Sukkerfri græskartærte

Græskartærte varer lige til jul, som man siger. Eller vent, det gør man jo egentlig ikke… græskar til efteråret, græskar til Halloween og græskar til thanksgiving, men til jul … Nej, vel?

Det må vi lave om på! For græskar er nemlig (stadig) i sæson hele december , og den her variant er af den ultimative sunde slags. Jeg elsker tærterne hos American Pie Company, men de kan være farlig hverdagskost i længden, og jeg har brug for et alternativ. Den her består af en bund uden hvedemel, men med quinoamel, mandler og boghvedemel, og af fyld som er lavet helt uden raffineret sukker. Gem 1/3 af dejen til at lave et tærte “net” på klassisk husmor-vis eller lav forskellige figurer af dejen. Jeg gjorde det første, og det blev lækkert og sprødt, men knap så pænt inden bagning, da dejen kan være lidt svær at arbejde med. Så jeg vil nok vælge den sidste løsning næste gang. Men ligegyldigt hvad; når tærten er færdigbagt, når musikken spiller, og der pyntes med lidt kokosfibermel, granatæbler og valnødder, gør den ligesom den fineste entré på kaffebordet. Og og og … herhjemme blev den godkendt af selveste min mormor!

Sukkerfri græskartærteSukkerfri græskartærte

Opskrift på sukkerfri og glutenfri græskartærte

Tærtedej:

75 g mandler
7-8 dadler
100 g boghvedemel
100 g quinoamel (alternativt; fuldkornsrismel eller almindelig mel)
1,5 dl kokosolie
1 æg

Fyld:

1 hokkaido græskar
10-15 dadler
2 æg
2 spsk kokosolie
2 spsk peanutbutter
2 tsk. mandelessens
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
1 tsk vanilje
2 tsk brunkagekrydderi, f.eks. fra Mill & Mortar

Topping:
Lidt valnødder/pekannødder, granatæble og evt. lidt kokosfibermel (til flormelis-look)

Start med at skære græskarret over på midten og fjern kernerne. Skær det i “både” på ca. 1 centimeters tykkelse, fordel på en bageplade og bag i ovnen ved 180 grader i en halv time eller til de er møre.
Blend mandler i en blender eller løghakker og tilsæt herefter dadler. Blend igen. Kom blandingen i en stor skål, tilsæt kokosolie, mel og æg og rør godt rundt. Ælt dejen med hænderne nede i skålen og sæt på køl i en halv times tid.  Lav nu fyldet; Mos de færdigbagte græskarbåde (minus skræl) sammen i en skål, så du får en fin græskarmos.  Når mosen er helt afkølet, blender du den sammen med de øvrige ingredienser til fyldet (husk at fjerne sten fra dadlerne;)) og smager til.

Smør en tærteform med kokosolie og fordel 2/3 af dejen helt op ad kanterne. Herefter hældes fyldes i, og det sidste 1/3 dej rulles ud med en kagerulle og skæres i lange striber som du fordeler som et net over tærten. Hvis den knækker over i processen, kan du evt. lægge lidt mindre stykker på ad gangen og samle dejen på selve tærten til sidst; alternativt kan du lave figurer med udstikkere; stjerner, hjerter mm. og putte ovenpå i stedet.

Bag ved 200 grader i 30 minutter eller til den er godt sprød i kanten. Drys med kokosfibermel og pynt med granatæble og nødder – og servér!

Se også: Opskrift på Sukkerfri hjemmelavet chokolade med knas

Græskartærte uden sukker

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Write A Comment