CopenhagenByMe_1Indeholder reklameTorvehallerne gør mig glad. Glad for mad!

Her i nr. to udgave af “unikke madsteder i København” er Torvehallerne et sted, jeg ikke kan komme udenom! Hvor Nordre Frihavnsgade-området som nævnt i tidligere indlæg er lettere gemt på Østerbro, må man sige at mit valg af madsted #2 er noget mere åbenlyst. Der er vist ikke mange københavnere (hvis overhovedet nogen), der ikke kender det sted.

Jeg husker tydeligt, da hallerne kom til byen i 2011. I et godt stykke tid efter var mange københavnere skuffet over formatet, prisniveauet osv. Mange havde måske forestillet sig det her helt billige marked i byen. Men Torvehallerne har med årene vist, at de har deres helt eget særpræg. Livet i og omkring staderne er blevet så spraglet og sprudlende, og jeg må indrømme at jeg i dag – rent gastronomisk – slet ikke kunne forestille mig livet i København uden de mange stader og alt for lækre råvarer og færdigløsninger.

Jeg tilbringer meget tid her, og jeg slapper af. Blandt fisken der lugter, som fisk nu skal  (de store fiskefrikadeller fra Boutique Fisk må man aldrig misse), kager der bages med ømhed hos Café Rosa. (Der er bare ingen, der bager tunge bedstemorboller og -kager med kardemomme som her), frugt og grønt der skinner, tapas der nydes i baren, te der vejes hos Tante T, krydderier der importeres af bedste økologisk kvalitet fra Indien og stødes hos Asa, juice der presses og shakes hos Vita Boost, frisk basilikum fra kryddeributikken, klassisk dansk højbelagt smørrebrød fra Hallernes Smørrebrød, gourmetoste fra Arla Unika eller en mere alternativ frokost fra Palæo, Grød eller en omgang tapas fra Hija De Sanchez eller foodtrucken Yuca Taco. Små boder med hver sit fokus og nicheprodukt.

CopenhagenByMe_10

Og friske, specielle blomster. Hold nu op, hvor er de bare fine herude. “Bloggerblomster” var et udtryk jeg hørte hos Stalks & Roots, da jeg var forbi med kameraholdet. Og udtrykket giver på mystisk vis mening. Der er virkelig mange fotogene af slagsen.

Og det bedste af det hele er, at når vejret er bare nogenlunde, kan du shoppe rundt i hallerne, tage alverdens lækkerier med fra alverdens boder, stader og foodtrucks og lave et kæmpe sammenskudsgilde blandt venner ved en af de mange opstillede bænke udenfor på pladsen. Det er dansk hygge, når det er bedst!

Når jeg går herinde er det kun os to. Mig og hallerne. Og mit gastronomiske hjerte – det galoperer bare derudaf.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Write A Comment