Kender I de der ret smarte plastik IKEA-poser i forskellige farver med “selvluk”? De er da praktiske, ik? Alle de gange jeg har været i IKEA er jeg kommet hjem med en hel stak af dem. I både blå, grøn og lilla. Selvom der i virkeligheden overhovedet ikke er plads til dem.

Plastikposen i toiletskabet, rundt om vaflerne og i fryseren eller køleskabet, som ofte ryger i skralderen, når den har udtjent sin værnepligt. Og så var der lige alle plastikflaskerne og poserne under vasken. Fra SuperBrugsen,  tøjbutikker, Apoteket. Og de værste labaner af alle; de der halvsmå poser, som rummede take away-salaten fra Smag, mascaraen fra Matas og lignende. Dem som ingenting kan være i. Hvad pokker stiller man op med dem??

Øhm, det er på tide at bekende at;

MIT PLASTIK-FORBRUG HAR TAGET OVERHÅND!

Det samme har Københavns plastik-forbrug. Tjek bare hvordan det ser ud rundt om Søerne i øjeblikket. Plastik rundt om svanernes hals. Ej vel? Og i weekenden da jeg jokkede forbi Øster Fælled Torv mod Fælledparken var alle cyklerne langs Øbro-hallen parkeret i en sø af metal, plastik og pap. Og det var endda inden 1. maj 2 dage efter. Plastik bliver ofte nævnt som en af de store/største miljøproblemer, og man forudser, at der i 2050 vil være mere plastik i havene, end fisk, hvis det enorme forbrug fortsætter.

Der er nogen der mener, at plastik kan være bedre for miljøet end så meget andet, og selv hvis det var tilfældet, kan overforbrug uden tvivl ikke være godt. Jeg må på afvænning, og jeg er faktisk allerede i gang.

Plasticposer fra IKEA. Mindre spild, bedre sortering. Vafler med tomat

Mindre plastik i mit liv! 7 steder at starte;

  • Den lavpraktiske: Færre besøg i IKEA!;) Og det går faktisk meget godt indtil videre. Kan faktisk næsten ikke huske hvornår jeg sidst var afsted, men det er virkelig en oplagt faldgruppe ift. at købe plasticposer og (billige) ting, man ikke nødvendigvis har brug for.
  • “Nej tak” i butikkerne! Til den der lille irriterende pose, som bare ligger og flyder. Kan den der mascara måske godt være i lommen eller min taske? Eller måske i cykelkurven for at være helt rebelsk?
  • Nødvendigt eller lækkert med plastik? Behøver jeg virkelig pakke det her ind i en pose? Eller kan ingen eller en anden form for mere bæredygtigt emballage gå an?
  • Mindre danskvand i flasker og generelt mere drikkedunk med postevand.
  • Genbrug posen: Ryst den, tør den af og/eller vend den. Okay, nu bliver det nørdet og måske lidt kikset, men jeg er faktisk begyndt at både ryste, tørre poserne af og vende dem, så de kan bruges igen. Helt op til 3-4 gange.
  • Stofpose er sagen! Men det svære er de der impulsive indkøb. Hvem har lige en stofpose med til et møde omkring en ny digital strategi eller efter en svedig yoga-time?  Resultatet bliver enten køb af plastikpose eller forsøg på at balancere med alverdens ting på cyklen eller gående med et tårn, der kan vælte af en forkert bevægelse. Det er hverken særlig stilet eller praktisk. Stofposen derimod. Altid placeret i den samme taske, som man har med alle steder. Se, det er faktisk lidt smartere!
  • Plastik affaldsortering. Vi har desværre ikke mulighed for at affaldssortere så godt som jeg ville i vores andelsforeningen (og så på Østerbro. Hvad mener I?) Men det er et punkt hvor jeg godt kunne tænke mig at arbejde aktivt for i fremtiden. Vi har f.eks. heller ikke nogen kompost.

Andre tips eller tanker? Del, del, del så jeg/vi kan blive klogere!! 😉

Læs også: 6 indkøbsvaner der kan ændre verden

God emballage og mindre plastik. Tips til at bruge mindre plastic i hverdagen

Author

27 Comments

  1. Fedt at du sætter fokus på det! Jeg er også selv begyndt at tænke mere og mere over det. Måske du har hørt om zero-waste og Lauren Singer? Ellers skal du helt sikkert prøve at tjekke hende ud på youtube eller hendes blog trashisfortossers.com – virkelig meget god inspiration 😀

    • Camilla Reply

      Tusind tak Camilla. Måske ikke verdens mest sexede emne, men jeg synes det er nødvendigt og vigtigt. Og sikke et fedt tip. Hende vil jeg helt sikkert tjekke ud. Tak!;)

  2. Jeg bliver aldrig træt af dette emne – tværtimod, synes det er super vigtigt at sætte fokus på 🙂
    Jeg har altid et net med mig, man sparer nemlig mange plastic poser derved. Noget andet vi praktiserer herhjemme er, når vi handler frugt, at droppe den klare pose der er tilgængelig på frugthylderne. På Suztain.dk har vi købt bambus tandbørster og vi prøver så vidt muligt at købe beauty produkter og tøj uden alt for meget mikroplast i, dog føler jeg mig udfordret når det gælder træningstøj….

    • Camilla Reply

      Hvor fedt at høre Lenette. Jeg tænker også umiddelbart, det er sådan et emne man kan tage op igen og igen, for der er jo SÅ meget vi alle kan gøre her! Det er også bare en god vane med stofposen. Ift. frugt – så har I dem bare løst i kurven? Jeg synes, det er meget fedt at de flere steder har droppet de små poser ved kassen. Det må alligevel forhindre lidt spild! Og ja, det er svært med træningstøj. Har du set det her indlæg (:http://rolfine.dk/?p=315) om bæredygtigt træningstøj? Det kunne være meget sjovt at dykke lidt mere ned i det område. Det må blive i et andet indlæg senere 😉

  3. Yay, så kom det på banen! 😉
    Vi har fået en SodaStreamer så vi slipper for plastikflasker (min kæreste drikker seriøst omkring 10 liter om ugen!!!). Også er vi startet med at sortere al plastik i særlig beholdere så de i det mindste kan recirkuleres rigtig i vores skrald. Jeg arbejder stadig med genbrug af plastikposer og altid have mit stofnet med, men det tager lidt tid kan jeg mærke…

    • Camilla Reply

      JA endelig! Efter vores snak var det på tide 😉 Åh det er en god idé. Tror også vi ender med at få én, da det virkelig er et skråplan med alt det vand i flaske! Og sejt. Har I god affaldssortering i Søborg? Det mangler virkelig på Østerbro. Eller i hvert fald i vores andelsforening! Og JA, man skal godt nok lige ind i vanen. Sådan virkelig!

      • Vi har sortering af ALT på vores ejendom. Plastik, batterier, glas, pap, papir – you name it. Også afhenter de også storskrald en gang om måneden 🙂 Super lækkert!
        Og generelt er københavn overraskende bagud på lige det her punkt. Mon vi kan være med til at ændre på det? 🙂

        • Camilla Reply

          Ej, det lyder virkelig fedt. Sikke en ordning. Jeg må i gang med at presse på i min andelsforening kan jeg godt fornemme på det hele!

          • Camilla

            Og JAH, Cecilie den er jeg klar på at kæmpe for;)

      • Hejsa,
        Tænker at du må tage fat i din forening – bor selv i andelsforening på Østerbro og her sorterer vi altså både plast, metal, elektronik, batterier, pap, papir og farligt affald i gården som så hentes af kommunen – så vi er nu ganske godt med i Kbh

        • Camilla Reply

          Hej 😉 Det er heller ikke sådan, at vi ikke har affaldssortering her i vores gård, men jeg synes f.eks. det er mærkeligt at der ikke er mulighed for at sortere plastik og så for at have en kompost. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig… Komposten bliver nok ikke lige foreløbig.. Kh C.

  4. Fedt, at du tager det op! Det er et vigtigt emne!
    Hele Zero Waste-bevægelsen er værd at tjekke ud. De har også grupper i Dk. Udover Singer kan jeg anbefale NeoHippie.dk for inspiration, sustaindaily.dk og min egen blog, baermonster.dk, hvor jeg p.t. har gang i en indlægsserie om zero waste.
    Jeg har også skrevet et indlæg (bare søg på “kompost” på min blog) om at have kompost i en lejlighed, for der er heldigvis mange muligheder.

  5. Camilla Reply

    Hej Marianne, tusind tak og super dejligt at se dig herinde. Jeg har faktisk før været inde og kigge på din blog. Rigtig fin! Kender også de andre du nævner, men Zero Waste-bevægelsen skal jeg have kigget nærmere på. Tak for tip. Og kompost i lejligheden simpelthen? Det må jeg tjekke ud med det samme 😉

  6. Jeg synes også det er et vigtigt – og faktisk rigtig spændende – emne! Både mht plastic(poser) og bæredygtighed/genbrug/mindre ressourcespild generelt!
    Jeg har længe været med på stofposeholdet, og har faktisk en del – og i flotte prints, så de også er lidt sjove at bruge 😉 De plasticposer der alligevel kommer ind i hjemmet – for det GØR de altså, selvom man prøver at undgå det, synes jeg – bliver også altid genbrugt.
    Fryseposerne har jeg skiftet ud med nogle komposterbare, og karkludene er hæklede/strikkede…der er så mange små ting man kan gøre.
    Tandbørsten er jeg ikke nået til endnu, da jeg bruger elektrisk…men det kan være det kommer.

    • Camilla Reply

      Hvor er det fedt at høre, Sidsel. Jeg tænker måske også, der er grobund for at tale endnu mere om det herinde fremover – og tilføje alle jeres gode tips til indlægget! Og ja enig – stofposer er jo i virkeligheden ret sexede, og ja det er godt nok svært at undgå!! Pga. jeres tips om fryseposer har jeg lige købt nogle 100% CO2-neutrale i dag. Så kan jeg hoppe på den vogn også;) Mht. elektrisk tandbørste er jeg på samme hold. Jeg synes simpelthen man får børstet dem bedre, med sådan én. Og når man nu allerede har én, som var kraftigt anbefalet af tandlægen … Men ja, det er da klart værd at overveje!

  7. Det er SÅ vigtigt et emne og faktisk ét, jeg har virkelig meget fokus på allerede.
    Helt fra jeg var lille har min mor lært mig at genbruge poser – også de små fryseposer hvor der måske har ligget to boller – ryst dem, fold dem og ned i skuffen igen! 😀
    Jeg har SÅ mange stofnet herhjemme og har altid et i tasken, så jeg stort set undgår de fæle nettoposer.
    Og så sorterer vi affald her i vores del af Østerbro 😀 – Københavns Kommune har altså ordningen – så det er bare med at få andelsforeningen til at tilmelde sig. Vi har intet mindre end 8 forskellige affaldscontainere på vores lille matrikel, og en af dem er altså kun til hårdt plast – og indenfor har vi så 6 forskellige affaldsspande her i køkkenet, så alt bliver sorteret sirligt og ordentligt 😀

    Det har nemlig taget overhånd for de fleste – og jeg synes det er SÅ fedt at du sætter fokus på de <3

    • Camilla Reply

      Ej hvor er det bare mega fedt Lisbeth! Vild med din mors tip, og så behøver jeg jo slet ikke føle mig nørdet 😉 Mega sejt med affaldssortering. Og ja, jeg tænkte faktisk lige på det i dag i min affaldssortering-research. Vi har snart generalforsamling, og jeg har besluttet mig for at kæmpe for at det bliver et punkt på dagsorden. Det lyder perfekt og virkelig sejt med 8 forskellige – også kompost? Jeg aner ikke hvordan vi skulle få plads til det her på de 65 KVM, men jeg VIL ha’ det! 😉

    • Camilla Reply

      Hej Berit, fedt! Det vil jeg da lige tjekke ud 😉

  8. Fedt at du tager emnet op! Jeg er selv begyndt at tænke rigtig meget over mit forbrug af plastic og derfor er jeg blevet glad for at man nu i Københavns Kommune kan aflevere blød plast i plastbeholderen. Så nu kan jeg komme af med de tonsvis af plasticposer jeg har gået og gemt på i flere år fordi jeg synes det var synd bare at smide dem ud. Nu sørger jeg selvfølgelig for altid at have et net med i tasken, men det ændrer jo ikke på den bunke af poser jeg har i forvejen (eller som min kæreste tager med hjem). Så thumbs up til Københavns Kommune 🙂

    • Camilla Reply

      Hej Henriette. Så I har en beholder både til blød og hård plast? Det er så smart. Vi har til hård plast, men ikke blød. Forhåbentligt kan det komme. Det vil jeg i hvert fald arbejde på 😉

  9. Jeg er enig i, at vores plastikforbrug har taget overhånd. Men ligeså vigtigt synes jeg det er at sætte fokus på et generelt overforbrug. Nettet, facebook og instagram bugner med interiør, mode og børne-grupper og influencers, som alle har det ene formål at sælge – eller sprede deres gode idéer, som vi så allesammen farer ud og kopierer (læs: køber). Vores børn har en garderobe større end vores egen allerede inden de er født! (Hvilke værdier er det at give sit ufødte barn?!) Og vi kasserer vores eget tøj efter vi kun har haft det på få gange, hvis det nu (igen) var et fejlkøb. Hvorfor popper butikker som Flying Tiger og Søstrene Grene op overalt? Hvor bliver alt det skrammel af? Folk køber ting fra WISH-appen, som om de var blevet betalt for det – ting, der individuelt bliver sendt til Europa fra Kina med fly. Mængden af CO2 per produkt er himmelråbende højt. Tænk på hvor meget tøj, der er i én H&M – tænk så på, hvor mange H&M’er, der er i København – opskalér det til hele Danmark – og så til hele verden. Det er uhyggelige mængder tøj. Og dette er kun H&M. Gina Tricot, Vero Moda, Lindex, Bik Bok, osv osv osv. har mindst ligeså meget. Hvor bliver alt det tøj af? Jeg har bluser, som stadig holder her 5-10 år senere (bevares, det er ikke det pæneste, jeg ejer, men det er okay til brug, når jeg arbejder foran computeren), så man kan simpelthen ikke tillade sig at kassere noget så hurtigt. Og at smide tingene til UFF eller Frelsens Hær er OGSÅ at kassere sine ting. Chancen for at det nogensinde bliver brugt igen derefter er betydelig lille, men det forstår folk slet ikke. Og det er et problem, fordi der er gået ufattelige mængder af ressourcer til spilde for at producere den t-shirt i den farve og i det design, at det er alt for lidt at bruge den mindre en 10-20-50 gange. Inden jeg handler i IKEA, så søger jeg altid på DBA først for at se om jeg kan finde produktet (i god stand naturligvis) brugt først. Mine børn får LEGO DUBLO fra DBA i stedet for BR. Jeg videresælger alt jeg ikke har plads til i stedet for at opbevare ting på loftet. Og når jeg køber noget til mig selv, så ligger det altid i posen i to dage med mærker på, så jeg kan fornemme om det er noget, jeg seriøst er glad for – ellers ryger det retur. Det vigtigste man skal give sig selv og sine børn er at hæve immaterielle værdier over de materielle, således at denne onde købespiral mister sin funktion. Jeg ved det er svært, men jeg ved også, at det kan gøre en forskel.

    • Camilla Reply

      Hej Cecilie, tusind tak for dit meget grundige svar og input – det sætter jeg stor pris på. Og hvor er du sej! Håber det er gået fint med at forklare dine børn det?! Jeg er helt enig med dig, og det er fedt at læse, om flere der tænker sådan. Det er netop et stort emne for mig her på bloggen – hvordan jeg/vi kan leve mere bæredygtigt i flere henseender. Jeg er typen der altid tjekker og spørger, hvor tingene er produceret, når jeg går rundt i butikkerne eller handler online, og det jeg gerne vil tale op eller reklamere for herinde og på Instagram er holdbart design og ting der kan bruges igen og igen, mindre madspild og lokale råvarer i sæson. Jeg gør hvad jeg kan i hvert fald, men det er indimellem svært, og jeg har nogle “laster” som chokolade, kaffe og rejser, som jeg nok ikke slipper foreløbig. Jeg er også begyndt at gå en lang bue udenom Zara, H&M osv., og hvis jeg endelig går derinde, vil jeg ligesom dig være 100% sikker på, at DET HER er noget jeg bliver glad for og kan bruge rigtig mange år fremover. Jeg håber du vil følge med herinde fremover. Tænker vi kan få nogle gode dialoger om emnet 😉

  10. Skriv til din andelsforening/vicevært eller skriv det i opgaven om I ikke skal have mulgihed for affaldssortering. Vi har mange mulogheder for at sortere i vores gård, det er så dejligt. Og ang. kompost, så kan jeg anbefalde en bykompost i plasticbøtte under vasken 🙂

    • Camilla Reply

      Hej Nikoline, ja det vil jeg gøre. Vi har snart møde i foreningen, og der må jeg have det med. Har kraftigt overvejet sådan en bykompost. Har du én? Vi har mikroskopisk plads i lejligheden, men tænker der må være en løsning!

  11. Hurra! Er helt enig! Vi har skåret ned på plastic fantastik i lang tid, både ved poser og andre ting. Vi har længe kun anvendt glasbøtter, i stedet for plasticbøtterne. Det gør faktisk, at man udover ikke at indtage så meget kemi, helt generelt sparer en masse plastic væk. Vi har også i 2+ år helt levet uden sølvpapir/folie, og det er faktisk super nemt, når man lige lærte at begå sig uden. fx har vi ingen skåle, gryder eller pander der ikke er låg til OG bagekartoflerne klarer sig fint i ovnen uden et lag sølvpapir omkring(som jeg er opvokset med at pakke dem ind i).

    Ha en dejlig plastic fri dag!

    • Camilla Reply

      Hej Camilla, super fedt at høre. Jeg skal arbejde på det med bøtterne. Har tonsvis af dem, men har mistet lågen til ca. halvdelen. Jeg er stoppet med at købe staniol, men har stadig husholdningsfilm. Kunne være ret sejt lige at gå 100% over til bøtter i stedet. Tak for inspirationen og rigtig god dag til dig også!;)

Write A Comment