En “verdensbedste rigtig glædelig jul” til mine søde læsere her på bloggen må vist være på sin plads! Jeg håber, I alle er ved at få styr på gaver, familie, mad og drikke (måske vigtigst af alt!:)) I år er der sket det helt fantastiske, at jeg skal holde jul med både min bror og søster for første gang nogensinde. Og så hos min søster i Nordjylland – også for første gang nogensinde.
Man plejer at joke med, at København er bedst omkring julen, for så er alle jyderne taget “hjem” – og ingen tvivl om at der er rigtig mange københavnere, der har en solid forbindelse til det jyske, som bliver plejet ekstra godt i juletiden. Sådan er det også for mig! Og der er herhjemme allerede godt gang i den med tre børn, Emma, Magnus & Julius, der glæder sig helt vildt og har gang i både sorteper, togbane og alverdens farverige (glimmer)neglelak (min nieces og mine negle skal jo passe til i aften) – sådan må det være!
Min søster har sukkersyge og har ikke spist slik i 18 år, så i år har jeg taget sukkerfri konfekt, havregrynskugler og mandelkonfekt, med til hende i værtindegave, som, jeg håber, falder i god jord.
Skulle jeg eller andre gå hen og savne København, kan man dog lige dulme savnet med dette indlæg; “Jul på Østerbro”, som jeg har skrevet om som gæsteblogger for bloggen kobenhavnerliv.dk.
Jeg synes, denne jul har været super smuk i København, men julestemningen her i Jylland er altså også virkelig hyggelig. Ikke mindst med børn og barnlig glæde omkring sig.
God jul allesammen!
Kh. Camilla.
Følg CopenhagenByMe på Facebook
Og på Instagram: @copenhagenbyme