I dag skal det handle om kaffe – bæredygtig kaffe naturligvis! Dagens skribent er min gymnasiekammerat Asser, som står bag sitet Hipsterkaffe.dk. Det er faktisk lidt sjovt, for Asser var den første, jeg kendte på min egen alder, der sådan drak kaffe. Jeg kan huske, jeg tænkte i gymnasiet, at det var mærkeligt, og at jeg aldrig kom til at drikke kaffe som ham. (Hvor tog jeg dog fejl!)
Af samme grund kan jeg ikke komme i tanke om en bedre ekspert på området end netop Asser. Jeg har lært en masse om bæredygtig kaffe af ham – og håber I gør det samme via indlægget her.

Enjoy!:

Derfor er bæredygtig kaffe også den bedste kaffe!

De færreste forbrugere tænker over det. For kaffe er jo her, der og alle vegne.

Som pulver, i automater, på caféer og sågar som smag i din is. Men faktisk er kaffe et naturprodukt.

Den kaffe, du vælger at drikke, har en direkte effekt på naturen, og de mennesker som har været med til at dyrke den.

I virkeligheden er kaffe en sart, frugtbærende plante, der trives bedst på bjerge minimum 1000 meter over havets overflade. På engelsk kaldes kaffebærrene for ‘cherries’, og de ligner faktisk også kirsebær.

Når kaffeplanten er dyrket ordentligt, er det modne bær knaldrødt og smager lidt hen i retning af vandmelon. Det er stenen inden i, som vi renser for frugtkød, vasker, tørrer og rister. Hvis du spørger mig, er det naturens eget lille mirakel!

Bæredygtig kaffe - det skal du kigge efter når du køber kaffe

Billig kaffe er som regel dårlig kaffe

Men al kaffe er desværre ikke skabt lige. Kaffe smager bedst, når bærrene får lov til at udvikle sig langsomt hen over året og frem til høsten starter i oktober og november. Derfor har gode kaffefarme plantet skyggetræer, så kaffen ikke får direkte sol, men i stedet kan få lov at udvikle sig i sit eget naturlige tempo og trække næring fra et stærkt netværk af rødder. Typisk vil skyggen bestå af forskellige frugttræer, som igen vil tiltrække dyr og insekter. De sunde kaffefarme, der laver god kaffe, gør det altså i samspil med naturen.

For de store multinationale selskaber i kaffeindustrien handler det dog ikke om smag, men om at optimere den økonomiske side. Kaffebærrene skal udvikle sig så hurtigt som muligt, og det gør de bedst med direkte sol. I stedet for skygge og biodiversitet, får planterne direkte sol, masser af kunstig gødning samt kemikalier. Så bærer kaffen mest frugt og skadedyr holder sig væk.

Udover at man går på kompromis med smag, så har den tilgang desværre en anden slagside. I disse år bliver kaffe verden over angrebet af sygdommen bladrust, som er en slags pest. I Latinamerika har bladrust ødelagt op til 40 procent af den samlede produktion de seneste år. For ‘La Roya’ som sygdommen kaldes på de kanter, er det guf med lav biodiversitet og planter med udpinte rødder.

Kaffebønder må leve med sult

For kaffebønderne er dårlig kaffe også lig med et liv nær fattigdomsgrænsen. Der skal cirka 7-8 kilo kaffebær til et kilo eksporteret kaffe. Så kan du selv prøve at regne på, hvad bønderne får pr kilo bær, hvis du kan købe en pose til en tyver i Netto. Måske et par kroner, hvis de er heldige.

En undersøgelse fra Specialty Coffee Association of America viser, at mere end halvdelen af alle kaffebønder i Mellemamerika må leve med sult og mad-usikkerhed. Kaffebønder bliver kun betalt én gang om året, og da kaffepriserne svinger, kan det være svært at forudse, hvad indtjeningen bliver. Derfor risikerer bønderne sult i de sidste måneder inden høsten. ‘Los meses flacos’ eller ‘de tynde måneder’ kalder farmerne perioden, fordi de må leve af majs og andre billige afgrøder.

I Brasilien står det endnu værre til. Ifølge Danwatch-rapporten ‘Bitter kaffe’ bliver en del kaffe fra det sydamerikanske land dyrket under decideret slavelignende forhold. Denne uetiske kaffe er blandt andet endt i poser fra mærker som Peter Larsen Kaffe, Nespresso, BKI Nescafé, Gevalia, Senseo, Jacobs og Maxwell House.

Kaffe fra The Coffee Collective

Drik kaffe med god smag i munden

Det er blandt andet for at komme den slags forhold til livs, at danske The Coffee Collective valgt at arbejde med en særlig dansk version af Direct Trade.

Det positive ved Direct Trade for os forbrugere er, at risterierne forpligter sig til at betale minimum 25 procent over Fairtrade-taksten.

Fordi de handler direkte med bønderne, giver det dem mulighed for at indkøbe særligt god kaffe. Caféerne kan give bønderne direkte feedback og have indflydelse på forarbejdning og høst. Dermed forbedres kvaliteten år efter år. Landbruget foregår i pagt med naturen, og kaffen gror sig stærk og frodig.

De fattige farmere i Afrika og Latinamerika får samtidig en ordentlig betaling. De lever ikke som fyrster, selvom de bliver betalt flere hundrede procent over verdensmarkedsprisen, men de kan undgå sult og give deres børn en uddannelse.

Man skal altså ikke kun drikke bæredygtig kaffe, fordi den smager klart bedst, man skal også gøre det, fordi man kan have en god smag i munden samtidig.

Køb klogt

Hvilke konkrete råd har jeg, når du shopper kaffe? Direct Trade-kaffe i Danmark lever op til strenge krav og er samtidig af meget høj kvalitet. Desværre er det kun The Coffee Collective, La Cabra i Århus samt Dynamo Coffee i Herning, som er tilmeldt ordningen. Det næstbedste er at gå efter kaffe, der er Rainforest Alliance-, UTZ- og Fairtrade-certificeret.

UTZ betyder, at jordbruget er bæredygtigt, mens Rainforrest Alliance sikrer, at produktionen ikke ødelægger regnskoven.

En god tommelfingerregel er altid at gå efter såkaldt single origin-kaffe. Oplysninger om bønnesort, forarbejdning og ristedato er ligeledes tegn på velsmagende og bæredygtig kaffe.

Er kaffen derimod et blend eller er der tre-for-hundrede-tilbud? Så vil det ni ud af ti gange være et tegn på lav kvalitet i alle led – fra mark til kop.

Jeg håber du vil købe kaffe med både hjernen, hjertet og smagsløgene næste gang.

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Asser Bøggild Christensen fra sitet Hipsterkaffe. Asser er uddannet journalist og kaffe-ekspert. Han har blandt andet skrevet om kaffe for Politiken og verdens største kaffe-site Sprudge.

4 Comments

  1. Tak fordi du deler det her indlæg. Jeg har altid gået efter fair-trade kaffe, men vidste faktisk ikke at der fandtes noget “endnu” bedre. Det er jo skønt! Sidst jeg var forbi en coffee collective havde de desværre ikke soya mælk, men det kan være jeg skal prøve dem igen.
    Også meget konkrete tips til hvad man skal kigge efter i supermarkedet!

    • Camilla Reply

      Tak for din kommentar, Johanne. Super dejligt at “høre” fra dig herinde! Og nej jeg havde det på præcist samme måde. Tror nok lige jeg skal have alt endevendt næste gang, der skal shoppes kaffe. Og jeg kunne lige forestille mig af TCC ikke havde soyamælk. Hmmm, mon vi lærer at drikke den sort?! 😉 Kh C.

  2. Hej Camilla!
    Super interessant indlæg; jeg elsker selv god kaffe – nej, vent … jeg er afhængig af god kaffe, og tanken om, at kaffen er sået, høstet og farmet under ordentlige forhold – det giver, præcis som du skriver, en god smag i munden. Men så er det jo et paradoks, at selv den mest bæredygtige kaffe bliver skadelig for miljøet, når man siger ja tak til et papkrus, evt med mavebælte og plasticlåg. Det kan godt være, at papkruset ved første øjekast bare ligner genanvendeligt pap, men de fleste papkrus er coated med polyethylen. Et papkrus udleder cirka 0.11 kg CO2. Øv!
    For nu vil jeg sige skål i kaffe og lure lidt på Hipsterkaffe 🙂
    KH Gitte K

    • Camilla Reply

      Haha, ja man bliver altså afhængig af det “skidt”. Også derfor det er så svært ikke at blive fristet af 3 for 100 kr.-tilbuddet, når man har storforbrug! Men tusind tak for din kommentar – håber at kunne lave endnu flere af den her slags indlæg 😉 Kh C.

Write A Comment