Avokado-hype 2.0. Den er vi altså nået når en café i København vælger at specialisere sig i avokadomadder! The Union Kitchen Annex er ikke ude på dybt vand her, for storebroren i Store Strandstræde har i lang tid sørget for lange blikke, når blommen i det pocherede æg vælter ud over den grønne mad. Og nu går man altså all in med lillebroren Annex og hele 6(!) varianter af den grønne snack, som hele verden hungrer efter, og som f.eks. snart er udsolgt i Chile, eller i hvert fald stjæler al vandet dernede. Personligt sørger jeg altid for at købe avokado fra Spanien, så er transporten lidt kortere. Hvad de har ude på cafeerne, ved jeg dog sjældent.

NÅ men i denne uge var jeg forbi og teste denne nye avokado-makker med 5 tidligere Yelp-favorit-snack-partners-in-crime, og den fik ikke for lidt af hverken billeder eller madglæde. Her lidt bedømmelser på hygge eller hype-barometret:

Indretning på The Union Kitchen Annex café i København. Plante, skilt og kaffebar

The Union Kitchen Annex – hygge eller hype?

Indretning/stemning:  ⭐️⭐️⭐️⭐️

Et lille hyggeligt sted, som er meget stilet. Jeg er vild med indgangen og den flotte kaffemaskine. Det er en hipster-café, når den er bedst 😉 Og så i indre København! Det havde dog været lækkert, hvis der var mere plads. Bordene sidder fast og er mest egnet til “to og to”, hvilket gør besøg i større selskaber lidt udfordrende.

Mad og priser: ⭐️⭐️

Vi var egentlig forholdsvis beskedne og bestilte en enkelt avokadomad hver. Til en pris på 85-95 kr. stykket, flotter man sig altså næsten ikke lige med to på en tirsdag. Jeg havde dog en forventning om, at sådan en mad ville mætte ordentligt og valgte den spændende variant med stenbidderrogn. (Ja, simpelthen!) Ikke en mad som den, jeg kan lave hjemme. De andre i selskabet valgte flere af de andre spændende varianter; rødbedehummus, gedeost og mozzarella (den største af dem alle). Rugbrødet så helt utroligt godt ud (man kan også vælge surdejsbrød), og mit mundvand løb, da jeg så de første tallerkner lande på bordene. Til sidst kom min også, og jeg syntes umiddelbart ikke den var så prangende og indbydende som de andres. Det må være stenbidderrognen, der skulle bære den hjem. En god mad, men ikke med skyhøj wow-effekt. Eller i hvert fald ikke helt value for money.

Egnet til møder og arbejde?: ⭐️⭐️

Nej, ikke sådan rigtigt. Det her er mere stedet, man lige tager forbi til en hurtig frokost eller kaffe, og så tager videre. Det er som sagt lidt mørkt herinde. Og småt.

Service: ⭐️⭐️⭐️⭐️

 Jeg var meget overrasket over den fine service herinde. Måske fordi jeg ikke altid har været helt begejstret for den på storebroren “The Union Kitchen”, som jeg faktisk ville besøge oftere, hvis jeg følte mig mere velkommen. Manden der betjente os var super sød, tålmodig og smilende. Det var virkelig optur!

Hygge eller hype?

Altså både og! Hygge fordi stedet virkelig er hyggeligt, men også lidt hype fordi det altså er og bliver meget at give 85-95 kr. for en avokadomad. Især hvis man ikke er helt mæt bagefter. Jeg skal forbi igen og teste en anden variant og deres kaffe – helt sikkert. Og måske også deres æg og brød.  Men der skulle nok være lidt mere plads, både i cafeen og på menukortet ( f.eks. en lækker salat eller varm ret), hvis stedet skulle have stamcafé-potentiale. Men sjov idé, dejligt grønt – og oplagt at snuppe en pause her i forårssolen.

Samlet score: ⭐️⭐️⭐️

The Union Kitchen Annex
Grønnegade 37, København K

Læs også: Hygge eller hype? Ny café Sonny i indre by

Fire forskellige avokadomadder; gedeost, mozzarella, Rødbedehummus, stenbidderogn

Author

Write A Comment