på restaurant – slet ikke når der ikke indgår chokolade. Men den her var bare så lækker. Altså sådan mundvandsdrivende lækker!

Lækreste dessert på VêVê: Rabarber og lakrids
Lækreste dessert på VeVe med bl.a. rabarber og lakrids

Alt i alt bliver det ca. 1200 per person med aperitif, vin og liiidt ekstra dessertvin. Selve menuen er 750 kroner per person.

Er du vil med nye spændende oplevelser og grøn mad, er det her et must try. Ja selv hvis du er dedikeret kødspiser. Faktisk var det først ca. midt i menuen, at det går op for det ene af vores familiemedlem, at vi slet ikke har fået kød endnu. Vi havde ikke fortalt på forhånd, at stedet var vegetarisk, men det var dog på ingen måde, noget hun savnede.

Vi har allerede aftalt, at vi skal tilbage når menuen skifter. Sådan en lokal skat, som slår et slag for en vegetarisk livsstil vil jeg virkelig gerne bakke op om!

Andre der har været forbi?

Restaurant VeVe
Dampfærgevej 7,
2100 København Ø

Måske du også vil læse: Københavns BEDSTE ramen. OG den er vegetarisk!

2 Comments

    • Camilla Reply

      Jeg tror også bare, det er et sted for dig, Cecilie. Mon ikke der snart er noget, der skal fejres derinde?! 😉

Write A Comment