Mmmmh havregrynskugler! I går aftes havde vi juleafslutningshygge for Yelp på den nye spillecafé; Bastard Café i Huset-KBH. Bestemt ikke sidste gang jeg tager herind. Jeg e-l-s-k-e-r at spille. Kunne spille hver dag og synes simpelthen det er sådan en hyggelig måde at være sammen på. Og så er der bare super rammer at udfolde spilleglæden indenfor på Bastard Café. Lidt efterskole-stemning (yes, been there – done that.) møder en meget casual bar. Jeg er fan! Denne gang nåede vi dog ikke at spille – vi havde nemlig en vigtig mission: at kåre Yelp Københavns bedste julesnack, enten hjemmebagt eller købt et sted i byen. Og der var alt lige fra honninghjerter fra Lagkagehuset og Brunkager fra Irma til hjemmelavede cookies, jødekager, brownies og havregrynskugler. Og husets gløgg selvfølgelig.. uuuhm!

Vores Elite yelper Marie F, som også blogger her endte med at løbe med sejren for sine lækre cookies med chokolade fra Friis Holm, candy canes og vaniljesalt. Hold øje med den opskrift på hendes blog, siger jeg bare. Det salte var lige, hvad man havde brug for blandt de mange søde sager.

Jeg havde været meget traditionel i mit valg af snack. Det blev nemlig til havregrynskugler. ….Fordi jeg elsker dem, og fordi de minder mig allermest om julen, som den har været altid. Fra da jeg som barn lavede dem med masser af smør (og spiste det hele inden de nogensinde blev til kugler) og til i dag, hvor jeg stadig kan spise dem når som helst (selv efter bastant julemenu d. 24 – Jep, der er altid plads til en havregrynskugle eller syv.) I dag laver jeg dem også uden sukker og smør, men som dadelkugler tilsat havregryn og evt. lidt appelsin. Det er ikke nogen dyb-tallerken-opskrift og I har sikkert set noget lignende på et hav af andre blogs. Men når det nu er min julefavorit, vil jeg alligevel gerne dele dem herinde. Jeg pynter dem med frysetørrede hindbær og kokos – så nærmer vi os det tivolidrys, jeg elskede som barn. Og hindbærsmagen er et dejligt frisk twist til kakaosmagen.

havregrynskugler med hjemmelavet tivolidrys!

 

havregrynskugler med hjemmelavet tivolidrys!

Ca. 30 stk

30 friske dadler uden kerner
200 g kokosmel
100 g mandler
100 gram hasselnødder eller valnødder
1,5 dl havregryn
2 spsk kokosolie
8 spsk usødet kakaopulver
2 spsk vand
2 tsk kanel
2 tsk vanilje
Evt lidt skal og saft fra en økologisk appelsin eller kaffe (et afkølet espresso-shot i stedet for vand).
Pynt: 1 bøtte frysetørrede hindbær og 2 dl kokosmel

Blend nødder og havregryn (hvis de er grove) i en blender eller løghakker og put “melet” i en skål. Blend herefter de øvrige ingredienserne godt og grundigt sammen (kan tage lidt længere tid i løghakker, da der ikke er plads til al dejen på én gang. Alternativt kan du nøjes med at blende dadler med vand og kokosolie og røre disse tre ting sammen med alle de tørre ingredienser til sidst med god kraftig håndkraft). Find en ny skål og bland kokosmel sammen med de frysetørrede hindbær (hæld lidt i ad gangen så ikke for meget går til spilde) i denne. Herefter går du i gang med at trille de små havregrynskugler, som du derefter ruller i det hjemmelavede tivolidrys.

Glædelig 19. december og god weekend! Jeg smutter en tur til vår trevliga granne; Malmø. Yippie, jeg glæder mig! 🙂

Kh C.

havregrynskugler med hjemmelavet tivolidrys!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

1 Comment

  1. Pingback: Glædelig jul – fra Østerbro til Aalborg | CopenhagenByMe

Write A Comment