Marokko er bare den bedste rejsedestination om vinteren! Og for en uge siden kom jeg hjem fra mit tredje besøg i landet. (Læs om mine tidligere i Marrakech her og Agadir her. ) Jeg tænkte derfor, det er på tide med sådan en lidt mere generel guide til landet. Hvad man skal f.eks. pakke, hvor skal man bo og ikke mindst; hvad skal man sørge for at prøve og købe med hjem, når man er i landet.

Det skal du shoppe og spise i Marokko. Arganolie, krydderier mm.

Hvordan skal man bo?

Skal du reje på mest autentisk vis, skal du klart booke dig ind i en riad i Marrakech og bo med de lokale. Når det så er sagt, vil jeg faktisk gerne slå et slag for all inclusive-hotellerne i landet. Simpelthen! Jeg har personligt ikke boet på så lækre all inclusive hoteller, som i Marokko, hvor jeg har boet på Agadir Beach Club, Kenzi Club Agdal Medina og Iberostar Founty Beach Hotel. Rummene har altid været skønne (og med god udsigt), personalet helt fantastisk venligt, faciliteterne i top med fx. yoga, tennis og lækre opvarmede pools, og maden er faktisk virkelig god. Med masser af lokale grøntsager, tilberedt på alverdens måder og lokale friskfangede fisk. Æg, pandekager  bliver lavet frisk hver morgen, appelsinjuicen friskpresset og sidst vi var afsted, var der luksusting som avokado på menuen. Det har jeg ikke set før i nogen hotelbuffet. OG hvis du skal bo på hotel; tjek så lige at du kan nyde morgenmaden udenfor i solen. Det er guld vejr på en Marokko-tur, og det nød vi virkelig godt af på Agadir Beach Club og Kenzi Club Agdal Medina (Marrakech). Maden var til gengæld bedst på Iberostar. Alle gange vi har været afsted har vi rejst med Yaneeda. com (ikke sponsoreret).

Naturoplevelser i Marokko

Keramik i Marokko. Det skal du gå efter

Skal man tage til Agadir eller Marrakech?

Havde du spurgt mig i januar om mit yndlingssted i Marokko, havde jeg fluks sagt Marrakech uden at blinke med øjnene. Den by er simpelthen så unik, smuk, kontrast- og kaos-agtig, og jeg var lidt træt af, at det ikke lykkedes mig at få familien med til storbylarmen denne gang, men i stedet snuppede blå, idylliske Agadir. Men nu hvor vi netop har været afsted, må jeg sige at Agadir igen har charmeret mig godt og grundigt. Det fantastiske ved det sted er, at det er SÅ tæt på vandet, man bor. Denne gang boede vi på Iberostar og havde stranden som baghave. Virkelig lækkert. Fineste aftenture langs strandpromenaden og faktisk ikke særlig turistet på trods af at det er badebyEN.  Derudover var vi denne gang også afsted for at prøve at surfe, og der er det jo bare endnu bedre at være i Agadir, hvor undervisning, som varer to timer og ofte mere koster 200 dirham (ca. 20 euros) og surfing på egen hånd er endnu billigere. (spørg surferne som befinder sig lige ud for Iberostar-hotellet – de er helt fantastisk og lever virkelig det frie liv på stranden.
Marrakech er jeg bestemt heller ikke færdig med. Det er et væld af madkurser at prøve, tagrestauranter at besøge, og så er der i mine øjne noget magisk og sjældent set autentisk over byen, som slet ikke kan forklares.

Guide til Marrakech

Både pool og strand i Agadir

Hvordan skal man pakke kufferten?

Egentlig burde jeg slet ikke udtale mig om det her, da jeg er verdens dårligste til at pakke kuffert. Ja, så er det sagt. Jeg er så meget et her og nu-menneske når det kommer til påklædning, og jeg synes altid jeg kommer afsted med det forkerte. MEN når det så er sagt, så ved jeg nu 100% hvilke fejl jeg har lavet i forhold til Marokko og dem, kommer jeg ikke til at lave igen. Husk derfor:

  • VARME trøjer. Gerne både cardigans og nogle gode sweatere (jeg var afsted i februar). Der er koldt om aftenen – helt ned til under 10 grader – og det kan altså resultere i en god forkølelse ikke at tage højde for det enorme vejreskift. Rejs også gerne i din vinterjakke. Så har du altid den. Her kan du se en samlet oversigt over vejret i Marokko året rundt.
  • Nattøj. Lige så kan det blive koldt om natten. Flere hoteller, bl.a. Iberostar har dog rigtige dyner og ikke bare tæpper.
  • Håndsprit. Det gælder jo til de fleste rejser, men alligevel glemmer jeg det indimellem. Livsnødvendigt til markedturene, hvis du som jeg skal smage på lidt af hvert og røre ved penge samtidig.
  • Alt det klassiske: badetøj, solbriller, solhat, solcreme, bøger. Badehåndklæde kan lejes på hotellet.
  • Lidt euros til veksling på hotellet – og ellers kommer du også langt med VISA.
  • En god guide, f.eks. Lonely Planet.

Marokkanske pandekager. Msemen. Det skal du spise i Marokko.

Marokkanske produkter og specialiteter?

Denne her gang hvor vi var afsted gik jeg virkelig all in på at finde ud af, hvilke lokale råvarer der var de mest friske og i sæson. Allerede på turen til hotellet havde jeg en lang samtale med chaufføren på fransk om landbruget og årstiden, og han fortalte om de grøntsager som de har virkelig mange af i øjeblikket (januar/februar); Squash, aubergine, kål og rodfrugter. Frugter; Appelsiner og til dels jordbær. Og masser af fisk! Jeg blev pludselig meget, meget sulten og glædede mig til at spise squash og aubergine i store mængder, med den viden om at det samtidig var både i sæson og lokalt. Derudover må man bare prøve;

  • Alverdens former for tagine – egentlig navnet på lerfadet som bruges til at lave de her fantastiske krydrede simreretter.
  • Deres virkelig lækre lokale pandekager, som du også ser på billedet; msemen.
  • Marokkansk honning. Evt. ovenpå pandekagen.
  • Amlou smørrepålæg som også kaldes “marokkansk nutella”. Det smager dog ikke af chokolade, men nærmere af mandelsmør, og det er da også en blanding af mandelsmør, arganolie og honning.
  • Arganolie (mere om det længere nede).
  • Myntete. Som serveres med tonsvis af sukker. Kaffen er ikke noget at skrive hjem om, så hvis du skal prøve en detox og sværge til te, så gør det i Marokko.

Hvilke ting skal man købe med hjem som souvenir?

Der er selvfølgelig masser af ting og sager at boltre sig i, ikke mindst i “El Souk” (markedet) både i Marrakech og Agadir. Her er de ting jeg især er vild med og synes kan betale sig at have med hjem;

Keramik 
Marokko er kendt for deres fantastisk smukke og meget fotogene keramik, og efterhånden har jeg købt virkelig meget af slagsen; lige fra små skåle, store skåle og marokkanske fliser. Keramikken bliver fremstillet i selve landet fandt jeg ud af på den seneste tur (jeg var lidt bange for, at det var en Østen-produktion), og ift. fliserne findes der en hel gade, hvor man kan købe i alverdens design og prislejer, men vær opmærksom på, at du kun kan købe en meter ad gangen. Skal du kun bruge et par stykker kan de findes på markederne i både Marrakech og Agadir, men her finder du ikke de smukkeste af slagsen. Ift. priser så kan du få priserne på keramik rigtig langt ned, fx. en lille skål til 20-30 kr. og en stor til 60-70 kr., men tænk også på hvad du synes er fair at betale. Marokko er et meget fattigt land, så helt snydt føler du dig måske ikke ved at tænke på at du har bidraget lidt til de handlende og får noget smukt til gengæld, som kan klare opvasker og alverdens. Sørg dog for at pakke det rigtig godt ind på hjemrejsen.

Krydderier
Det er meget populært at købe krydderier, især safran, med hjem fra Marokko. Det er billigere og dejligt lokalt, men husk at sørge for at vælge en god kvalitet. Sidste år købte vi både kanel, koriander, paprika, spidskommen og safran fra en god markedstand i Marrakech efter et madkursus, og dem har vi været glad for. Den lå tæt på Kosybar på Place des Ferblantiers. Hvis du skal have virkelig god safran, kan det igen anbefales at henvende sig til en af de certificerede butikker. Det rigtig gode af slagsen koster ca. 3 gange så meget som det du får tilbudt i souken.

(Tørrede) frugter og nødder
Denne her gang gik jeg meget op i at få nogle lækre lokale råvarer med hjem til den københavnske madlavning, og jeg blev ret vild med høsten; de lækreste dadler og rosiner fra markedet. 500 gram for 30 dirham (ca. 25 DKK). Derudover kan jeg anbefale kaktusfrugter (figue de Barbarie Rouge), som er helt lilla/mørkerøde og har nogle lidt hårde kugler indeni, som også kan spises. Måske lidt mere sjove end de er sådan virkelig smagfulde. Og flotte er de også. Meget gode at have med hjem som en lidt anderledes souvenir.

Amlou: Igen her varierer kvaliteten virkelig meget. Det man smager på markedet synes jeg ikke om, men ude i de certificerede butikker er det virkelig godt (men dyrt!) Til gengæld kan du på markedet få fingrene i mandelsmør meget billigt. Jeg købte ved indgang 5 (“Khalid Errami”) to kæmpestore bøtter for kun 100 dirham (ca. 75 kroner), og den pris kan vi jo slet ikke nå herhjemme.

Og så er der selvfølgelig arganolie. Mere om den nedenfor.

Køb krydderier i Agadir

Hvor skal man købe arganolie i Marokko?

Arganolie får sit eget punkt her i guiden, da det virkelig er Marokkos store bermuda-trekant-lignende projekt. Olien er blevet hele verdens vidundermiddel, som eftersigende kan helbrede alt fra psoriasis og acne til solskoldning og rynker. Selv har jeg brugt olien, bl.a. som øjencreme, siden første besøg i 2014 og synes klart den kan noget. Den kan også købes som madolie, som mest minder om sesamolie i smagen. De fleste træer vokser omkring byen Essaouira, som ligger ude ved kysten og lidt over to timer fra Agadir, hvor markederne virkelig bugner af arganolie – eller det der ligner. Første år jeg var afsted, købte vi en lille flaske i et showroom og da vi var i Marrakech rådede en lokal fransk guide os til at købe det på markedet. Denne gang gik jeg virkelig i research-mood og fandt frem til, at det kan betale sig at betale mere for den gyldne olie og købe den i en certificeret butik, frem for på markederne, som fortynder olien eller sælger noget andet, som ikke er den ægte vare. Vi fandt en butik ved Argan Palace, som er et meget populært spa-sted, som havde et økologisk certifikat, og hvor olien kostede næsten det dobbelte af den markedsolien.. Det virkede vitterligt til at være den ægte vare, og deres produkter smagte helt anderledes (bedre) end i souken.

Der findes også kvinde-cooperativer, bl.a. Cooperative Tighanimine, som betegnes som et 100% bæredygtigt cooperativ. Vi skulle have besøgt det om fredagen, men en surfskade kom i vejen. Det er noget, jeg virkelig gerne vil udforske næste gang. Min surflærer fortalte mig at skal man købe arganolien det helt rigtige sted, skal man tage op i bjergene, og det er et sted, hvor kun de lokale kommer, og hvor man ikke umiddelbart kan tage hen som turist.

Mysteriet omkring arganolie stopper ikke for mit vedkommende, men én ting er sikkert – og noget de fleste lokale bekræftede mig i; det du finder på markedet er ikke den ægte vare og f.eks. ofte fortyndet med vand.

Sol og strand. Solnedgang i Agadir.

Hvad skal man opleve?

  • MADKURSUS. Det er et must! På landet eller midt i byen i Marrakech inklusiv markedstur.
  • En tur i bjergene, evt. kombineret med besøg i berber-landsby
  • Besøg hos bæredygtigt kvinde-cooperativ, f.eks. Cooperative Tighanimine
  • Markedet i Marrakech (enormt!) eller/og Agadir
  • Solnedgangen i Agadir eller en af de andre kystbyer
  • Sightseeing i Marrakech. Husk tagterrasserne og besøg i en riad
  • De her svævebaner ved Souss Park Tree Adventure
  • En tur i ørkenen over flere dage hvis tiden er til det. Evt. på buggy/quad.

Næste gang kunne jeg vildt godt tænke mig at tage på surf- og yogatur. Evt. i byen Taghazout hvor der er yoga og surfundervisning hele dagen samt lækkert vegetarisk mad, drikke og snacks. Jeg forestiller mig de lækreste pandekager med frisk frugt, nødder og friskpressede juices til morgenmad og yoga i solopgang- og nedgang. Aaaah!

Indeholder affiliatelink

Morgenmad i Marokko. Det spiser manHer skal du surfe i Marokko

Author

Write A Comment