Farverig salat hos Souls i København med sød kartoffel, kål, syltede løg.

Fra den måske største beslutning i mit karriereliv nogensinde til salater i København. Og hvor man finder den gode af slagsen! 😉

Den største misforståelse når der kommer til salater er, som jeg oplever det, at de ikke mætter nok og er kedelige. Og egentlig forstår jeg godt, hvorfor mange kan have det sådan, for hold nu kameler, hvor findes der mange dårlige salater i verden. Vi har alle været der, ik? Iceberg, tomater og agurker og måske lidt dressing på en god dag. Den kombination burde simplethen forbydes og ikke engang serveres for hverken marsvin eller kaniner!

MEN på de her steder serveres der salat, der rykker og både er mættende, velsmagende og til at betale!

California Kitchen på Nørrebrogade

10 lækre mættende salater i København

Souls
Melchiors Plads 3

2100 København

Jeg tør simpelthen hverken at sige eller tænke højt, HVOR mange gange jeg har fået en sweet potato-salat med edamame bønner, quinoa og karrydressing på Souls. Den skuffer bare aldrig. Husk at bestille med glutenfrit brød (som bare smager bedre) og med BBQ champignoner ved siden af.

Café Feel Good
Nørre Farimagsgade 55

1364 København

Fantastisk gode veganske / vegetariske salater, og mulighed for kød i tilkøb. Jeg har prøvet nærmest alle salaterne på kortet. De både smager af meget og fylder godt. Søde kartofler/granatæble/balsamico og græskar/grønkål/kikærter er bare fantastisk – og græskarvarianten når sæsonen er der til det.  Perfekt placering lige over for Torvehallerne, men lokalt og skjult. Prøv en af deres hjemmelavede kager til dessert!

California Kitchen
Nørrebrogade 12

2200 København

Egentlig er “bowls” jo blot navnet for en salat i version 2.0-udgave (man kunne nemt kalde salaten på Souls for en bowl også). En salat som en salat skal være, hvor alt ikke nødvendigvis er råt, men bagt, stegt, krydret på bedste vis. Herinde får du virkelig value for money lige ved Dronning Louises Bro. Jeg har prøvet næsten alle varianter, men min favorit er og bliver den klassiske “Super Bowl” med bl.a sød kartoffel, quinoa, avokado og den her fantastiske skriggule gurkemejedressing.

Sonny
Rådhusstræde 5
1466 København

Indre bys nye Sonny-darling vil meget, at københavnerne kender til deres salater, som de laver frisk hver dag i forskellige varianter, og som smager rigtig dejligt. Jeg fik sidst en skøn blanding af bl.a. quinoa, avoakado, gedeost, rødkål, krydderurter og det her lækre kernebrød til, som gjorde den lille sult der var tilbage i maven 100% skakmat

Hope Bar
Larsbjørnsstræde 7
1454 København K

Noget af det jeg holder allermest af ved Hope Bar er, at du aldrig ved, hvad der er på dagens menu. Drengene herinde er meget kreative og ikke bange for at prøve noget nyt, som du ikke får andre steder i byen. Og de slipper altid godt afsted med det. Deres salater har altid været perfekt afstemt, når jeg har været forbi. Fyldt med smag og grønne, råvarer i sæson. Det er meget unikt!! Placeringen (indre by hvor det ellers kan være svært at finde noget godt) er heller ikke sådan lige at kimse af!

Wedofood 

Bland-selv på Wedofood er altid et hit for salater i København. Det gode ved WDF er især, at alt det man vælger, røres sammen i en seperat skål – så det der med at nå ned til bunden, og så er der kun kedelige salatblade tilbage? Ikke herinde! Jeg er vild med kål, edamame, broccoli, syltede løg, aubergine og lidt crunch sammen med den franske dressing eller goma. NB. der er ikke siddepladser, hvis du besøger den på Østerbro

District Tonkin
Mikkel Bryggers Gade 2 + Dronningens Tværgade 12

Det ærgrer mig lidt at skulle skrive det, men den veganske salat på District Tonkin er i mine øjne ikke ligeså god som dem med kød. Eller de mætter i hvert fald ikke lige så meget. Til gengæld er de “kødfulde” ekstremt lækre. Perfekt tilberedte nudler, lækker sødlig fiskesauce (kaldet Tonkin), frisk gulerod, agurk, bønnespirer, forårsløg, porre og toppet med chili, koriander, mynte, shiso og en lille håndfuld peanuts. Lykke! Jeg håber de arbejder på den veganske/vegetariske fremover. Virkelig hyggeligt sted – også den nyeste på Rådhusstræde. Her kan man hænge ud i timevis!

Smag
Fælledvej 25 + Torvehallerne + Nordre Frihavnsgade 13 A

Jeg kan slet ikke tælle på hænderne af en hel børnehave, hvor mange gange jeg har været på Smag. Den ligger meget tæt på, hvor jeg bor, og hver gang jeg ikke har gidet lave mad, har været i tidsnød, haft impulsive gæster eller har behøvet tilbehør til grillaftener er turen gået til smag. Altid 4 salater, altid dem med quinoa, og rodfrugter skåret i ministykker, altid sød kartoffel-puré x 2 som topping.

Flax & Beets (tidligere kaldet Toldbodens Juice & Grønt)
Toldbodgade 14, 1253 København K

Lille sted med stort udvalg lige ved Nyhavn. Sidst jeg var forbi blev det til en blanding af broccoli/radiser, blomkål/spinat, quinoa og kikærte/rødkål. Toppet med en avokadohummus, laks og den her lækre dressing af æble og mynte – og søreme om der ikke til sidst kom både kerner og nødder på toppen. Hurra! Lækkert, frisk og tilpas mættende!

Palæo
Torvehallerne + Pilestræde 32 + Falkoner Allé 21 + Waterfront

Meget kan man sige om Palæo. Det var meget hipt engang med den livsstil, og selvom jeg er gået meget væk fra det store kødfokus, så forstår Palæo sig på rigtig mad, og de laver faktisk en helt vildt god vegetarisk (ja faktisk vegansk) salat med masser af pesto, kerner og nødder, som jeg efterhånden har fået en del gange og altid bliver rigtig mæt af!

Læs også: Salat “bowls” hos California Kitchen på Nørrebrogade.

Salat hos PALÆO, København med pesto. Vegansk med nødder og bær. Frisk juice. Salater i København

2 Comments

  1. Smag er bare altid et hit! Jeg savner bare tiden hvor de udskiftede salaterne lidt oftere. Men smag er nu bare altid et hit og der er altid lige en i nærheden hvis man bliver sulten 😉

    Jeg har prrøvet de fleste på listen, meeen der er stadig et par stykker jeg har tilgode, bla. Café Feel Good og Sonny – det må der snart laves om på!
    2 up comming frokost møder måske? 😉

  2. Camilla Reply

    Ja, det har du ret i. Det er altså ikke så meget, de laver om på udvalget. Til gengæld er det alligevel bare et hit – og i den grad value for money, synes jeg! Og ja, det er en aftale. Tror vi skal tage på Feel Good til frokostmøde meget snart. Det er lige et sted for dig også ;o)

Write A Comment