Så jeg instagrammer kun fordi maden er pæn? Hmmmm…

Som jeg vist tidligere har nævnt herinde, abonnerer jeg på onlinemediet Zetland, hvor jeg for en fast pris hver måned får leveret de vigtigste nyheder i min indbakke. Jeg er meget tilfreds med det abonnement og synes artiklerne er overskuelige, godt skrevet og belyser nogle anderledes emner eller vinkler på forskellige nyheder og tendenser.

I fredags læste jeg dog denne artikel;  Hvorfor er mad i skåle nu smart? Fordi det handler om alt andet end at spise det”, og sad tilbage lettere irriteret. Den klassiske følelse jeg får, når jeg føler, at noget er uretfærdigt – eller bare ikke er godt nok. 

Er det “Se mig-kulturen”s skyld?

Fra start kan man i artiklen fornemme – eller jeg kan i hvert fald –  afstandtagen fra det at tage billeder af mad og dele på sociale medier. Samt den måde, vi iscenesætter vores liv på. Herefter fortsætter det ud af et spor, som jeg faktisk vil kalde overfortolkning af årets store madtrend “bowls” (hvilket jeg også har skrevet om her). Lige fra Romerriget til Middelalderen og Renæssancen, og SÅ kommer den store knockout med den definitive konklusion om, at man faktisk ikke engang laver bowls, fordi de smager godt:

“Det er nærliggende at tænke, at det er typisk for nutidens hypervisuelle se-mig-kultur, hvor eksponering og overflade trumfer indhold og substans: at vi går bananas over en madtrend, der ikke handler så meget om smag som om, hvor flot den tager sig ud for andres blik – og hvordan den iscenesætter os i et flatterende lys.”

Sunde salater, glutenfri skåle også kaldet bowls som årets madtrend 2017

Hvorfor spørger man ikke en instagrammer selv?

Jeg sidder tilbage med et rungende spørgsmål, som jeg ville ønske at nogen havde spurgt journalisten om, eller hun måske selv burde have nævnt; Har hun overhovedet smagt en bowl? Og forstår hun egentlig hvad det præcist er, konceptet handler om? Hvorfor spørger man ikke en af dem(os), der tager så mange billeder af de her skåle, hvad det er en bowl kan – i stedet for at konkludere, at vi/de bare tager billedet, fordi det er så pænt?

Altså, jeg ville med glæde stille op til interview! 😉 

For mig er det nemlig alt andet end “mad man spiser i en dyb skål med en ske”, og jeg er sikker på, at mange der laver bowls har det på samme måde. Det er nemlig en ny måde at spise mad på. Det er grøntsager og frugt sat sammen på nye måder. Det er bagte grøntsager, dressinger, og ingredienser, man ikke tilfældigvis sætter sammen i en almindelig salat. Laver man den salte variant, bliver hele sammensætningen nemlig mere snasket. Fordi man netop serverer det i en bowl i stedet for en almindelig middagstallerken. I den søde boldgade har vi smoothie bowls, som jo faktisk er grøntsager og frugt der mikses sammen. Og herefter kan bruges som bund til müsli, frugt og nødder i stedet for den klassiske yoghurt.

Det er HER nyheden ligger. Det er ikke i skålen!

I øvrigt synes jeg også, det er ærgerligt at en madtrend (eller for mig; en ny måde at spise mad på) skal hænges ud på den måde. For faktisk  handler det jo også om at spise mere vegetarisk og sundt, stoppe madspild og generelt gøre noget godt for klimaet. Men det er så en hel anden historie!

Overfladisk at skabe et kunstnerisk univers som instagrammer?

Og hvorfor går jeg så sådan i selvsving over sådan en artikel om bowls? Fordi jeg indimellem bliver lidt træt af debatten om Instagram-billeder som overfladiske og uægte. Hvad med at se det som et kunstnerisk univers? Og derudover; hvorfor er instagrammere, bloggere osv. dem, man taler om. I stedet for at inddrage dem/os i debatten?

Ja, ja indimellem er vi måske lidt af en kliché, når man kigger på hele gruppen udefra. Men personligt ser jeg mig selv som alt andet end overfladisk. Jeg har meget på hjerte og deler billeder og tekst for at inspirere andre og gøre en forskel / slå et slag for sundhed og bæredygtighed. Jeg  spiser personligt alt mad, som jeg lægger op, og når det kommer til bowls, havde jeg eksempelvis flere måneder hvor jeg lavede bowls til aftensmad hver aften. Fordi jeg ikke kunne få nok. Så kun for billedernes skyld? Nok ikke.

Er jeg perfekt, fordi jeg elsker æstetiske ting og at dele dem med andre? Er en maler perfekt fordi han/hun viser sin imponerende kreativitet frem på et lærred eller en sanger synger helt forrygende i sit nyeste hit? Langt fra. Jeg kunne selvfølgelig godt dele billeder af mine rodede skuffer, men når de ikke sådan helt inspirerer mig, hvordan skulle de så inspirere andre? Og ville det ikke netop være uægte at dele noget, som man egentlig ikke selv synes er ret fedt? I øvrigt delte jeg i går et billede af mit rod, hvilket gav en masse unfollowers og 1/3 af de likes og engagement, jeg normalt får. Så det er heller ikke nødvendigvis det, folk er gearet til, når de tuner ind på netop det medie.

Jeg holder vanvittigt meget af Instagram som et dejligt positivt univers med en masse passionerede mennesker, der hver dag deler deres kreative påfund og inspireres på tværs. Når bare det forstætter med at være sådan, så er andre selvfølgelig mere end velkomne til at (over)fortolke videre på sidelinjen.

Og hey, jeg har en idé. Skal vi ikke lige lave en bowl? 🙂

Du finder dem her: 3 opskrifter på salat bowls

Eller hvis du mere er til den søde variant; Opskrift på 5 sunde smoothie bowls

Regnbue Bowl med gulerødder, majs, sorte bønner, kål, basilikum, avokado og lime

6 Comments

  1. Hej Camilla,

    Det er mig der har skrevet artiklen. Jeg er glad for at du læser Zetland, og selvfølgelig ked af at du føler at vi ikke har gjort arbejdet grundigt nok denne gang. Jeg tænker, jeg har forstået konceptet med bowls som sådan, og det jeg har skrevet om er hvad jeg ser i det som et kultureltfænomen. Men der er helt sikkert aspekter, som jeg ikke har fået med, eller som jeg og andre kunne have glæde af at betragte ud fra et andet synspunkt. Har du – som Zetland-medlem – ikke lyst til at bidrage med dine kommentarer inde på artiklen? Vores kommentarfelt er lavet til at fungere som netop en udvidelse af artiklen, hvor vores medlemmer lægger nye perspektiver til med den viden, de hver især har. Jeg håber på at høre fra dig på Zetland.dk.
    Mange hilsner Marie Carsten Pedersen, Zetland

    • Camilla Reply

      Hej Marie, og mange tak for din kommentar. Det er super sejt, at du har sporet dig frem til indlægget. Og fair nok, jeg kunne også sagtens gennemskue hvilken vinkel du havde valgt. Synes dog det kan være forkert blot at se det ud fra den vinkel – især når der er nogle aspekter der efter min mening er misforstået. Men tak for opfordringen, det skal jeg helt sikkert overveje 😉

  2. Folk der ikke har sat sig ind i hele konceptet skal stoppe med at udtale sig om det – jeg bliver også bare SÅ træt og irriteret over at blive sat i bås som overfladisk og iscenesættende.
    Jeg er vild med dit brøl Camilla!

    • Camilla Reply

      Tak Maria. Du må om nogen også opleve lignende dagligt. Det er simpelthen så trættende og forkert! Men godt at høre. Jeg fortsætter gerne “kampen” 😉

  3. Sindssygt interessant og meget relevant perspektiv på en debat om sociale medier, der hurtigt bliver meget polariseret fremfor at indbyde til forståelse og udvidelse af synspunkter 🙂 Det behøver nemlig ikke være overfladisk, selvom det kan være det (og det kan der vel egentlig også være plads til?)

    • Camilla Reply

      Mange tak, Anna. Og ja det er bare helt vildt. Jeg kan mærke, at jeg begynder at blive træt af det nu. Af den der sort/hvide-tilgang og manglende forståelse. Jeg forstår, hvorfor det er en nem måde at se og opfatte det på, men det er bare så fordømmende. Hvordan oplevede du det egentlig da du boede i USA? Jeg tænker nemlig indimellem, at det også kan hænge sammen med vores gode gamle jantelov..

Reply To Marie Carsten Pedersen Cancel Reply