Er du a-menneske? Eller bare vild med morgenmøder med forretningsforbindelser eller gode venner/familie? Selv synes jeg at det der med at mødes tidligt giver en god start på dagen og energi til at få det bedste ud af timerne efterfølgende.

Jeg ved ikke, om det er noget, der kommer med alderen, men jeg bliver mere og mere glad for at starte dagen kl. 7. eller 7.30 på en café i godt selskab. Måske er det bare fordi jeg elsker morgenmad. En god café. Og kaffe?

Men der ER faktisk ikke så mange steder i byen, hvor man kan få kaffe og lækkert (sundt og ) morgenmad så tidligt på dagen, så derfor tænkte jeg at jeg ville lave en guide. Kunne måske også være anvendelig for dig, der ikke bor i byen men indimellem er forbi til møder på café? Så her er den.

Mine favoritsteder i København som åbner INDEN kl. 8:

Bowl Market på Vesterbro. Grød og smoothie bowl med topping samt Cereal magasin

 

5 x café til morgenmøde og earlybirds!

VESTERBRO

The Bowl Market
(åbner kl. 7.30 hver dag)

En af de nye spillere på markedet som virkelig kan anbefales. Her får man lækre skåle med grød og smoothie bowls, mange gange vegansk og altid vegetarisk. Jeg er vild med deres “chokolade” smoothie bowl med både dadler, nødder og peanutbutter. “THAT’S NUTS”, som den meget sigende hedder. Kaffen er god, der er kommet mange flere mælkealternativer til, og jeg er helt vild med beliggenheden, stemningen og indretningen. Det er sådan et sted, der får mig til at slappe af og giver mig en god motivation til arbejde ved laptop.

INDRE BY

Nimb Brasserie
Bernstorffsgade 5
(åbner kl. 7 hver dag)

Jamen Nimb. Næsten inde i Tivoli og alt muligt … der kan man vel ikke bare tage ind og få morgenmad? JO! Nimb er den morgenfriske type, som disker op med dels morgenbuffet og a la carte menu til gæster og udefrakommende. Og så ovenikøbet med tidlig glad morgensol, når sæsonen er til det. Men så er det vel helt vildt dyrt? Næh altså buffet er i den dyrere ende, men a la carte menuen helt anderledes prisleje. Sidst valgte vi alle Bircher müesli med æbler og nødder of fint pyntet med frysetørrede hindbær og skovsyre. Dertil en stor kande kaffe med mælk ved siden af og vi endte med at betale ca. 100 kr. pr. person. Fantastisk venlig service i øvrigt, og man går herfra med den dejligste feriefornemmelse i maven.

FREDERIKSBERG/VESTERBRO

Rist Kaffebar
Værnedamsvej 4 B
(åbner kl. 7.30 i hverdagen og kl. 9 i weekenden)

Rigtig fin kaffebar på Værnedamsvej hvor man får god kaffe og også finder anderledes ting på menukortet som matcha latte, flat white, frisk lemonade samt mandelmælk til kaffen (sådan en mandelfætter er jeg aldrig blevet sådan “retti” venner med, men måske er du?)…. Og den obligatoriske avokadomad naturligvis.
Jeg vil betegne Rist som en rigtig klassisk lokal kaffebar, hvor man lige kommer forbi og får tanket op, men dog ikke bliver hængende i flere timer. Derfor helt perfekt til et hyggeligt (tidligt) morgenmøde!

AMAGER

Kosta Kaffebar
Amagerbrogade 32
(åbner kl. 7.30 i hverdagen og hhv. 9 og 10 i weekenden)

Dejlig kaffe, dejlig sandwich, dejlig stemning, dejlige muligheder for at arbejde… bare ægte dejlighed over hele linjen! Og så har jeg jo kastet min kærlighed over stedet fordi de som nogle af de første begyndte at servere havremælk til kaffen. Generelt tager stedet virkelig højde for allergener, og så summer her godt. Det er et perfekt sted til både et formelt og uformelt morgenmøde.

LIDT OVER DET HELE:

GRØD
Torvehallerne, Jægersborggade, Falkonér Allé og Nordre Frihavnsgade
(åbner kl. 7.30 i hverdagen, 9 i weekenden)

Er og bliver det oplagte valg. Både når jeg mødes med min veninde Chalotte i Torvehallerne – og Nadia herude på Østerbro. Der er sådan en hyggelig stemning på GRØD om morgenen, og hvem tager ikke imod anledningen til at mæske sig i karamelsovs, æbler og ristede mandler på grøden fra tidlig morgenstund??

Af de mere kendte kæder “lidt over det hele” kan også nævnes Original CoffeeEmmerys og Shabaz (der engang var en del af Riccos), som er åbne over for alverdens allergener og har til både den søde og vegetariske/veganske tand samt den yderst morgensnask-sultne (det er vist mig!) I øvrigt har Social ved Søerne også været en stor morgenfavorit for mig, men de er gået i vinterhi til kl. 9 nu. Mon ikke de vågner op, når solen kommer tilbage? Krydse, krydse 😉

Flere tips eller spørgsmål? Hit med dem!

Husk at følge med på Facebook, hvor jeg løbende deler finurligheder om København og bæredygtighed, på Bloglovin’ og på Instagram: @copenhagenbyme, hvor jeg deler hverdagsøjeblikke flere gange dagligt!

kaffe citater

8 Comments

  1. Den her guide bliver lige gemt. Jeg troede man først kunne holde møder fra kl 08.30, men rart at vide hvor man kan være morgenfrisk. Tak

    • Camilla Reply

      Orv ja Johanne, så er det en verden der åbner sig for dig der 😉 Det er virkelig rart med de tidligere morgenmøder, så kan man lige nå alt muligt inden arbejdsdagen er i gang. Og mens København vågner langsomt.. såå rart!! Kh.

    • Camilla Reply

      Ej hvor FEDT Cecilie. Så tror jeg lige jeg vil ind og rette på det. Burde vi snart tage en morgenmad derinde?

    • Camilla Reply

      Velbekomme Stine. Og ja, er det ikke sådan det er? Sådan noget med at få mere ud af dagen og alt det der 😉

  2. Haha! Som inkarneret b-menneske synes jeg i bedste fald, det lyder helt vanvittigt at tage på café før frokost 😀 Men anbefalingerne er lækre alligevel. 🙂 Til gengæld vil jeg gerne se en liste over steder, hvor man fx kan spise morgenmadsanretninger dagen igennem (kender dog selv et par stykker). Og også meget gerne en liste med kaffe & mad-steder, som har åbent om aftenen efter 18-19-stykker. Det er drønirriterende, at så mange kaffebarer lukker tidligt.

    • Camilla Reply

      Hej Pernille. Og tusind tak for din kommentarer. Hehe, jeg er vild med det! En guide til b-mennesker måske? Det ville da være helt og aldeles på sin plads. Og det andet er også en mega god idé. Det lover jeg at kigge på! ;o) Kh. Camilla.

Write A Comment