“Næsten-palæo-pizza”… tjaaa.. Når man kalder noget ‘næsten-palæo’ er man på den sikre side ik? Nogle ville måske mene, det ikke er helt okay, men nu gør jeg det alligevel. Meget vovet! Ej, skulle man være ordentlig og korrekt burde man kategorisere den som “Palæo 2.0” altså “stenalderkost tilpasset moderne mennesker“, hvor mælkeprodukter som smør – og i dette tilfælde ost – er “okay”. Men det bliver da også så kompliceret det hele. Måske jeg bare skulle kalde den ‘alternativ pizza’. Sådan! Opskrift er hermed døbt.

Jeg har hentet inspiration til opskriften fra bloggen Newyorkerbyheart men har lavet lidt om på bunden og især fyldet.
Jeg synes, den smager helt fantastisk, er et super godt alternativ til den ‘traditionelle’ pizza og perfekt hvis man ikke tåler/spiser mel.

Alternativ pizza med rucola og parmaskinke, 2 pers.

Bund:

2  squash
salt og peber
3 æg
1 dl revet mozzarella
1 dl revet cheddar
1 dl friskrevet parmesan

Pizzasauce:

1 stor flaske tomatsauce
1-2 løg
2 fed hvidløg
salt og peber
Evt. hakket basilikum

Fyld:

Rucolasalat
En pakke god parmaskinke
Evt. ekstra mozzarella-ost
Evt. (hjemmelavet) pesto og friskrevet parmesan

Squash rives og vendes derefter med salt i et dørslag. Lad det trække en 10 minutters tid, mens pizzasaucen laves.
Steg løg sammen med hvidløg i en pande og tilsæt de moste tomater ved sammen med salt og peber. Lad herefter saucen simre uden låg, til den bliver tyk (gerne 20-30 minutter hvis der er tålmodighed til det). Tag saucen af varmen og put basilikum i. Mens saucen simrer kan man gå i gang med at forberede pizzabunden: først skal squashstykkerne vrides grundigt, så væsken forsvinder. Squashen puttes herefter i en skål og de forskellige oste tilsættes sammen med æg og salt/peber. Rør det hele godt sammen.

Dæk en bageplade med bagepapir og fordel ‘dejen’ til bunden jævnt på pladen. Sæt pladen i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter eller til den er lysebrun. Herefter skal pizzasaucen fordeles over bunden, evt. sammen med ekstra mozzarella-ost (hvis du er til lidt mere snask), og pizzaen skal have yderligere 7-10 min. i ovnen.

Herefter toppes den med skinke og rucola. Pizzaen er klar til servering og kan krydres med (evt. hjemmelavet) pesto og parmesan.

Ganske simpelt! PIZZA – lige som en alternativ næsten-palæo-spisende italiener ville lave den 🙂

Author

Write A Comment